Tilpas Safari-browservinduet på Mac
Du kan ændre layoutet på linjer, knapper og bogmærker i Safari, så de passer til din måde at bruge browseren på.
Brug favoritlinjen
Vælg Oversigt > Vis favoritlinje i Safari på din Mac.
Vis statuslinjen
Vælg Oversigt > Vis statuslinje i Safari på din Mac. Når du holder markøren over et link, vises linkets fuldstændige adresse på statuslinjen nederst i Safari-vinduet.
Indstil værktøjslinjen
Gør et af følgende i Safari på din Mac:
Udskift emnerne på værktøjslinjen: Vælg Oversigt > Indstil værktøjslinje, og tilføj, fjern og skift rækkefølge på emner på værktøjslinjen ved at trække dem. Du kan f.eks. tilføje knappen iCloud-faner, som viser en liste med websider, der er åbne på dine andre enheder, hvor Safari er slået til i iClouds indstillinger.
Skift hurtigt rækkefølge på knapper på værktøjslinjen: Hold Kommandotasten nede, og træk derefter knapper til venstre og højre. Denne genvej kan ikke bruges til knapperne Tilbage/Frem, Indholdsoversigt, Hjem, Historik eller Overførsler eller det smarte søgefelt.
Skift størrelse på værktøjslinjen: Hvis du kan se vinkelparenteser i højre ende af værktøjslinjen, betyder det, at vinduet er for lille til at kunne vise alle emnerne på værktøjslinjen. Gør vinduet større, eller klik på vinkelparenteserne for at se resten af emnerne.
Fjern et emne på værktøjslinjen: Tryk på og hold Kommandotasten nede, og træk emnet ud af værktøjslinjen.
Vis eller skjul værktøjslinjen på fuld skærm: Vælg Oversigt > Vis altid værktøjslinje på fuld skærm, mens du arbejder på fuld skærm.
Indstil fanelinjen
Vælg Safari > Indstillinger i Safari på din Mac, og klik derefter på Faner.
Vælg, hvor du vil anbringe faner.
Komprimeret: Faner flyttes op til værktøjslinjen. Den aktive fane er det smarte søgefelt.
Adskil: Faner bliver på fanelinjen under værktøjslinjen.
Du kan tilpasse Safari endnu mere, hvis du vælger Safari > Indstillinger og ændrer indstillinger.