Brug et tastatur og en mus til at kontrollere Mac og iPad
Med Universel betjening kan du bruge tastaturet og musen (eller pegefeltet) til din Mac til at betjene op til to andre Mac- eller iPad-enheder i nærheden. Hver enhed viser sin egen skærm og sine egne apps, og du kan trække og anbringe emner mellem dem, flytte markøren mellem skærmene og skrive tekst på enhederne vha. dit tastatur.
Før du starter
Sørg for følgende:
Alle enheder har Wi-Fi, Bluetooth®, Handoff og tofaktorgodkendelse slået til.
Du er logget ind på den samme Apple-konto på alle enheder.
Enhederne skal højst være 10 meter fra hinanden.
Alle enheder opfylder minimumskravene til systemet for Universel betjening.
Hvis din Mac ikke har et indbygget pegefelt eller tastatur, skal du slutte et tastatur og en mus eller et pegefelt til din Mac. Se Opret pardannelse mellem et trådløst tastatur eller pegefelt eller en trådløs mus fra Apple og Mac, hvis du vil tilslutte et tastatur, en mus eller et pegefelt fra Apple.
Indstil Universel betjening
Hvis du vil forbinde din Mac og op til to andre Mac- eller iPad-enheder med Universel betjening, skal du sørge for, at begge enheder ikke er på vågeblus, og at de er låst op, og derefter gøre et af følgende:
Brug din mus eller dit pegefelt til at flytte markøren på din Mac til højre eller venstre side af skærmen, afhængigt af hvilken side der er tættest på din anden enhed. Vent, og flyt derefter markøren en smule forbi kanten af skærmen. Når der vises en ramme i kanten af den anden enhed, skal du fortsætte med at flytte markøren ind på skærmen på den anden enhed.
Klik på på menulinjen på din Mac, klik på Skærm og vælg derefter din anden enhed under “Forbind tastatur og mus til”. Brug derefter din mus eller dit pegefelt til at flytte markøren uden for kanten af skærmen på din Mac, indtil den vises på din anden enhed.
Når du har oprettet forbindelse, kan du flytte markøren mellem skærme, indtil en af dine enheder går på vågeblus, eller du afbryder forbindelsen mellem dem.
Brug tastaturet og musen eller pegefeltet på din Mac sammen med din iPad
Mange handlinger og bevægelser, som du kan udføre på din iPad med en ekstern mus eller et eksternt pegefelt, fungerer også sammen med musen til eller pegefeltet på din Mac. Se Musehandlinger og -bevægelser til iPad og Bevægelser på pegefeltet til iPad.
Du kan også bruge mange funktioner på iPad, som er tilgængelige med eksterne tastaturer, sammen med tastaturet på din Mac. Se emnerne om tastatur i kapitlet Tilbehør, der begynder med Skift mellem tastaturer med iPad.
Skift skærmopstillingen mellem dine enheder
Når du opretter forbindelse til Universel betjening, afhænger det af markørens retning, hvilken side af skærmen der bruges til at flytte markøren mellem enheder.
Du kan justere opstillingen af dine enheder.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik derefter på Skærme i indholdsoversigten. (Du skal måske rulle nedad). Rul ned til højre, og klik derefter på Arranger.
Træk billedet af den enden enhed eller de andre enheder til den ønskede placering.
Afbryd forbindelsen mellem din Mac og en anden enhed
Du kan afbryde forbindelsen til din Mac og iPad for midlertidigt at stoppe med at bruge Universel Betjening.
Gør et af følgende:
På din iPad: Tryk på den øverste knap på din iPad for at sætte den på vågeblus.
På din Mac: Klik på på menulinjen, klik på Skærm, og fravælg derefter din iPad eller Mac under “Forbind tastatur og mus til”.
Undgå at din Mac og andre enheder opretter forbindelse automatisk
Når du har indstillet Universel betjening, opretter din Mac og iPad eller anden Mac automatisk forbindelse igen, når de er tæt på hinanden, og skærmene er låst op. Du kan slå indstillingen fra på din Mac, hvis du vil forhindre din Mac og iPad eller anden Mac i at oprette forbindelse automatisk.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik derefter på Skærme i indholdsoversigten (du skal måske rulle nedad).
Klik på Avanceret, og slå “Opret automatisk forbindelse til en Mac eller iPad i nærheden igen” fra.
Slå Universel betjening fra
Du kan slå Universel betjening fra for at forhindre, at din Mac opretter forbindelse til andre enheder i nærheden.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik derefter på Skærme i indholdsoversigten (du skal måske rulle nedad), og klik på Universel betjening.
Klik på Avanceret, og gør et af følgende:
Slå alle forbindelser med Universel betjening fra: Slå “Tillad, at markøren og tastaturet flyttes mellem en Mac og en iPad i nærheden” fra.
Undgå, at der oprettes forbindelse, når markøren flyttes til kanten af skærmen: Slå “Skub ud over kanten på en skærm for at oprette forbindelse til en Mac eller iPad i nærheden” fra.
Hvis Universel betjening ikke fungerer
Sørg for, at du er logget ind på samme Apple-konto på begge enheder.
Sørg for, at begge enheder har Wi-Fi, Bluetooth, Handoff og tofaktorgodkendelse slået til og er forbundet til det samme Wi-Fi-netværk.
Sørg for, at dine enheder højst er 10 meter fra hinanden.
Du kan få flere råd om fejlfinding under systemkravene til Sidecar i Apple-supportartiklen Universel betjening: Brug et enkelt tastatur og en enkel mus mellem Mac og iPad.
Du kan indstille, at Universel betjening slås fra midlertidigt, når du zoomer ind på skærmen på din Mac, så det er nemmere at zoome ind langs med kanten af skærmen. Se Skift avancerede Zoom-indstillinger for tilgængelighed.