Administrer faldregistrering på Apple Watch (kun Apple Watch SE og Apple Watch Series 4 og nyere modeller)
Hvis Faldregistrering er slået til, og Apple Watch SE eller Apple Watch Series 4 eller nyere modeller registrerer et voldsomt fald, kan det hjælpe dig med at kontakte alarmcentralen og sende en besked til dine nødkontakter. Hvis Apple Watch registrerer et voldsomt fald, og du ikke har bevæget dig i cirka et minut, prikker det dig på håndleddet og udsender en alarmtone, og derefter forsøger det at ringe til alarmcentralen.
Hvis du under indstillingen af dit Apple Watch (eller når du føjer det til appen Sundhed på iPhone) angiver en fødselsdato, der viser, at du er 55 år eller derover, slås faldregistrering automatisk til. Hvis du er mellem 18 og 55 år, kan du slå faldregistrering til manuelt ved at gøre følgende:
Åbn appen Indstillinger på dit Apple Watch.
Gå til SOS > Faldregistrering, og slå Faldregistrering til.
Du kan også åbne appen Apple Watch på din iPhone, trykke på Mit ur, trykke på Nødopkald SOS og slå Faldregistrering til.
Bemærk: Hvis du slår registrering af håndled fra, vil Apple Watch SE og Apple Watch Series 4 og nyere modeller ikke automatisk forsøge at ringe til alarmcentralen, hvis uret registrerer et voldsomt fald.
Vælg “Altid slået til”, hvis faldregistrering skal være slået til hele tiden, eller vælg “Kun slået til under træninger”, hvis faldregistrering kun skal være slået til, når du har startet en træning.
Hvis du er mellem 18 og 55 år og indstiller et nyt Apple Watch med watchOS 8.1 eller en nyere version, slås faldregistrering under træninger automatisk til. Hvis du opgraderer dit eksisterende Apple Watch fra en tidligere version af watchOS, skal du slå funktionen til for kun at få registreret voldsomme fald under træninger.
Du kan få flere oplysninger i Apple-supportartiklen Brug af Faldregistrering med Apple Watch.
Bemærk: Apple Watch kan ikke registrere alle fald. Jo mere fysisk aktiv du er, jo mere sandsynligt er det, at du aktiverer Faldregistrering pga. aktiviteter med høj intensitet, der ligner et fald.
Download denne håndbog: Apple Books