macOS High Sierra

Sikkerhedskopier dine arkiver vha. Time Machine

Med Time Machine kan du sikkerhedskopiere hele din Mac, inkl. systemarkiver, programmer, musik, fotografier, e-mails og dokumenter. Når Time Machine er slået til, sikkerhedskopierer den automatisk din Mac og udfører sikkerhedskopieringer af dine arkiver en gang pr. time, dag og uge.

Når du bruger Time Machine på en computer, der bruger APFS (Apple File System), opbevarer Time Machine ikke kun en kopi af alt på din disk med sikkerhedskopier, men arkiverer også lokale snapshots af arkiver, der er ændret, på din interne disk, så du kan gendanne tidligere versioner. Disse lokale snapshots arkiveres en gang i timen, medmindre du slår Sikkerhedskopier automatisk fra, og de lagres på computerens interne disk.

Bemærk: Hvis du bruger APFS, oprettes der lokale snapshots på din APFS-disk, hvad enten disken bruges i en bærbar Mac eller en skrivebordscomputer.

Hvis du kommer til at slette eller ændre et arkiv , kan du bruge Time Machine til at gendanne det.

Når du åbner Time Machine, vises en uskarp skærm med flere Finder-skærme efter hinanden, der repræsenterer sikkerhedskopier. Klik på pilene for at navigere gennem dine sikkerhedskopier (eller klik på tidslinjen med sikkerhedskopier til højre), og vælg de arkiver, du vil gendanne.

Selvom Time Machine opretter lokale snapshots på computere vha. APFS, bør du også sikkerhedskopiere dine arkiver til et andet sted end den interne disk, f.eks. en ekstern harddisk, en disk på netværket eller en Time Capsule. Hvis du gør det, kan du altid gendanne hele systemet til en anden Mac, hvis der skulle ske noget med den interne disk eller med din Mac.

  1. Slut en ekstern harddisk til din Mac, og tænd den.

    Du bliver spurgt, om du vil brugen disken til at sikkerhedskopiere din Mac.

  2. Klik på Brug som disk til sikkerhedskopi, og følg derefter instruktionerne i vinduet Time Machine.

    Du åbner vinduet Time Machine ved at vælge Apple > Systemindstillinger og derefter klikke på Time Machine.

    Åbn Time Machine for mig