Planlæg din netværksinfrastruktur
Wi-Fi-optimering
Mange Wi-Fi-netværk på skoler er oprindeligt indrettet til at give dækning i bestemte klasselokaler og ikke til at understøtte, at alle elever bruger deres enheder på samme tid fordelt over hele skolens område. Ved enhver implementering bør man gå ud fra, at alle elever og lærere måske bruger deres Apple-enheder før, under og efter en undervisningstime. Derfor er det vigtigt at planlægge infrastrukturen, så der er kapacitet til et stort antal enheder i et givet område.
Et godt Wi-Fi-design begynder med en vurdering af, hvordan netværket bliver brugt. Brugernes behov kan i første omgang fastlægges via samtaler med undervisere, administratorer og IT-personale. En undersøgelse af RF-strålingen på stedet er en vigtig del af processen. En anden god metode er at designe netværket under hensyntagen til de faktiske klientenheder, der skal implementeres. Kontroller undersøgelsen på stedet efter den endelige implementering for at sikre, at den opnåede dækning, kapacitet og båndbredde er tilstrækkelig.
Navngivning af netværk
Du bør også overveje netværksnavnene i konfigurationen af netværket. Afhængigt af din organisation vil du måske oprette flere SSID'er (Service Set IDentifiers) til forskellige formål, f.eks. et netværk til underleverandører eller et gæstenetværk. SSID'er øger mængden af administrationstrafik på netværket, og du skal derfor undgå at oprette flere end nødvendigt, så der er tilstrækkeligt med ledig sendetid til data. Tre SSID'er eller færre er en god tommelfingerregel.
Dækning
Formålet med at designe et netværk, som er baseret på dækning, er at sikre, at Wi-Fi-signalet når ud til alle de områder, hvor der er brug for det, herunder fællesarealer, gymnastiksalen og cafeteriet. Når der er fuld Wi-Fi-dækning, kan der hele tiden samarbejdes, og klasselokalet bliver så at sige udvidet.
Kapacitet
Wi-Fi-dækning er vigtigt, men det er af afgørende betydning, at netværket understøtter et tilstrækkeligt stort antal enheder. Sørg for, at der er rigeligt med adgangspunkter (AP) til at understøtte antal samtidige brugere i miljøet. En designmodel, der er baseret på kapacitet, omfatter muligvis et adgangspunkt i hvert klasselokale. Udgangseffekten kan reduceres for de enkelte adgangspunkter, så Wi-Fi-signalet fra et adgangspunkt ikke når ind i andre klasselokaler.
Båndbredde
En tilstrækkelig internetbåndbredde er en forudsætning for understøttelse af adgang til undervisningsmaterialer og arbejdsgange i klasselokalet. Overvej at starte med at implementere en testgruppe med enheder, som du planlægger og overvåger omhyggeligt. På den måde kan du indsamle vigtige data, som kan bruges til definition af kravene til en fuld implementering.
Kontakt internetudbyderen for at få flere oplysninger om krav til båndbredde i din organisation.
Du kan få flere oplysninger under Optimering af brug af Wi-Fi-netværk i Implementering på Apples platforme.
Certifikater og 802.1X
Din organisation bruger muligvis digitale certifikater til at sikre institutionens netværk og kommunikation. Ved understøttelse af 802.1X skal det sikres, at RADIUS-serveren er konfigureret, så den tillader mindst en godkendelsesprotokol, som understøttes af de Apple-enheder, der er i brug på netværket.
Du kan få flere oplysninger om 802.1X under Opret forbindelse fra Apple-enheder til 802.1X-netværk i Implementering på Apples platforme.
Sådan fungerer Apple-enheder med Apples tjeneste til push-notifikationer (APNs).
MDM-løsningerne bruger Apples tjeneste til push-beskeder (APNs) til at opretholde en konstant kommunikation med Apple-enheder på både offentlige og private netværk. Med APNs får Apple-enheder besked om opdateringer, MDM-politikker og indgående beskeder. MDM-løsninger kræver flere certifikater, herunder et APNs-certifikat for at kunne kommunikere med enheder, et SSL-certifikat for at kunne kommunikere sikkert og et certifikat til signering af konfigurationsprofiler.
Du kan få flere oplysninger i Konfigurer enheder til brug af APNs i Implementering af Apples platforme og i Apple-supportartiklerne Hvis dine Apple-enheder ikke modtager push-notifikationer fra Apple og Brug Apple-produkter på virksomhedsnetværk.