Vigtige sikkerhedsoplysninger til iPhone
ADVARSEL: Hvis du ikke overholder disse sikkerhedsinstruktioner, er der risiko for brand, elektrisk stød, personskade eller skader på iPhone eller andre genstande. Læs alle nedenstående sikkerhedsoplysninger, før du tager iPhone i brug.
Håndtering. Håndter iPhone forsigtigt. Den er fremstillet af metal, glas og plast og indeholder følsomme elektroniske komponenter. iPhone eller dens batteri kan tage skade, hvis du taber, brænder, laver hul i eller maser den, eller hvis den kommer i kontakt med væske. Hvis du har mistanke om, at iPhone eller batteriet er beskadiget, skal du holde op med at bruge iPhone, da der kan opstå overophedning, eller du kan komme til skade. Brug ikke iPhone med revnet glas, da du kan komme til skade. Hvis du er bekymret over ridser på overfladen af iPhone, kan du overveje at bruge et etui eller et omslag.
Reparation. iPhone bør kun serviceres af en uddannet tekniker. Hvis du skiller iPhone ad, kan du ødelægge den, gøre den mindre vandafvisende og modstandsdygtig over for vandsprøjt (understøttede modeller) eller selv komme til skade. Hvis iPhone er beskadiget eller ikke fungerer korrekt, bør du kontakte Apple eller en Apple-autoriseret serviceudbyder for at få service. Hvis reparationer udføres af uuddannede personer eller ikke udføres med ægte Apple-dele, kan sikkerheden og enhedens funktionalitet blive forringet. Der findes flere oplysninger om reparation og service på Serviceinformationscenter for iPhone.
Batteri. Et iPhone-batteri bør kun repareres af en uddannet tekniker. Ellers er der risiko for, at batteriet bliver beskadiget, hvilket kan medføre overophedning, brandfare og personskader. Batterier skal indleveres til genanvendelse eller bortskaffes adskilt fra husholdningsaffald i overensstemmelse med nationale miljølove og retningslinjer. Du kan se oplysninger om service og genanvendelse af batterier på webstedet Batterier – service og genanvendelse.
Lasere. Afstandssensorerne i iPhone 7 og nyere modeller, TrueDepth-kamerasystemet og LiDAR-scanneren indeholder en eller flere lasere. Disse lasersystemer kan blive slået fra af sikkerhedsmæssige hensyn, hvis enheden beskadiges eller ikke fungerer korrekt. Hvis du får en notifikation på din iPhone om, at lasersystemet er slået fra, bør du kontakte Apple eller en Apple-autoriseret serviceudbyder for at få service. Forkert reparation, ændringer eller brug af uægte Apple-komponenter i lasersystemerne kan forhindre sikkerhedsmekanismerne i at fungere korrekt og kan medføre, at brugeren udsættes for fare med øjen- eller hudskader til følge.
Forstyrrelser. Brug af iPhone i visse situationer kan virke distraherende, så der opstår en farlig situation (du bør f.eks. undlade at lytte til musik i hovedtelefoner, mens du cykler, og undlade at skrive sms’er, mens du kører bil). Overhold de regler, der forbyder eller begrænser brugen af mobile enheder eller hovedtelefoner. Der er flere oplysninger om sikkerhed under kørsel i Hold fokus under kørsel med iPhone.
Navigation. Kort bruger datatjenester. Disse datatjenester kan ændres og er måske ikke tilgængelige i alle lande og områder, hvilket kan medføre, at kort og lokalitetsbaserede oplysninger måske ikke er tilgængelige, præcise eller komplette. Sammenlign oplysningerne i Kort med dine omgivelser. Brug din sunde fornuft, når du bevæger dig omkring. Du skal altid iagttage vejforhold og vejskilte for at kunne håndtere evt. uoverensstemmelser. Nogle funktioner i Kort kræver lokalitetstjenester.
Oplader. Du kan oplade iPhone på følgende måder:
Oplad iPhone-batteriet ved hjælp af ladekablet (medfølger) og en Apple USB-strømforsyning (sælges separat).
Anbring iPhone med forsiden opad på MagSafe-opladeren eller MagSafe Duo-opladeren (der er sluttet til Apple USB-C-strømforsyningen på 20 W eller en anden kompatibel strømforsyning) eller på en Qi-certificeret oplader. (MagSafe-oplader, MagSafe Duo-oplader, strømforsyninger og Qi-certificerede opladere sælges separat).
