Gør dit Apple-id mere sikkert fra iPad
Tofaktorgodkendelse sikrer, at det kun er dig, der har adgang til din Apple-id-konto, selv hvis en anden kender adgangskoden til dit Apple-id. Tofaktorgodkendelse er indbygget i iOS 9 og nyere versioner samt OS X 10.11 og nyere versioner.
Du kan få oplysninger om, hvordan tofaktorgodkendelse virker, i Apple-supportartiklen Tofaktorgodkendelse til Apple-id.
Bemærk: Hvis du bruger bekræftelse i to trin og opdaterer til iOS 11 eller en nyere version, kan din konto blive ændret til at bruge tofaktorgodkendelse. Se Apple-supportartiklen Skift fra totrinsbekræftelse til tofaktorgodkendelse.
Slå tofaktorgodkendelse til
Gå til Indstillinger > [dit navn] > Adgangskode og sikkerhed.
Tryk på Slå tofaktorgodkendelse til, og tryk derefter på Fortsæt.
Indtast et godkendt telefonnummer, som er et telefonnummer, hvor du vil modtage bekræftelseskoder til tofaktorgodkendelse.
Du kan vælge at modtage koderne via sms eller automatisk telefonopkald.
Tryk på Næste.
Indtast den bekræftelseskode, der blev sendt til dit godkendte telefonnummer.
Tryk på “Modtog du ikke en bekræftelseskode?” for at sende eller gensende en bekræftelseskode.
Du vil ikke blive bedt om en bekræftelseskode igen på din iPad, medmindre du logger helt ud, sletter din iPad, logger ind på siden med din Apple-id-konto i Safari, eller hvis det er nødvendigt at ændre adgangskoden til dit Apple-id af sikkerhedsmæssige årsager.
Nogle funktioner i den nyeste version af iOS kræver sikkerheden ved tofaktorgodkendelse, som har til formål at beskytte dine oplysninger. Efter du har slået tofaktorgodkendelse til, har du en periode på to uger, hvor du kan framelde dig. Efter den periode kan du ikke slå tofaktorgodkendelse fra. Du framelder dig ved at åbne e-mailen med bekræftelsen på din tilmelding og klikke på linket for at vende tilbage til dine tidligere sikkerhedsindstillinger. Vær opmærksom på, at framelding gør din konto mindre sikker og betyder, at du ikke kan bruge funktioner, der kræver en højere grad af sikkerhed.
Tilføj en anden iOS-enhed (iOS 9 eller en nyere version) eller en Mac (OS X 10.11 eller en nyere version) som en godkendt enhed
Efter du slår totrinsbekræftelse til på en enhed, kan du bruge det samme Apple-id til at logge ind på iCloud på en anden enhed.
Log ind igen, selv hvis du allerede har logget ind. (Eller gå til Indstillinger > [dit navn] på en iOS-enhed. Vælg Apple > Systemindstillinger > iCloud på en Mac).
Når du bliver bedt om at indtaste en bekræftelseskode på seks cifre, skal du foretage en af følgende handlinger:
Modtag bekræftelseskoden på din iPad eller en anden godkendt enhed, der er sluttet til internettet: Kig efter en meddelelse på enheden, og tryk eller klik derefter på Tillad for at få koden til at blive vist på den pågældende enhed. (En godkendt enhed er en anden iOS-enhed eller Mac-computer, hvor du allerede har slået totrinsbekræftelse til og er logget ind på iCloud med dit Apple-id).
Modtag bekræftelsen på et godkendt telefonnummer: Hvis en godkendt enhed ikke er tilgængelig, skal du trykke på “Modtog du ikke en bekræftelseskode?” og derefter vælge et telefonnummer.
Modtag bekræftelseskoden på en godkendt enhed, der er offline: Gå til Indstillinger > [dit navn] > Adgangskode og sikkerhed på en godkendt iOS-enhed, og tryk derefter på Få bekræftelseskode. På en godkendt Mac skal du vælge Apple > Systemindstillinger > iCloud > Kontooplysninger > Sikkerhed og derefter klikke på Få bekræftelseskode.
Indtast bekræftelseskoden på den nye enhed.
Du vil ikke blive bedt om en bekræftelseskode igen, medmindre du logger helt ud, sletter din enhed, logger ind på siden med din Apple-id-konto i Safari, eller hvis det er nødvendigt at ændre adgangskoden til dit Apple-id af sikkerhedsmæssige årsager.
Tilføj eller fjern et godkendt telefonnummer
Da du tilmeldte dig totrinsbekræftelse, skulle du bekræfte et godkendt telefonnummer. Du bør også overveje at tilføje andre telefonnumre, som du kan få adgang til, f.eks. et privat telefonnummer eller et nummer, som bruges af et familiemedlem eller en nær ven.
Gå til Indstillinger > [dit navn] > Adgangskode og sikkerhed.
Tryk på Rediger (over listen med godkendte telefonnumre), og foretag derefter en af følgende handlinger:
Tilføj et nummer: Tryk på Tilføj et godkendt telefonnummer.
Fjern et nummer: Tryk på ud for telefonnummeret.
Godkendte telefonnumre modtager ikke automatisk bekræftelseskoder. Hvis du ikke kan få adgang til nogen godkendte enheder, når du indstiller en ny enhed til tofaktorgodkendelse, skal du trykke på “Modtog du ikke en bekræftelseskode?” på den nye enhed og vælge et af dine godkendte telefonnumre for at modtage bekræftelseskoden.
Se eller fjern godkendte enheder
Gå til Indstillinger > [dit navn].
Der vises en liste med enheder, som er tilknyttet dit Apple-id nederst på skærmen.
Hvis du vil se, om en angivet enhed er godkendt, skal du trykke på den og se efter “Dette er en pålidelig enhed, som kan modtage bekræftelseskoder til Apple-id”.
Hvis du vil fjerne en enhed, skal du trykke på Fjern fra konto.
Generer en adgangskode til en app, der logger ind på din Apple-id-konto
Med totrinsbekræftelse skal du bruge en app-specifik adgangskode til at logge ind på din Apple-id-konto fra en app eller tjeneste fra en tredjepart – f.eks. en app til e-mails, kontakter eller kalender. Efter du har genereret den app-specifikke adgangskode, skal du bruge den til at logge ind på din Apple-id-konto fra appen og få adgang til oplysninger, du lagrer i iCloud.
Log ind på din Apple-id-konto.
Tryk på Generer adgangskode (under App-specifikke adgangskoder).
Følg anvisningerne på skærmen.
Når du har genereret din app-specifikke adgangskode, skal du indtaste eller indsætte den i appens adgangskodefelt, som du normalt ville.
Du kan få flere oplysninger i Apple-supportartiklen Brug af app-specifikke adgangskoder.