Brug Fuld kalibrering i Pro Display-kalibreringen
Hvis du vil udføre en fuld omkalibrering af skærmen ved hjælp af et understøttet spektroradiometer, kan du benytte dig af muligheden Fuld kalibrering i Pro Display-kalibreringen.
Bemærk: Funktionen er kun tilgængelig på Apple Pro Display XDR, Apple Studio Display, 14" MacBook Pro (2021 eller en nyere model) eller 16" MacBook Pro (2021 eller en nyere model).
Før du starter
Før du starter Fuld kalibrering, skal du gøre følgende:
Sørg for, at den nyeste version af macOS er installeret på din Mac.
Sørg for, at den eksterne skærm har den nyeste firmware. Se Apple-supportartiklen Nyheder i firmwareopdateringerne til Apple Pro Display XDR og Apple-supportartiklen Nyheder i firmwareopdateringerne til Apple Studio Display.
Slut din Mac til den skærm, du vil kalibrere. Det anbefales, at du tilslutter din skærm med et Apple Thunderbolt-kabel, når du bruger Pro Display-kalibrering.
Hvis du kalibrerer en MacBook Pro-skærm, skal du slutte enheden til strøm, før du starter kalibreringsprocessen.
Slut et understøttet spektroradiometer eller en understøttet farvemåler til din Mac. Følgende instrumenter kan bruges med Pro Display-kalibrering:
Photo Research: PR-740, PR-745 eller PR-788. (Den anbefalede båndbredde er på 4 nm eller 5 nm, og den påkrævede blændeåbning er på 0,1, 0,125, 0,2 eller 0,25.)
Colorimetry Research: CR-300, CR-250 eller CR-100.
Sørg for, at der er god ventilation i lokalet, og at der er enten dæmpet belysning eller mørkt.
Sørg for, at skærmen står et sted med almindelige temperaturforhold og er placeret væk fra eventuelle luftstrømme fra f.eks. airconditionanlæg eller udsugningsåbninger fra andet udstyr.
Til CR-100: Opret en matrixprofil til din Apple-skærm vha. softwaren fra producenten af farvemåleren. Se den dokumentation, der fulgte med din farvemåler, for at få flere oplysninger.
Tip: Hvis du ønsker at etablere et sammenligningsgrundlag for din skærm, skal du måle skærmen før og efter kalibreringen. Brug det samme spektroradiometer til både måling og kalibrering. Se Apple-supportartiklen Mål kalibreringen af din MacBook Pro med Liquid Retina XDR-skærm, Apple Studio Display eller Apple Pro Display XDR.
Gennemfør Fuld kalibrering
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik derefter på Skærme i indholdsoversigten. (Du skal måske rulle nedad).
Klik på den skærm, du vil kalibrere, klik på lokalmenuen Forudindstilling, og klik derefter på Kalibrer skærm.
Når Pro Display-kalibreringen åbner, skal du klikke på Fuld kalibrering og derefter klikke på Næste.
Følg vejledningen på skærmen for at starte kalibreringsprocessen. Det kan tage op til to timer at færdiggøre kalibreringen, inklusive en opvarmningsperiode på 30 minutter. Klik på OK, når kalibreringen er færdig.
Bemærk: Hvis der er sluttet mere end én skærm til din Mac, kan du følge status for kalibreringen på den skærm, som ikke bliver kalibreret. Hvis du kalibrerer den eneste tilsluttede skærm, kan du ikke følge status under kalibreringsprocessen. Kalibrering omfatter en stabiliseringsproces, hvor skærmbilledet er sort i et stykke tid. Du får dog en besked, når kalibreringsprocessen er færdig.