
Lås eller skjul apps på din iPhone
Hvis du vil vise en person noget på din iPhone, men vil sikre dig, at personen ikke kan få adgang til visse apps, kan du låse eller skjule de pågældende apps.
Lås en app: Appen kræver Face ID, Touch ID eller din kode for at kunne åbnes. Oplysninger i en låst app vises ikke på visse steder på din iPhone – f.eks. i eksempler på notifikationer, søgninger, Siri-forslag eller din opkaldshistorik.
Skjul en app: Appen er låst som beskrevet ovenfor. Den forsvinder også fra din hjemmeskærm og flyttes til mappen Skjult nederst i Appbibliotek. Appen er stadig synlig andre steder på din iPhone.
VIGTIGT: Når du låser eller skjuler en app på din enhed, er den kun låst eller skjult på den pågældende enhed. Statussen låst eller skjult for en app synkroniseres ikke med iCloud.
Bemærk: Børn under 13 år i en familiedelingsgruppe kan ikke låse eller skjule apps. Alle fra 13 til 17 år i en familiedelingsgruppe kan låse eller skjule en app, men en forælder eller værge i familiegruppen kan se, at appen blev hentet, og hvor lang tid den bruges, og begrænse adgangen til den vha. Skærmtid. (Alder varierer afhængigt af land og område).

Se her, hvordan du gør: Vælg plusknappen ved siden af titlen for at se opgaven herunder.
Lås en app
Bemærk: Nogle apps, som følger med din iPhone, kan ikke låses – herunder Lommeregner, Kamera, Ur, Kontakter, Find, Kort, Genveje og Indstillinger.
Gå til hjemmeskærmen på din iPhone, og find den app, du vil låse.
Hold en finger på symbolet for en app, indtil menuen med hurtige kommandoer åbnes.
Tryk på Kræv Face ID (eller Touch ID eller kode).
Tryk på Kræv Face ID (eller Touch ID eller kode) igen, og godkend derefter med Face ID (eller Touch ID eller en kode).
Skjul en app
Bemærk: Indbyggede apps i iOS 18 og nyere versioner kan ikke skjules – du kan kun skjule apps, som du henter separat.
Gå til hjemmeskærmen på din iPhone, og find den app, du vil skjule.
Hold en finger på symbolet for en app, indtil menuen med hurtige kommandoer åbnes.
Tryk på Kræv Face ID (eller Touch ID eller kode).
Tryk på Skjul og kræv Face ID (eller Touch ID eller kode) igen, godkend med Face ID (eller Touch ID eller en kode), og tryk på Skjul app.
Hvor er skjulte apps synlige?
Hvis du vil bruge dine skjulte apps, skal du gå til hjemmeskærmen, skubbe til venstre forbi alle siderne på hjemmeskærmen for at komme til Appbibliotek, trykke på mappen Skjult og derefter godkende med Face ID, Touch ID eller en kode.
Der er også andre steder, hvor du muligvis kan se navnene på skjulte apps:
Indstillinger
> Apps > Skjulte apps (kræver godkendelse med Face ID, Touch ID eller en kode)
Indstillinger
> Skærmtid
Indstillinger
> Batteri > Batteritilstand og opladning
Købshistorik for App Store. Se Apple-supportartiklen Skjul køb fra App Store.
Hold op med at skjule apps
Du kan holde op med at skjule en app, så du kan se den på hjemmeskærmen igen.
Gå til hjemmeskærmen på din iPhone.
Skub til venstre forbi alle siderne på hjemmeskærmen for at gå til appbiblioteket.
Tryk på mappen Skjult nederst i appbiblioteket, og godkend vha. Face ID (eller Touch ID eller en kode).
Hvis du vil flytte en app ud af mappen Skjult, skal du holde en finger på appen, trykke på Kræv ikke Face ID (eller Touch ID eller kode) og derefter godkende vha. Face ID (eller Touch ID eller en kode).
Appen vises på hjemmeskærmen og i den øverste del af Appbibliotek.