
Apples arkivsystems rolle
Apple File System (APFS) er Apples eget arkivsystem, der er udviklet med fokus på kryptering. APFS kan bruges på alle Apples platforme – til iPhone, iPad, Mac, Apple TV og Apple Watch. Det er optimeret til Flash/SSD-lager og har stærk kryptering, copy-on-write metadata, deling af områder, kloning for arkiver og biblioteker, snapshots, hurtig størrelsesændring af biblioteker, primitiver til atomisk sikker lagring og forbedringer i det grundlæggende arkivsystem samt et unikt copy-on-write design, som benytter I/O-samling til at levere maksimal ydelse, mens datapålidelighed sikres.
Deling af plads
APFS tildeler lagringsplads efter behov. Når en enkelt APFS-beholder har flere enheder, er beholderens ledige plads delt og kan tildeles de individuelle enheder efter behov. Hver enhed bruger kun en del af den samlede beholder, så den ledige plads er beholderens samlede størrelse minus den plads, som bruges på alle enheder i beholderen.
Flere enheder
I macOS 10.15 og nyere versioner skal en APFS-beholder, der bruges til at starte Mac, indeholde mindst fem diskenheder, hvoraf de tre første er skjult for brugeren:
Preboot-enhed: Enheden er ikke krypteret og indeholder data, der kræves for at starte hver af systemenhederne i beholderen.
VM-enhed: Enheden er ikke krypteret og bruges af macOS til opbevaring af krypterede swap-arkiver.
Gendannelsesenhed: Enheden er ikke krypteret og skal være tilgængelig uden oplåsning af en systemenhed for at starte i macOS-gendannelse.
Systemenhed: Indeholder følgende:
Alle de arkiver, der er nødvendige for at starte Mac
Alle apps, som er installeret uden ændringer af macOS (apps, der plejede at være i mappen /Apps, findes nu i /System/Apps)
Bemærk: Som standard er der ingen proces, der kan skrive til systemenheden – heller ikke Apple-systemprocesser.
Dataenhed: Indeholder data, der sandsynligvis vil blive ændret, f.eks.:
Alle data i brugerens mappe, herunder fotos, musik, videoer og dokumenter
Apps, brugeren har installeret, herunder AppleScript og Automator-apps
Specielle frameworks og dæmoner, der er installeret af brugeren, organisationen eller apps fra tredjeparter
Andre placeringer, som brugeren ejer og kan skrive til, f.eks. /Apps, /Bibliotek, /Brugere, /Enheder, /usr/local, /private, /var og /tmp
Der oprettes en dataenhed for hver ekstra systemenhed. Både Preboot-enheden, VM-enheden og gendannelsesenheden er fælles og dubleres ikke.
I macOS 11 og nyere versioner bliver der taget et snapshot af systemenheden. Operativsystemet starter fra et snapshot af systemenheden og ikke bare et skrivebeskyttet diskbillede af den systemenhed, der kan ændres.
I iOS og iPadOS er lagringspladsen fordelt på mindst to APFS-enheder:
Systemenhed
Dataenhed