Hvad er et certifikat?
Et certifikat er et bilag til et elektronisk dokument og tillader sikker overførsel af oplysninger via internettet. Certifikater bruges af webbrowsere, e-mailapps og beskedapps.
Når du kommunikerer med et sikkert websted, krypteres de oplysninger, du udveksler med webstedet. På den måde beskyttes dine loginoplysninger, kreditkortnumre, adresser og andre følsomme data.
I macOS er certifikater en del af din digitale identitet og opbevares i din nøglering. Du kan administrere dine certifikater og nøgleringe vha. Hovednøglering.
Certifikater udstedes af godkendte organisationer som VeriSign, Inc., eller RSA Security, Inc. Når du går til et sikkert websted, kontrollerer macOS stedets certifikat og sammenligner det med certifikater, der er legitime. Hvis det ikke kan genkende webstedets certifikat, eller hvis webstedet ikke har et, vises en meddelelse.
Certifikatets gyldighed kontrolleres elektronisk vha. den offentlige nøgleinfrastruktur eller PKI. Certifikater består af din offentlige nøgle, organisationens identitet, den certifikatmyndighed (CA), der har signeret certifikatet, og eventuelle andre data, der kan være forbundet med din identitet.
Et certifikat er normalt begrænset til bestemte “formål”, f.eks. digitale signaturer, kryptering og brug med webservere. Det kaldes begrænset “nøglebrug”. Selvom det er muligt at oprette et certifikat til flere formål, er det ikke normalt at oprette et til alle mulige formål. Det er også mindre sikkert at oprette et certifikat til mange formål.
Et certifikat er kun gyldigt i en begrænset periode, hvorefter det bliver ugyldigt og skal erstattes med en nyere version. Certifikatmyndigheden kan også tilbagekalde et certifikat, før det udløber.
Hvis du skal sende et certifikat til en anden, kan du eksportere det vha. Hovednøglering og sende det via e-mail eller på anden vis. Hvis en anden sender dig et certifikat, kan du tilsvarende føje det til din nøglering ved at trække det til symbolet for Hovednøglering eller ved at bruge menuen Importer i Hovednøglering.