Alt om Apple Fitness+
![Fitness+-coretræning på iPhone og Apple Watch med resterende tid, puls og forbrændte kalorier.](https://help.apple.com/assets/6398A9D9257A2C1D9026967A/6398A9DD257A2C1D9026968B/da_DK/1e3d7ad98abc4412c42f69508485c014.png)
Når du abonnerer på Apple Fitness+, får du adgang til et katalog med træninger, herunder intervaltræning, yoga, cykling, styrketræning, løbebånd (løb og gang), dans m.m. Når du har dit Apple Watch på under en træning, deles målingerne af f.eks. puls og forbrændte kalorier til din iPhone, iPad eller Apple TV-enhed, mens du træner, og synkroniseres med dine daglige aktivitetsdata, når du er færdig med en træning.
Hvis du har iOS 16.1 eller en nyere version, behøver du ikke et Apple Watch for at bruge Apple Fitness+. Du skal bare åbne appen Fitness på iPhone 8 eller en nyere model med iOS 16.1 eller en nyere version, trykke på Fitness+ og derefter vælge en træning. Du kan få flere oplysninger om Apple Fitness+ på iPhone i Kom i gang med Apple Fitness+ på iPhone i brugerhåndbogen til iPhone.
Bemærk: Træninger, som du udfører uden et Apple Watch, viser ikke alle personlige målinger som f.eks. puls og kalorieforbrænding.
Du kan også deltage i guidede meditationer, som er udviklet til at hjælpe dig med at forbedre dit generelle velbefindende.
Hvis du vil starte en Apple Fitness+-træning på Apple Watch, skal du have Apple Watch Series 3 eller en nyere model med watchOS 7.2 eller nyere parret med iPhone 6s eller en nyere model med iOS 14.3 eller nyere. Når du udfører træninger med en kompatibel Apple Watch- og iPhone-model, kan du også bruge Apple Fitness+ på iPad med iPadOS 14.3 eller nyere og på Apple TV 4K eller Apple TV HD med tvOS 14.3 eller nyere.
Du kan få de nyeste funktioner ved at bruge Apple Fitness+ med Apple Watch Series 4 eller en nyere model med watchOS 9, der er parret med iPhone 8 eller en nyere model med iOS 16, iPad med iPadOS 16 og Apple TV 4K eller Apple TV HD med tvOS 16.
Bemærk: Apple Fitness+ er ikke tilgængelig i alle lande eller områder.
Vælg en træning
Du har en masse muligheder, når det er tid til at træne. Du kan få hjælp til at vælge ved at se oplysninger om hver træning, f.eks. om dens playliste og musikgenre, om der er closed captions til træningen, og oplysninger om udstyr, du kan have brug for til træningen, som håndvægte eller en måtte (der kræves ikke udstyr til de fleste træninger). Du kan også se et eksempel på træningen, før du begynder.
Find en træner
![Hovedsiden i Fitness+ med træningstyper, en video til ugens nye træninger og anbefalede træninger.](https://help.apple.com/assets/6398A9D9257A2C1D9026967A/6398A9DD257A2C1D9026968B/da_DK/3b319fc9c491dc9a3a7d3a6e3d4add6a.png)
Alle Apple Fitness+-trænerne har deres helt egen personlighed, musiksmag og stil, som de bruger i deres træninger. Du kan læse en biografi om hver enkelt træner og se en liste over deres træninger i appen Fitness.
Se din statistik
Under træningen kan du holde øje med status for hver af dine cirkler. Når du træner med Apple Watch, kan du også tjekke din puls og kalorieforbrændingen direkte på din iPhone, iPad eller Apple TV-enhed.
Med watchOS 9 viser træninger i Fitness+ nu vejledning på skærmen ud over vejledning fra en træner, så du kan få mest muligt ud af træninger. Statistik på skærmen omfatter intensitet for intervaltræning, cykling, roning og løbebånd; tag i minuttet (SPM) for roning; omdrejninger i minuttet (RPM) for cykling; og stigning for vandrere og løbere på løbebånd.
Ved cykling, intervaltræning, roning og træning på løbebånd vises også forbrændingsmåleren, hvor du kan se dine målinger sammenlignet med andre, som har udført træningen før. Jo flere kalorier du forbrænder, jo højere bliver du placeret på forbrændingsmåleren. Din placering på forbrændingsmåleren gemmes i din træningsoversigt sammen med dine andre målinger.
Se, hvordan du kommer i gang, i Abonner på Apple Fitness+, Gennemse træninger og meditationer i Apple Fitness+ og Start en Apple Fitness+-træning.
Download denne håndbog: Apple Books