Hvis du logger ud af indstillingerne til din Apple‑konto på Mac
Før du sælger eller forærer din Mac væk, skal du logge ud af din Apple‑konto i Systemindstillinger på den pågældende Mac. Se Log ind på eller ud af din Apple‑konto.
Hvad sker der med dine iCloud-data, når du logger ud?
Når du logger ud, bliver du spurgt, om du vil beholde kopier på din Mac af dokumenter, der opbevares i iCloud Drive, og data, der opbevares i iCloud af Kontakter, Kalender, Påmindelser og Beskeder. Hvis du beholder kopier, holder iCloud dem ikke længere opdateret med ændringer på dine andre enheder. Når du vælger ikke at beholde kopier, bliver de dokumenter og data, der opbevares i iCloud, fjernet fra din Mac.
Du bliver også spurgt, om du vil færdiggøre overførslen af fotos og videoer, der ikke er helt overført fra iCloud-fotos til din Mac, eller om du vil fjerne de elementer, der er blevet overført. Når du logger ud, holdes fotos og videoer, som du har hentet, ikke ajour med ændringer på dine andre enheder.
Dine bogmærker og læselisten forbliver i Safari, men iCloud-fanelisten over åbne websider på dine andre enheder er ikke længere tilgængelig.
Når du er logget ud af din Apple‑konto på din Mac, kan du stadig få adgang til dine iCloud-dokumenter, -data, -fotos og -videoer på andre enheder, hvor du er logget ind på din Apple-konto, og på iCloud.com.
Kopier iCloud-dokumenter og -data, før du logger ud
Før du logger ud af din Apple‑konto, kan du vælge at kopiere iCloud-dokumenter og -data til eller gemme dem på din Mac.
iCloud Drive: Du kan finde instruktioner i, hvordan du kopierer dokumenter til din Mac, i Opbevar arkiver i iCloud Drive.
Mail: Der er instruktioner i Importer eller eksporter postkasser i Mail.
Kontakter: Der er instruktioner i Eksporter og gem kontakter i Kontakter.
Kalender: Der er instruktioner i Importer eller eksporter kalendere.
Hvis du igen logger ind på din Apple‑konto på din Mac, vises dine iCloud-dokumenter og -data igen på din Mac. Fotos og videoer, som du endnu ikke har hentet fra iCloud-fotos, vises også på din Mac.