Ret og gør lyd bedre i iMovie på Mac
iMovie indeholder en række værktøjer, du kan bruge til at forbedre lyden i din film. Du kan forstærke svag lyd i et klip, anvende en equalizer-forindstilling og mindske baggrundsstøj.
Gør automatisk lyd bedre
Vælg et eller flere lydklip (eller videoklip med lyd) på tidslinjen i iMovie på din Mac.
Du viser lydstyrkeindstillingerne ved at klikke på knappen Lydstyrke.
Klik på knappen Auto.
Den gennemsnitlige lydstyrke på lyden i det valgte forstærkes, og knappen Auto fremhæves for at vise, at der er anvendt automatiske forbedringer.
Formindsk baggrundsstøj
Du kan automatisk formindske baggrundsstøjen i et klip uden at formindske den generelle lydstyrke. Hvis der f.eks. fløj en flyver forbi, mens du optog en fødselsdagsfest, kan du sænke lyden af flyet, så lyden i filmen forbedres.
Vælg et eller flere lydklip (eller videoklip med lyd) på tidslinjen i iMovie på din Mac.
Du viser indstillingerne til støjreduktion ved at klikke på knappen Støjreduktion og equalizer.
Vælg afkrydsningsfeltet “Formindsk baggrundsstøj”.
Træk mærket til højre for at forøge dæmpningen af baggrundsstøj, eller til venstre for at formindske den.
Du kan justere reduktionen af baggrundsstøj som en procent af klippets originale lydstyrke (0 % er ingen reduktion af baggrundsstøjen, og 100 % er maksimal reduktion).
Afspil klippet for at afprøve justeringen. Bagefter kan du finjustere placeringen af mærket “Formindsk baggrundsstøj”.
Anvend en equalizer-forindstilling
iMovie indeholder en række equalizer-forindstillinger, som du kan bruge til at forbedre eller korrigere lyden i din film. Du kan f.eks. vælge en equalizer-forindstilling, der forbedrer stemmekvaliteten eller forstærker bassen eller diskanten i et klip.
Vælg et eller flere lydklip (eller videoklip med lyd) på tidslinjen i iMovie på din Mac.
Du viser equalizer-indstillingerne ved at klikke på knappen Støjreduktion og equalizer.
Klik på lokalmenuen Equalizer, og vælg en equalizer-forindstilling.