Brug sikkerhedsnøgler til tofaktorgodkendelse på Mac
Om sikkerhedsnøgler
Sikkerhedsnøgler til Apple‑konto er en valgfri, avanceret sikkerhedsfunktion, der er designet til personer (f.eks.kendte, journalister og myndighedspersoner), som ønsker ekstra beskyttelse mod målrettede angreb, f.eks. phishing og svindel vha. social engineering. En sikkerhedsnøgle er en lille hardwareenhed fra en tredjepart, som du kan bruge til at bekræfte din identitet, når du logger ind på din Apple‑konto. Den erstatter sekscifrede bekræftelseskoder, som sendes til dig med sms eller genereres på en af dine enheder.
Sikkerhedsnøgler er en stærkere form for tofaktorgodkendelse, fordi du bruger en fysisk nøgle under loginprocessen. De kan forhindre selv avancerede angribere i at få fat i dine oplysninger vha. phishing.
Du kan få flere oplysninger om sikkerhedsnøgler i Apple-supportartiklen Om sikkerhedsnøgler til Apple-konto.
Indstil sikkerhedsnøgler
Du skal indstille mindst to sikkerhedsnøgler, så du kan bruge en af dem som reserve, hvis den anden går tabt. bliver beskadiget eller bliver stjålet. Du kan knytte op til seks nøgler til din konto.
Vigtigt: Når du bruger sikkerhedsnøgler til Apple‑konto, skal du bruge en godkendt enhed eller en sikkerhedsnøgle til at logge ind på din Apple‑konto og foretage ændringer af din konto. Hvis du mister alle dine godkendte enheder og sikkerhedsnøgler, kan du blive låst ude fra din konto permanent.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik på dit navn øverst i indholdsoversigten.
Hvis du ikke kan se dit navn, skal du klikke på “Log ind”, skrive e-mailadressen eller telefonnummeret til din Apple-konto og derefter skrive din adgangskode.
Klik på Login og sikkerhed, og klik derefter på Tofaktorgodkendelse.
Gå til Sikkerhedsnøgler, og klik på Indstil.
Følg instruktionerne på skærmen.
Du skal muligvis opdatere dine enheder til den nyeste version af macOS, iOS eller iPadOS eller logge ud fra passive enheder.
Brug en sikkerhedsnøgle til at logge ind
Når du bliver bedt om det, skal du bruge din sikkerhedsnøgle ved at indsætte den, trykke på den eller klikke på den eller ved at holde den tæt på enheden (afhængigt af nøgletypen).
Følg instruktionerne på skærmen.
Tilføj eller fjern sikkerhedsnøgler
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik på dit navn øverst i indholdsoversigten.
Hvis du ikke kan se dit navn, skal du klikke på “Log ind”, skrive e-mailadressen eller telefonnummeret til din Apple-konto og derefter skrive din adgangskode.
Klik på Login og sikkerhed, og klik derefter på Tofaktorgodkendelse.
Gå til Sikkerhedsnøgler, og klik på Tilføj.
Gør et af følgende:
Tilføj endnu en sikkerhedsnøgle: Klik på Tilføj sikkerhedsnøgle, og følg instruktionerne på skærmen. (Du kan tilføje op til seks sikkerhedsnøgler).
Fjern en sikkerhedsnøgle: Klik på den sikkerhedsnøgle, du vil fjerne, og klik på Fjern sikkerhedsnøgle. (Du skal altid have mindst to sikkerhedsnøgler).
Fjern alle dine sikkerhedsnøgler: Klik på Fjern alle nøgler, og klik derefter på Fjern.
Bemærk: Hvis du fjerner alle dine sikkerhedsnøgler fra din Apple‑konto, skal du igen bruge sekscifrede bekræftelseskoder til tofaktorgodkendelse med din konto.