Forbind distriktets id-udbyder og elevinformationssystem (SIS) med Apple School Manager
Når din organisation er tilmeldt i Apple School Manager, kan du forbinde denne portal med din id-udbyder og dit elevinformationssystem (SIS).
Forbind en identitetsudbyder
Hvis din skole bruger Google Workspace eller Microsoft Azure Active Directory (Azure AD) som id-udbyder, kan du oprette en direkte forbindelse til Apple School Manager for at give dine brugere adgang til Apple-tjenester. Azure AD kan derefter godkende brugere til Apple School Manager, så lærere og elever kan logge ind på deres konti med administrerede Apple-id’er vha. deres eksisterende brugeroplysninger til Google Workspace eller Azure AD.
Eftersom Apple School Manager understøtter Azure AD, kan andre id-udbydere, der opretter forbindelse til Azure AD – f.eks. Active Directory Federated Services (ADFS) – også arbejde sammen med Apple School Manager. Desuden fungerer de fleste MDM-løsninger sammen med id-udbydere, så de kan anvende dine brugerbiblioteker og brugergrupper. Derfor betyder godkendelse via organisationsnetværket også, at MDM-løsningen kan bede brugerne om at angive deres brugernavn og adgangskode ved tilmelding til MDM, og at løsningen automatisk kan knytte brugere til enheder.
Du kan få flere oplysninger under Introduktion til godkendelse via organisationsnetværket, Synkroniser brugere fra Google Workspace og Synkroniser brugere fra Azure AD i brugerhåndbogen til Apple School Manager og i videoen About Federated Authentication.
Forbind et elevinformationssystem (SIS)
I mange distrikter bruges et elevinformationssystem (SIS) til administration af elevdata. Administrationen omfatter alt fra tilmelding til klasselister og udskrifter. Afhængigt af, hvilket elevinformationssystem du bruger, er der mulighed for, at Apple School Manager kan oprette forbindelse til det direkte. Integration med et elevinformationssystem gør det muligt for Apple School Manager at kopiere tilmeldingsoplysninger til appsene Klasseværelse og Skolearbejde.
Når du har godkendt og tilsluttet dit SIS, kopieres specifikke oplysninger – f.eks. navne på ledelse, personale, lærere og elever og oplysninger om timer og elevlister – til Apple School Manager. Derefter kan du tildele roller til personale, undervisere og elever og indstille deres startadgangskoder. Apple School Manager opdaterer regelmæssigt ændringer fra dit SIS. Der bliver på intet tidspunkt skrevet data tilbage til dit SIS. Du kan også bruge SFTP (Secure File Transfer Protocol) til at overføre alle .csv-arkiverne fra dit elevinformationssystem til Apple School Manager.
Du kan få flere oplysninger under Integrer Apple School Manager med SIS (Student Information System) og i Importér konti til Apple School Manager med SFTP i brugerhåndbogen til Apple School Manager.
Når distriktets id-udbyder og SIS forbindes med Apple School Manager, oprettes der automatisk et administreret Apple-id til alle i organisationen, herunder skolens ledelse, personale, lærere og elever. Apple School Manager registrerer også ændringer i forbindelse med fag og lærere i løbet af året, så hvis en elev f.eks. tilføjer et fag to uger inde i året, opdateres fagets tilmelding automatisk.
Du kan få flere oplysninger i videoen SIS Integration og i videoen Using SFTP to Create Accounts.