Indstil film- og billedformater til Pages-dokumenter på Mac
Pages bevarer film og billeder i deres originale format, uanset om formatet kan vises på ældre computere og enheder. Du kan ændre indstillingerne til optimering, hvis du vil sikre dig, at videoer og billeder i nyere formater – for eksempel HEVC (High Efficiency Video Encoding), HEIC (High Efficiency Image Codec) eller Apple ProRes – kan ses på alle computere eller enheder.
Optimer video- og billedformater
Når du føjer HEVC-, HEIC- og ProRes-mediearkiver til et dokument, kan Pages konvertere dem til formaterne H.264, JPEG og PNG, så de kan vises på ældre Mac-computere og ældre iPhone- og iPad-enheder.
Gå til appen Pages på din Mac.
Vælg Pages > Indstillinger (på Pages-menuen øverst på skærmen), og klik derefter på Generelt øverst i indstillingsvinduet.
I sektionen Tilføjelse af medier kan du vælge en kombination af indstillinger for at få de ønskede resultater:
Behold alle film og billeders originale format: Fravælg de to afkrydsningsfelter “Optimer medier til iPhone og iPad” og “Optimer medier til ældre enheder”. Film og billeder vises måske ikke på alle enheder eller i alle versioner af macOS, iOS og iPadOS.
Konverter HEVC-, HEIC-, ProRes- og andre medier i formater, der ikke understøttes, til H.264, og billeder i formater, der ikke understøttes, til et kompatibelt format: Vælg de to afkrydsningsfelter “Optimer medier til iPhone og iPad” og “Optimer medier til ældre enheder”. HEVC, HEIC, ProRes og andre formater, som normalt ikke understøttes på ældre enheder, konverteres til H.264, JPEG eller PNG, så de kan vises på alle enheder og versioner af macOS, iOS og iPadOS.
Konverter HEVC-, HEIC- og ProRes-film og -billeder til H.264, JPEG og PNG, men behold andre mediearkivers originale format: Fravælg afkrydsningsfeltet “Optimer medier til iPhone og iPad”, og vælg derefter afkrydsningsfeltet “Optimer medier til ældre enheder”. Hvis dine medier er HDR, konverteres de til SDR. Film i H.264-format kan afspilles på alle enheder og versioner af macOS, iOS og iPadOS, men film og billeder i et format, der ikke understøttes, kan måske ikke vises på alle enheder.
Behold HEVC-, HEIC- og H.264-film og -billeders originale format, men konverter ProRes og andre formater, der ikke understøttes: Vælg afkrydsningsfeltet “Optimer medier til iPhone og iPad”, og fravælg derefter afkrydsningsfeltet “Optimer medier til ældre enheder”. Film i ProRes eller andre formater, der ikke understøttes, konverteres til HEVC. Hvis din computer eller enhed ikke understøtter HEVC, konverteres filmen til H.264. Billeder i PNG- og TIFF-format konverteres til et kompatibelt format.
Disse indstillinger anvendes kun til film og billeder, du tilføjer fremover – ikke til eventuelle medier, der allerede findes i dine dokumenter.