Du kan også oplade iPhone med kabler og strømforsyninger mærket “Made for iPhone” eller kabler og strømforsyninger fra tredjeparter, som er kompatible med USB 2.0 eller nyere versioner og overholder internationale og nationale sikkerhedsstandarder. Andre strømforsyninger opfylder måske ikke de gældende sikkerhedsstandarder, og opladning med disse strømforsyninger kan medføre risiko for dødsfald eller personskade.
Hvis du bruger ødelagte kabler eller opladere eller oplader i fugtige omgivelser, er der risiko for brand, elektrisk stød, personskade eller skader på iPhone eller andre genstande. Når du bruger ladekablet (medfølger) eller en trådløs oplader (sælges separat) til at oplade iPhone, skal du sørge for, at kablets USB--stik er sat korrekt i en kompatibel strømforsyning, inden du slutter strømforsyningen til en stikkontakt. Det er vigtigt at opbevare iPhone, ladekablet, strømforsyningen og eventuelle trådløse opladere i et lokale med god ventilation, når den er i brug eller oplades. Når du bruger en trådløs oplader, skal du fjerne metaletuier og undgå at anbringe fremmedlegemer af metal på opladeren (f.eks. nøgler, mønter, batterier eller smykker), da de kan blive varme eller forstyrre opladningen.
Ladekabel og -stik. Undgå langvarig hudkontakt med ladekablet og -stikket, når ladekablet er sluttet til en strømkilde, da det kan forårsage ubehag eller skader. Undgå at sidde eller ligge på ladekablet eller -stikket.
Længerevarende udsættelse for varme. iPhone og USB-strømforsyninger fra Apple (sælges separat) overholder grænser for overfladetemperatur som defineret af gældende bestemmelser i dit land og internationale og nationale sikkerhedsstandarder. Men selv inden for disse grænser kan vedvarende kontakt med varme overflader i længere tid forårsage ubehag eller skader. Brug almindelig sund fornuft til at undgå situationer, hvor din hud er i kontakt med en enhed, dens strømforsyning eller en trådløs oplader, når den er i drift eller sluttet til en strømkilde i længere tid. Du skal f.eks. ikke sove oven på en enhed, strømforsyning eller trådløs oplader eller anbringe den under et tæppe, en pude eller din krop, når den er sluttet til en strømkilde. Opbevar iPhone, strømforsyningen og eventuelle trådløse opladere i et lokale med god ventilation, når den er i brug eller oplades. Vær især omhyggelig, hvis du har en sygdom, der betyder, at du ikke kan registrere varme på din krop.
USB-strømforsyning. (Sælges separat) Sæt en Apple USB-strømforsyning direkte i en stikkontakt for at bruge den sikkert og mindske risikoen for varmerelaterede skader på ting eller personer. Brug ikke strømforsyningen i våde omgivelser, f.eks. nær en vask, et badekar eller et brusebad, og monter eller afmonter den ikke med våde hænder. Brug ikke strømforsyningen og evt. kabler, hvis et eller flere at følgende forhold eksisterer:
Strømforsyningens stik eller benene på stikket er beskadiget.
Ladekablet er flosset eller beskadiget på anden vis.
Strømforsyningen har været udsat for fugt, eller der er spildt væske på den.
Strømforsyningen har været tabt, og dens kabinet er blevet beskadiget.
Specifikationer for Apple USB-C-strømforsyning på 20 W:
Frekvens: 50 til 60 Hz, enkeltfaset
Spænding: 100 til 240 V
Udgangseffekt: 5V/3A eller 9V2.2A
Udgangsport: USB-C
Specifikationer for Apple USB-C-strømforsyning på 18 W:
Frekvens: 50 til 60 Hz, enkeltfaset
Spænding: 100 til 240 V
Udgangseffekt: 5 V/3 A eller 9 V/2 A
Udgangsport: USB-C
Specifikationer for Apple USB-strømforsyning på 5 W:
Frekvens: 50 til 60 Hz, enkeltfaset
Spænding: 100 til 240 V
Udgangseffekt: 5 V/1 A
Udgangsport: USB
Høretab. Du risikerer at skade din hørelse, hvis du lytter til lyd ved en høj lydstyrke. Hvis der er baggrundsstøj, og du hele tiden lytter ved en høj lydstyrke, virker lyden måske ikke så høj, som den i virkeligheden er. Slå afspilning af lyd til, og kontroller lydstyrken, før du sætter noget ind i øret. Der findes oplysninger om, hvordan du indstiller den maksimale lydstyrke, i Brug audiogramdata i Sundhed på iPhone. Se webstedet Lyd og hørelse for at få flere oplysninger om, hvordan du undgår høretab.
