Tilføj overgange mellem lysbilleder i Keynote på Mac
Overgange er visuelle effekter, der afspilles, når du skifter fra et lysbillede til det næste under præsentationen. Overgangen Skub får f.eks. et lysbillede til at skubbe det forrige lysbillede ud af skærmen. Du kan tilføje en overgang mellem to lysbilleder i en præsentation.
En magisk flytning er en overgang, som skaber en effekt, der får det til at se ud, som om objekter flyttes fra deres placeringer på et lysbillede til nye placeringer på det næste lysbillede, når du afspiller præsentationen.
Tilføj en overgang
Klik for at vælge det lysbillede i lysbillednavigatoren, hvor du vil tilføje en overgang.
Overgangen afspilles efter dette lysbillede under præsentationen.
Klik på Tilføj en effekt i indholdsoversigten Animer .
Vælg en overgang (rul for at se dem alle).
Et eksempel på overgangen afspilles, og i lysbillednavigatoren vises et blåt mærke i hjørnet af lysbilledet, der viser, at der er tilføjet en overgang.
Du kan vælge en anden overgang ved at klikke på knappen Skift øverst i indholdsoversigten og foretage et andet valg.
Brug betjeningsmulighederne i indholdsoversigten til at indstille overgangen, f.eks. varigheden og retningen.
De viste muligheder afhænger af, hvilken overgang du tilføjede.
Hvis du indstiller, at en overgang skal starte automatisk, afspilles den med det samme, når du går væk fra det forrige lysbillede.
Tilføj en Magisk flytning-overgang
Den nemmeste måde at oprette en Magisk flytning-overgang på er at oprette et lysbillede og føje objekter til det, dublere lysbilledet og derefter ændre rækkefølge, størrelse eller retning på objekterne på det dublerede lysbillede. Objekter, der vises på begge lysbilleder, indgår i overgangen. Alle objekter, der vises på det første lysbillede, men ikke på det andet lysbillede, toner ud. Alle objekter, der vises på det andet lysbillede, men ikke på det originale lysbillede, toner ind.
Anbring objekter (tekstfelter, figurer og billeder) på et lysbillede.
Klik for at vælge lysbilledet i lysbillednavigatoren, og tryk på Kommando-D for at dublere det.
Rediger objekternes placering eller udseende på et af lysbillederne eller dem begge. Du kan trække objekter til nye placeringer, tilføje eller slette objekter på begge lysbilleder m.m.
Overgangen Magisk flytning er mest effektiv, når begge lysbilleder indeholder mindst et almindeligt objekt, hvis placering er blevet ændret.
Vælg det første af de to lysbilleder.
Klik på Tilføj en effekt i indholdsoversigten Animer , og vælg derefter Magisk flytning.
Du kan se et eksempel på overgangen ved at vælge det første af de to lysbilleder i lysbillednavigatoren og derefter klikke på Eksempel.
Du kan tilpasse overgangen ved at bruge betjeningsmulighederne i indholdsoversigten til at gøre et af følgende:
Rediger overgangens varighed: Træk mærket nær toppen af indholdsoversigten.
Få objekter, der ikke findes på begge lysbilleder, til straks at blive vist eller forsvinde under overgangen: Fravælg Udton objekter uden match.
Flyt tekst glidende fra et lysbillede til det næste: Klik på en Match-mulighed:
Efter objekt: Flyt en eller flere tekstbokse på det første lysbillede til deres placering på det andet lysbillede.
Efter ord: Flyt et eller flere ord på det første lysbillede til deres placering på det andet lysbillede. Du kan bruge denne animation til at få det til at se ud, som om ordene selv flytter rundt for at danne en ny sætning.
Efter tegn: Flyt et eller flere tegn på det første lysbillede til deres placering på det andet lysbillede. Du kan bruge denne animation til at få det til at se ud, som om bogstaverne selv flytter rundt for at danne et nyt ord.
Vælg, hvor hurtigt objekter skal flyttes mellem placeringer: Klik på lokalmenuen Acceleration, og vælg en mulighed:
Ingen: Flyt objekter med konstant hastighed.
Langsomt ind: Sænk objekternes hastighed, når de nærmer sig deres placering.
Langsomt ud: Øg objekternes hastighed, når de har forladt deres placering.
Langsomt ind & Langsomt ud: Øg objekternes hastighed, når de forlader deres placering, og sænk hastigheden, når de nærmer sig deres nye placering.
Rediger overgangens starttidspunkt: Klik på lokalmenuen Start overgang, og vælg derefter Ved klik eller Automatisk. Hvis du vælger Automatisk, skal du indstille den tid, der skal gå, før overgangen starter, ved at klikke på pilene ud for feltet Forsinkelse.
Rediger eller fjern en overgang
Klik på lysbilledet i lysbillednavigatoren.
Klik på Skift i indholdsoversigten Animer .
Vælg en anden overgang, eller vælg Ingen for at fjerne overgangen.
Anvend en overgang på flere lysbilleder
Vælg lysbilleder i lysbillednavigatoren.
Klik på Tilføj en effekt i indholdsoversigten, og vælg en overgang.