Planlæg dine konfigurationsprofiler til Apple-enheder
Data i grundtræk
Kompleksiteten kan mindskes, hvis man planlægger konfigurationsprofiler og data. Du kan gøre dit arbejde lettere ved at følge disse anbefalede fremgangsmåder i forbindelse med administration af mobile enheder (MDM), før du begynder at implementere konfigurationsprofiler:
En konfigurationsprofil kan have flere data.
En enhed kan have flere konfigurationsprofiler.
På en Mac kan du kombinere brugerkonfigurationsprofiler med enhedskonfigurationsprofiler.
Hvis du har flere konfigurationsprofiler, der indeholder samme data med forskellige indstillinger, er virkemåden ikke defineret.
Dataunderstøttelse
Understøttet installeringsmetode: Nogle data kan kun installeres med en MDM-løsning.
Understøttet godkendelsesmetode: Nogle data kræver, at en bruger godkender konfigurationsprofilen, der indeholder dataene.
Understøttede operativsystemer og kanaler: Nogle data understøtter alle Apples operativsystemer, og nogle understøtter kun specifikke operativsystemer.
Understøttede tilmeldingstyper: Data understøtter muligvis en eller flere af tilmeldingstyperne: Brugertilmelding, enhedstilmelding og automatisk enhedstilmelding. Du kan få flere oplysninger i Introduktion til tilmeldingstyper for Apple-enheder.
Dubletter tilladt: Nogle data kan have dubletter. Certifikatdata involverer for eksempel ofte mere end et certifikat, og VPN-data kan involvere mere end en VPN-indstilling.
Sådan optimerer du dataadministration
Her er nogle eksempler på optimeret dataadministration:
Hvis du vil administrere iPhone-, iPad- og Mac-enheder, skal du bruge samme data til alle enhederne.
Hvis du kun vil administrere iPhone- og iPad-enheder (eller brugere af disse enheder), skal du fokusere på iPhone- og iPad-data.
Hvis du kun vil administrere Mac-computere eller brugere af Mac-computere, skal du fokusere på Mac-data og derefter beslutte, om administrationen skal være på enheds- eller brugerniveau.
Du kan også oprette en enkelt konfigurationsprofil, der indeholder alle de data, du har brug for – f.eks. til forskellige apps og indstillinger såsom Mail, Safari, Bluetooth® og Wi-Fi.
Du kan oprette en enkelt konfigurationsprofil, der indeholder alle data til organisationen, men det kan være en fordel at oprette to profiler ud fra funktionalitet. Det hjælper med at sikre, at ændringer, der foretages af en konfigurationsprofil, ikke utilsigtet påvirker en anden. Indstillinger, der sjældent ændres, kan omfatte enhedsbegrænsninger, Wi-Fi, sikkerhed og anonymitet, LDAP, Mail og Kalender. Indstillinger, der ofte ændres, omfatter ofte VPN, certifikater, Web Clips og indstillinger til Hjemmeskærm.
Brugerne kan normalt ikke ændre indstillinger, der er defineret i en konfigurationsprofil. Du kan også indstille konfigurationsprofiler til at udløbe på en bestemt dato. Konti, som er konfigureret med en konfigurationsprofil, kan kun fjernes, ved at profilen slettes. Det kan dog medføre, at enheden ikke kan bruges i organisationen, før profilen installeres igen. Hvis en konfigurationsprofil fjernes, kan det for eksempel medføre, at brugeren ikke længere kan få adgang til netværket, modtage e-mail eller oprette begivenheder i appen Kalender.
Lister med data
Afhængigt af din implementering kan du gennemgå data for hvert operativsystem. I hver tabel kan du klikke på linket til dataene for at se mulighederne for de pågældende data.
Bemærk: Ikke alle data og deres respektive indstillinger er tilgængelige i alle MDM-løsninger. Du kan se, hvilke MDM-data der er tilgængelige til dine enheder, i dokumentationen fra din MDM-leverandør.