Indstil og slå Knapbetjening til på iPad
Hvis du vil indstille Knapbetjening, skal du tilslutte og tilføje en eller flere knapper og derefter tildele en handling til hver knap. Du kan vælge et scanningsformat og finjustere andre indstillinger, så de passer til dine behov. Når du har slået Knapbetjening til, skal du måske ændre de tildelte handlinger eller justere indstillingerne igen. Hvis du har svært ved at udføre disse trin, kan du få personlig hjælp i den nærmeste Apple Store.
Trin 1: Tilslut en ekstern knap (valgfrit)
Hvis du vil bruge adaptivt tilbehør, en joystick, en controller eller en MFi-enhed til Knapbetjening, skal du først slutte enheden til iPad som beskrevet i producentens instruktioner. Hvis knappen tilsluttes med Bluetooth®, skal du parre den med iPad.
Tænd knappen.
Gå til Indstillinger
> Bluetooth, slå Bluetooth til, tryk på knappens navn, og følg derefter instruktionerne på skærmen.
Trin 2: Tilføj knapper, og tildel handlinger
Du kan nøjes med at bruge en knap eller bruge flere knapper, som kan udføre forskellige handlinger. Hver knap udfører en tildelt handling som f.eks. at vælge et emne eller flytte markøren til det næste emne.
Gå til Indstillinger
> Tilgængelighed > Knapbetjening > Knapper.
Tryk på Tilføj ny knap, og vælg derefter Ekstern, Skærm, Kamera, Tryk på bagsiden eller Lyd.
Hvis du prøver at tilføje en ekstern knap, og den ikke vises på listen, skal du sørge for, at den er sluttet til din iPad som beskrevet ovenfor i trin 1: Tilslut en ekstern knap (valgfrit)
Tildel knappen en handling.
Handlingen for knappen afhænger af, hvor mange knapper du har, og hvilket scanningsformat du vælger i Trin 3: Vælg et scanningsformat nedenfor. Hvis du ikke ved, hvilken handling du skal tildele, kan du vælge Vælg emne, som er kompatibel med Autoscanning (standardformatet til scanning). Du kan vende tilbage til denne indstilling senere for at ændre den tildelte handling.
Tip: Gør din iPad til en controller, der bruger bevægelser, som du allerede har indstillet, f.eks. den samme knap (eller alternativ inputmetode), som du navigerer på og betjener din iPad med.
Trin 3: Vælge en scanningstype
Som standard flyttes markøren automatisk fra et emne til det næste efter en angivet periode. Hvis du hellere vil flytte markøren manuelt, kan du vælge et andet scanningsformat.
Gå til Indstillinger > Tilgængelighed > Knapbetjening > Scanningsformat, og vælg en af følgende muligheder:
Autoscanning: Markøren flyttes automatisk til det næste emne efter en angivet periode. Dette er standardformatet til scanning.
Hvis du bruger Autoscanning med kun en knap, skal du sørge for, at handlingen Vælg emne er tildelt til knappen.
Manuel scanning: Når du aktiverer knappen Flyt til næste emne, flyttes markøren til det næste emne.
Manuel scanning kræver mindst to knapper. Sørg for, at handlingen Flyt til næste emne er tildelt til en knap, og at handlingen Vælg emne er tildelt til en anden knap.
Scanning kun med en knap: Når du aktiverer knappen Flyt til næste emne, flyttes markøren til det næste emne. Hvis der ikke sker noget inden for en angivet periode, vælges det aktuelle emne automatisk.
Dette scanningsformat kræver kun en knap. Sørg for, at handlingen Flyt til næste emne er tildelt til knappen.
Trin 4: Finjuster indstillinger til Knapbetjening
Du kan justere funktionen af Knapbetjening på forskellige måder, så den passer til dine specielle behov og arbejdsmetoder. Du kan f.eks. ændre scanningshastigheden eller få iPad til at læse de markerede emner op.
Gå til Indstillinger > Tilgængelighed > Knapbetjening, og tilpas derefter en eller flere af følgende muligheder:
Autoscanningsperiode: Juster hastigheden på emnescanning.
Pause ved første emne: Indstil scanning til at holde pause på det første emne i en gruppe.
Sløjfer: Vælg, hvor mange gange der skal roteres gennem skærmen, før Knapbetjening skjules.
Gentagelse af flyt: Indstil, hvor lang tid der skal gå, før der flyttes til forrige eller næste emne, når der trykkes på en knap.
Langt tryk: Indstil, om der skal udføres en anden handling, når du holder en finger på en knap, og hvor længe du skal vente, før handlingen udføres.
Virkemåde ved tryk: Vælg en virkemåde ved tryk, og indstil intervallet for udførelse af en ny knaphandling for at få vist Scannermenuen.
Fokuseret emne efter tryk: Vælg, om Knapbetjening skal genoptage scanning ved et emne, du trykker på, eller fra begyndelsen.
Varighed af tryk: Angiv, hvor længe du skal trykke på og holde en knap nede, før den accepteres som en knaphandling.
Ignorer gentagelse: Ignorer tilfældig, gentagen aktivering af knap.
Lydeffekter: Slå lydeffekter til.
Tale: Læs emner op, efterhånden som de scannes.
Menuemner: Vælg de handlinger, der skal vises på Scannermenuen, og den rækkefølge, de skal vises i.
Grupper emner: Grupper emner for at opnå hurtigere navigation.
Stor markør: Gør fremhævningen tydeligere.
Markørfarve: Vælg en anden fremhævningsfarve.
Trin 5: Slå Knapbetjening til
Vigtigt: Når knapbetjening er slået til, kan du ikke bruge standardbevægelserne på den berøringsfølsomme skærm til at slutte Knapbetjening.
Gå til Indstillinger > Tilgængelighed > Knapbetjening, og slå Knapbetjening til.
Tip: Du kan føje Knapbetjening til Tilgængelighedsgenvej og hurtigt slå funktionen til eller fra ved at trykke tre gange på knappen Hjem (på en iPad med knappen Hjem) eller på den øverste knap (på andre iPad-modeller).