Slet og geninstaller macOS
Du kan gendanne Mac til fabriksindstillingerne ved først at slette den og derefter geninstallere macOS vha. den indbyggede disk til gendannelse. Før du sletter, skal du sikkerhedskopiere vigtige arkiver. Hvis du installerer på en bærbar computer, skal du sørge for, at strømforsyningen er tilsluttet.
Vigtigt: Før du kan geninstallere macOS, skal computeren have forbindelse til internettet.
Vælg Apple > Genstart på din Mac-computer. Når Mac starter igen, skal du holde tasterne Kommando og R nede, indtil vinduet macOS-hjælpeprogrammer vises.
Klik på Diskværktøj, og klik derefter på Fortsæt.
Vælg startdisken til venstre, og klik derefter på Slet.
Klik på lokalmenuen Format, vælg formatet APFS eller Mac OS - udvidet, skriv et navn, og klik på Slet.
Vigtigt: Når du sletter disken, fjernes alle oplysninger på den. Husk at sikkerhedskopiere de oplysninger, som du vil beholde, til en ekstern enhed.
Når disken er slettet, skal du vælge Diskværktøj > Slut Diskværktøj.
Vælg Geninstaller macOS, klik på Fortsæt, og følg derefter instruktionerne på skærmen.