Overvej bedste praksis til forskellige scenarier for implementering
Den måde, enheder implementeres i en organisation på, afhænger primært af, om organisationen eller brugerne ejer enhederne, og af hvordan enhederne er tilmeldt i en løsning til administration af mobile enheder (MDM).
Når organisationens IT-team har sat sig ind i de grundlæggende trin i implementering af enheder, kan teamet studere Apples implementerings- og administrationsmuligheder nærmere. Hvis du er en af de vigtige interessenter i din organisation, bør du gennemgå de scenarier for implementering, der beskrives nedenfor.
Se videoen Prepare Devices for Learners, som giver en oversigt over de mest nødvendige opgaver og ressourcer, der kræves til indstilling og administration af Apple-enheder. Emnerne omfatter bl.a. valg af en implementeringsmodel, tilmelding af enheder til administration af mobile enheder og installering af vigtige apps til elever.
Planlæg fjernundervisning og læring hjemmefra
Da en hel del elever nu modtager fjernundervisning, er det en oplagt mulighed for at revurdere, hvilke typer netværksforbindelse og adgang til læringsværktøjer, du stiller til rådighed for alle eleverne. Når alle elever er fysisk til stede på skolen, fungerer Wi-Fi på hele skolens område og integreret filtering af indhold fint. Men når det ikke er muligt, bør du overveje distribution af enheder med mobilnetværk til fjernundervisning for at sikre, at nogle elever ikke bliver udelukket fra læringen – hvis de f.eks. ikke har adgang til en enhed eller bredbåndsforbindelse derhjemme. En løsning er en iPad med mobilnetværk. Den kombinerer en række effektive værktøjer og apps til kreative læringsoplevelser med indbygget Gigabit-class LTE og en særlig funktion til internetdeling.
Følg disse eksempler på bedste praksis ved implementering til fjernundervisning:
Brug integrerede SIM-kort (eSIM) for at få skalerbarhed og sikring mod manipulation.
Vælg et dataabonnement uden maksimumsgrænser for dataforbrug eller båndbredde.
Kontroller, at de områder, hvor eleverne bor eller modtager fjernundervisning, har tilstrækkelig dækning og kapacitet.
Indfør en løsning til filtrering af indhold, der minimerer ventetiden og respekterer brugernes anonymitet, f.eks. Cisco Security Connector i App Store. Du kan få flere oplysninger i Udnyt fordelene ved filtrering af indhold.
Du kan få flere oplysninger om fjernundervisning med iPad under Implementer iPad med mobilforbindelse.
Køb og udlever enhederne
I denne form for implementering, som kaldes modellen med organisationsejede enheder, køber din organisation enheder hos Apple eller en autoriseret Apple-forhandler eller operatør, som er med i ordningen. Derefter kan du implementere enhederne på to måder:
En til en-implementering: Udlever en enhed til hver bruger.
Implementering med delt brug: Lad en enhed gå på omgang mellem brugerne.
Du kan få flere oplysninger om de to MDM-tilmeldingsprocesser til modellen med organisationsejede enheder under Indstillinger til konfiguration af tilmelding af enheder.
Ved en typisk en til en-implementering køber organisationen enheder til alle de medlemmer af ledelsen, personalet og lærerstaben og de elever, der indgår i ordningen. Du kan f.eks. købe til et bestemt klassetrin, en afdeling, et helt skoledistrikt eller en videregående uddannelse. Vellykkede en til en-implementeringer fungerer optimalt, når de omfatter følgende elementer:
Brugerne indstiller deres egne enheder
Administrerede Apple-id'er
En enkelt app eller en mindre gruppe vigtige apps implementeres automatisk på enhederne fra starten
En implementeringsmodel med selvbetjening for andre apps
Indstillinger og begrænsninger, der hjælper eleverne med at holde fokus og forhindrer forkert konfiguration. Det kan f.eks. ske ved at markere vigtige apps, så de ikke kan fjernes.
Administreret mistet funktion til at finde enheder, der er blevet væk, og Aktiveringslås for at forebygge tyveri
Enkle supportressourcer, der gør brugerne selvhjulpne
I en implementering med delt brug skiftes eleverne til at bruge enhederne. Nogle gange skiftes der til en anden bruger, mens en time er i gang, og andre gange sker det mellem timerne. Delt iPad betyder, at skolerne kan dele enheder mellem eleverne og samtidig sørge for, at elevdata holdes adskilt, og at hver elev får en personligt tilpasset læringsoplevelse. Eleverne kan få adgang til deres personlige indhold, f.eks. lektier, apps og opgaver, vha. en adgangskode eller en firecifret pinkode, der er nem at huske.
Implementeringer med Delt iPad fungerer optimalt, når de omfatter følgende elementer:
Brugerne vender tilbage til den samme enhed så meget som muligt, så de hurtigt kan logge ind. Vha. appen Klasseværelse kan lærerne nemt tildele enheder til elever, så eleverne kan vende tilbage til den samme enhed, de brugte sidst. Du kan få flere oplysninger i Hvad er Klasseværelse? i Brugerhåndbog til Klasseværelse.
Planlagt fordeling af lagerplads, så der opnås balance mellem hurtig login og tilgængelig plads at arbejde på. Du kan få flere oplysninger i afsnittet Overvejelser om lagringsplads under Delt iPad.
Alle apps er implementeret på alle enheder.
Begrænsningen “Vis app” bruges på gruppebasis for hver bruger for at skabe et skræddersyet læringsmiljø.
Bemærk: Delt iPad kræver administrerede Apple-id’er.
Brug en blanding af implementeringer
Din organisation kan bruge en blanding af implementeringer. Her er nogle eksempler:
En grundskole vil måske benytte en til en-implementering på alle klassetrin.
En kommune kan vælge først at indføre en til en-implementering på et gymnasium og derefter udbrede modellen til hele kommunen.
En integreret institution med både børnehave og skole kan vælge at benytte en implementering med delt brug i børnehaveklassen og de små skoleklasser, og en til en-implementering i de større klasser.
På videregående uddannelser kan et fakultet vælge at benytte en til en-implementering.
Få brugerne til at købe og indstille deres egne enheder
I modellen med brugerejede enheder er det brugerne, der køber, indstiller og konfigurerer enhederne. Denne type implementering kaldes medbragte enheder, på engelsk BYOD - bring your own device. Brugerne tilmelder typisk deres enheder i organisationens MDM-løsning for at kunne bruge tjenester i organisationen (f.eks. Wi-Fi, e-mail og kalendere) eller for at konfigurere enhederne efter uddannelsesinstitutionens eller virksomhedens særlige krav. I modellen med brugerejede enheder kan du konfigurere enhederne via brugertilmelding.
Brugertilmelding er integreret med administrerede Apple-id’er for at etablere en brugeridentitet på enheden. Et administreret Apple-id er en del af profilen for brugertilmelding, og brugerne skal godkendes, før tilmeldingen kan gennemføres. Det administrerede Apple-id kan bruges sideløbende med det personlige Apple-id, brugeren allerede har logget ind med, og de to interagerer ikke med hinanden.