Krypter Mac-data med FileVault
Du kan bruge FileVault til at kryptere oplysningerne på din Mac. Når FileVault krypterer data på din startdisk, har uvedkommende brugere ikke adgang til dine oplysninger. Se Hvordan fungerer FileVault-kryptering?
Bemærk: Hvis du har en iMac Pro eller en anden Mac-computer med en Apple T2 Security-chip, krypteres data på dit drev automatisk. Hvis du slår FileVault til, får du imidlertid ekstra beskyttelse, fordi din login-adgangskode skal bruges til at dekryptere dine data.
Du skal være administrator for at indstille FileVault. Når du slår FileVault til, vælger du, hvordan du vil låse din startdisk op, hvis du nogensinde glemmer din adgangskode:
iCloud-konto og -adgangskode: Valget er praktisk, hvis du bruger iCloud eller har til hensigt at indstille iCloud. Så behøver du ikke holde styr på en separat gendannelsesnøgle.
Gendannelsesnøgle: Nøglen er en række bogstaver og cifre, der oprettes til dig. Opbevar en kopi af nøglen et andet sted end på din krypterede startdisk. Hvis du skriver nøglen ned, skal du sørge for at kopiere bogstaverne og tallene nøjagtigt, som de vises. Opbevar derefter nøglen et sikkert sted, som du kan huske – men ikke samme sted som din Mac, hvor andre kan finde den. Hvis din Mac findes i din virksomhed eller på din skole, bør organisationen også indstille en gendannelsesnøgle, så den kan låses op.
ADVARSEL: Glem ikke din gendannelsesnøgle. Hvis du slår FileVault til og derefter glemmer din adgangskode til login og ikke kan nulstille den, og du også glemmer gendannelsesnøglen, kan du ikke logge ind, og du vil miste alle dine arkiver og indstillinger.
Kryptering med FileVault kan ikke anvendes på visse diskkonfigurationer med mange partitioner som f.eks. RAID-disksæt.
Vigtigt: Når du har slået FileVault til, og krypteringen starter, kan du ikke slå FileVault fra, før den første kryptering er gennemført. Kryptering kan tage lang tid afhængigt af mængden af data på computeren, men du kan fortsætte med at bruge computeren på normal vis. Når krypteringen er gennemført, kan du slå FileVault fra. Hvis du har en iMac Pro eller en anden Mac-computer med en T2-chip, krypteres data på dit drev automatisk, så FileVault gennemfører processen på kortere tid.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, klik på Anonymitet & sikkerhed i indholdsoversigten, og gå til FileVault. (Du skal måske rulle nedad).
Klik på Slå til ud for FileVault.
Du skal muligvis skrive din adgangskode.
Vælg, hvordan din disk skal låses op og din login-adgangskode nulstilles, hvis du glemmer den:
iCloud-konti: Klik på “Tillad min iCloud-konto at låse min disk op”, hvis du allerede bruger iCloud. Klik på “Indstil min iCloud-konto for at nulstille min adgangskode”, hvis du ikke allerede bruger iCloud.
Gendannelsesnøgle: Klik på “Opret en gendannelsesnøgle og brug ikke min iCloud-konto”. Skriv gendannelsesnøglen ned, og opbevar den sikkert.
Klik på Fortsæt.
Hvis din Mac har flere brugere, krypteres deres oplysninger også. Brugerne låser den krypterede disk op med deres login-adgangskode.
Hvis knappen Slå brugere til vises, skal du indtaste en brugers login-adgangskode, før brugeren kan låse den krypterede disk op. Klik på Slå brugere til, vælg en bruger, indtast login-adgangskoden, klik på OK, og klik derefter på Fortsæt.
Bemærk: Hvis du får en advarsel om, at kryptering er sat på pause, kan din Mac have registreret et problem, der kunne forhindre, at krypteringen blev gennemført. Hvis din bærbare Mac-computer f.eks. ikke er sluttet til en stikkontakt, kan krypteringen holde pause, indtil netledningen tilsluttes.