ADVARSEL: For at undgå at skade hørelsen skal du ikke lytte ved høj lydstyrke i længere tid ad gangen.
Udsættelse for radiosignaler. iPhone bruger radiosignaler til at oprette forbindelse til trådløse netværk. Du kan få oplysninger om RF-stråling (radiofrekvensstråling) fra radiosignaler og forholdsregler, du kan tage for at mindske strålingen, ved at gå til Indstillinger > Generelt > Om > Juridisk og regulativer > RF-eksponering eller se webstedet om RF-eksponering.
Radiofrekvensforstyrrelse. Vær opmærksom på skilte og beskeder, der forbyder eller begrænser brug af elektroniske enheder. Selvom iPhone er designet, testet og fremstillet i overensstemmelse med reglerne for RF-stråling, kan sådan stråling fra iPhone forårsage forstyrrelser i andet elektronisk udstyr, så det ikke virker korrekt. Når brug af iPhone er forbudt, f.eks. om bord på fly eller hvis du bliver bedt om det af myndighederne, skal du slukke iPhone eller bruge flyfunktion eller Indstillinger > Wi-Fi og Indstillinger > Bluetooth til at slå de trådløse sendere i iPhone fra.
Forstyrrelse af medicinske enheder. iPhone og MagSafe-tilbehør indeholder magneter samt komponenter og/eller radioer, der udsender elektromagnetiske felter. Disse magneter og elektromagnetiske felter kan forstyrre medicinske enheder.
Kontakt din læge og producenten af den medicinske enhed for at få nærmere oplysninger om din medicinske enhed og høre, om du skal sørge for at holde din medicinske enhed på sikker afstand af iPhone og MagSafe-tilbehør. Producenterne giver ofte anbefalinger til, hvordan deres enheder bruges sikkert i nærheden af trådløse eller magnetiske produkter for at undgå risikoen for forstyrrelser. Hold op med at bruge iPhone og MagSafe-tilbehør, hvis du har mistanke om, at de forstyrrer din medicinske enhed.
Medicinske enheder såsom implanterbare pacemakere og defibrillatorer kan indeholde sensorer, der reagerer på magneter og radioer, hvis de er tæt på dem. For at undgå potentielle interaktioner med disse enheder skal du holde dine MagSafe-kompatible iPhone-modeller og MagSafe-tilbehør på sikker afstand af din medicinske enhed (mere end 15 cm eller mere end 30 cm under trådløs opladning, men rådfør dig med din læge og producenten af enheden for at få specifikke retningslinjer).
Ikke en medicinsk enhed. iPhone er ikke en medicinsk enhed og bør ikke bruges som erstatning for en læges professionelle vurdering. Den er ikke designet til eller beregnet til diagnosticering af sygdomme eller andre helbredsmæssige forhold eller til at kurere, mildne, behandle eller forhindre lidelser eller sygdomme. Kontakt din leverandør af sundhedsydelser, inden du træffer nogen beslutninger i forbindelse med dit helbred.
Helbredstilstand. Hvis du har et helbredsproblem eller oplever symptomer, som du mener kan blive forværret af iPhone eller blinkende lys (f.eks. slagtilfælde, besvimelsesanfald, overanstrengte øjne eller hovedpine), skal du rådføre dig med din læge, før du bruger iPhone.
Farlige omgivelser. Oplad eller brug ikke iPhone i områder, hvor der er eksplosionsfare, f.eks. i områder hvor luften indeholder brandbare kemikalier, dampe eller partikler (f.eks. korn, støv eller metalstøv). iPhone kan blive beskadiget, eller dens funktioner kan blive påvirket i omgivelser med en høj koncentration af kemiske stoffer, f.eks. damp fra flydende gas som helium. Adlyd alle skilte og instruktioner.
Gentagne bevægelser. Når du udfører aktiviteter, der gentages, f.eks. skriver, skubber eller spiller spil på iPhone, kan du opleve ubehag i hænder, arme, håndled, skuldre, nakke eller andre dele af kroppen. Hvis du oplever ubehag, skal du holde op med at bruge iPhone og kontakte en læge.
Højrisikoområder. Denne enhed er ikke beregnet til at blive brugt, hvor enhedssvigt kan føre til dødsfald, personskader eller alvorlige miljømæssige skader.
Risiko for kvælning. Noget iPhone-tilbehør kan udgøre en kvælningsrisiko for små børn. Hold sådant tilbehør væk fra små børn.
Australske forbrugere kan besøge webstedet med ressourcer til onlinesikkerhed.