Søg efter beskeder
Du kan søge efter beskeder i nogle af eller alle postkasserne med dine egne ord – f.eks. “e-mails sendt i går fra John” – eller vha. Mails forslag og søgefiltre. Mail viser de mest relevante resultater først i Tophits. Tophits viser de beskeder, du har læst og besvaret for nylig, dine VIP-afsendere og -kontakter og andre faktorer.
Tip: Hvis du ved, at du vil søge i bestemte postkasser, kan du vælge dem i indholdsoversigten i Mail, før du starter.
Søg med dine egne ord
Skriv din søgetekst, og tryk derefter på Retur.
Skriv det, du søger efter, på samme måde, som du ville sige det (det kaldes søgning med naturligt sprog).
Her følger nogle eksempler på søgetekster med naturligt sprog:
fra kelly
til kelly
fra kelly i går
fra kelly 24/9/17
til kelly om renovering
e-mails med flag
PDF-bilag
Numbers-arkiv
Hvis du ikke kan se den besked, du leder efter, kan du klikke på en anden postkasse på favoritlinjen. Hvis du valgte bestemte postkasser i indholdsoversigten, før du begyndte, skal du klikke på Valgte postkasser.
Søg vha. Mails forslag og filtre
Begynd at skrive din søgetekst, og vælg derefter et af Mails forslag.
Mail opretter et søgefilter i søgefeltet og viser matchende beskeder, som det har fundet i den valgte postkasse.
Du kan finjustere resultaterne på en af følgende måder:
Rediger søgefiltre: Hvis et søgefilter indeholder en pil, kan du klikke på den for at ændre filteret. Du kan f.eks. ændre et filter for at søge efter beskeder til eller fra en bestemt person eller søge i emnelinjer eller hele beskeder.
Brug flere søgefiltre: Anbring markøren efter det første filter, begynd at skrive søgetekst, og vælg derefter et forslag. Gentag efter behov; søgefeltet ruller, når du tilføjer flere filtre.
Mail søger efter beskeder, der passer til alle filtrene; jo flere filtre du bruger, jo mere snæver bliver søgningen. Hvis du ikke får de forventede resultater, skal du fjerne nogle af filtrene.
Søg i besked-headers: Skriv navnet på et felt i besked-headeren efterfulgt af et kolon og den værdi, du søger efter – f.eks. “fra: susan park” eller “prioritet: høj” – og vælg derefter et forslag.
Søg i en postkasse, der ikke er på favoritlinjen: Skriv navnet på postkassen, vælg forslaget til postkasse, og skriv derefter det, du søger efter, efter postkassefilteret.
Søg i et tidsrum eller et udsnit af datoer: Skriv “dato” efterfulgt af et kolon og et datoudsnit, f.eks. “dato: 05/09/17-05/10/17”.
Søg vha. AND, OR, NOT (booleske operatorer): Skriv din søgetekst vha. operatorerne (med store bogstaver).
Du kan f.eks. søge efter beskeder, der indeholder “himmelbjerget” og “den gamle by”, men ikke “odense”, ved at skrive “himmelbjerget OG den gamle by IKKE odense” eller “himmelbjerget OG den gamle by -odense”.
Arkiver en søgning
Hvis du tror, at du vil komme til at søge efter et bestemt sæt beskeder igen, kan du arkivere søgningen for at gøre det lettere at finde beskederne næste gang.
Klik på Arkiver under søgefeltet.
Rediger evt. navnet (og andre indstillinger).
Klik på OK.
Din søgning arkiveres som en smart postkasse. Når du modtager nye beskeder, som opfylder søgefiltrene, inkluderes de automatisk i den smarte postkasse. Du kan få flere oplysninger i Brug smarte postkasser til organisering af beskeder.
Når Mail søger i alle postkasser, søger det i postkassen Papirkurv, men ikke i postkassen Reklame. Det søger heller ikke i krypterede beskeder. Du ændrer disse indstillinger ved at vælge Mail > Indstillinger og klikke på Generelt.
Når du søger med Spotlight, inkluderes e-mailbeskeder i resultaterne. Du udelukker e-mail fra Spotlight-søgninger ved at vælge Apple > Systemindstillinger, klikke på Spotlight, klikke på Søgeresultater og derefter fravælge afkrydsningsfeltet Mail og Beskeder på listen over kategorier.