Hvis Time Machine bliver ved med at “forberede”
Efter den første sikkerhedskopiering, sikkerhedskopierer Time Machine kun arkiver og mapper, der er ændret siden sidste sikkerhedskopiering. Time Machine viser beskeden “Forbereder...”, mens den sammenligner dine aktuelle arkiver og mapper med dem i den seneste sikkerhedskopi.
Hvor lang tid Time Machine skal bruge på forberedelsen afhænger af mængden af oplysninger på din Mac, størrelsen af sikkerhedskopien og hastigheden på forbindelsen mellem din Mac og disken til sikkerhedskopier.
Forberedelsen kan også tage længere tid, hvis:
Den forrige Time Machine-sikkerhedskopiering blev afbrudt.
Mac ikke blev lukket korrekt ned.
Der blev afmonteret en disk fra computeren, før den blev skubbet ud.
Der for nylig blev installeret en softwareopdatering.
Du har brugt din Mac i flere dage uden at tage en Time Machine-sikkerhedskopi. Det kan ske, hvis disken til sikkerhedskopier har været afmonteret.
Antivirus-software kan også få sikkerhedskopieringer til at tage længere tid. Sørg for, at mappen til Time Machine-sikkerhedskopier, som findes på disken til sikkerhedskopier og hedder “Backups.backupdb”, udelukkes fra virusscanning.