
Typer af adgangsnøgler
Der er forskellige typer adgang fra Apple Wallet, f.eks. overnatningssteder, personalekort, studiekort, nøgler til hjemmet og bilnøgler.
Overnatningssteder
Med nøgler til hotelværelser i Apple Wallet får gæster en bekvem og kontaktløs oplevelse lige fra indtjekning til udtjekning og opnår samtidig øget anonymitet og sikkerhed i forhold til traditionelle hotelnøglekort af plastic. Hotelgæster på understøttede lokaliteter kan trykke for at låse op med værelsesnøglen i Apple Wallet på deres kompatible iPhone eller Apple Watch Series 4 og nyere modeller.
Funktionerne i Apple Wallet er designet til at spare kunden for besvær:
Tilknytning af et kort fra hotellets app før ankomsten, så kortet kan føjes til Apple Wallet inden et ophold
Kortsegmenter til indtjekning med henblik på at starte indtjekning og værelsestildeling fra Apple Wallet
Opdatering af nøgler efter tilknytning for at gøre det muligt at ændre eller forlænge opholdet
Understøttelse af flere nøgler til et enkelt kort i Apple Wallet
Automatisk arkivering af udløbne nøgler i Apple Wallet
Kort til Disney MagicMobile
Brugere kan føje et kort til Disney MagicMobile til Apple Wallet på iPhone eller Apple Watch for at få adgang til deltagende Disney-forlystelsesparker. Kort til MagicMobile kan bruges til at få parkadgang samt til andre relevante kortlæsere overalt i parkerne.
En bruger, der vil tilføje et kort til Disney MagicMobile, skal have slået tofaktorgodkendelse til i sin iCloud-konto, og derudover skal brugeren have billetter eller reservationer til en deltagende forlystelsespark, som er knyttet til en gyldig My Disney Experience-konto. Fra appen My Disney Experience kan brugeren på sin iPhone vælge et eller flere kort, der skal føjes til Apple Wallet. Hvis brugeren har et parret Apple Watch, bliver de valgte kort automatisk tilknyttet både brugerens iPhone og det parrede Apple Watch. Ekspresfunktion bliver som standard slået til for kort, der føjes til både iPhone- og Apple Watch-enheder. Når Ekspresfunktion slås til, bliver den slået til for alle de MagicMobile-kort, der findes på enheden i øjeblikket, så de er nemmere at bruge.
Der kan føjes flere kort til en enkelt enhed, så brugerne kan administrere kort for alle de personer, de er sammen med. Brugerne kan også vælge at bruge appen My Disney Experience til at dele kort med andre brugere. På den måde kan modtagere føje de delte kort til Apple Wallet på deres enheder.
Personalekort
Medarbejderkort fra understøttede partnere kan føjes til Apple Wallet på iPhone og Apple Watch, så medarbejdere i hele verden kan få kontaktløs adgang til deres arbejdssted. En medarbejder, der vil tilføje et kort, skal have slået multifaktorgodkendelse til på den konto, medarbejderen bruger til at logge ind i den app, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed.
Medarbejderkort udnytter Apples adgangsfunktioner og giver brugerne følgende muligheder:
Automatisk føje et medarbejderkort til deres parrede Apple Watch via videreført tilknytning, der ikke kræver installering af en partners app
Problemfri adgang til kontorfaciliteter ved brug af Ekspresfunktion
Adgang til arbejdsstedet, selvom deres iPhone løber tør for strøm
Studiekort
I iOS 12 og nyere versioner kan studerende, lærerstaben og personale på deltagende uddannelsesinstitutioner føje deres studiekort til Apple Wallet på understøttede iPhone-modeller og Apple Watch for at få adgang til lokaliteter og foretage betalinger, hvor kortet accepteres.
En bruger føjer sit studiekort til Apple Wallet via en app, som kortudstederen eller den deltagende uddannelsesinstitution har stillet til rådighed. Den tekniske proces for dette er den samme som beskrevet tidligere i Tilføjelse af kredit- eller debetkort fra en kortudsteders app. Derudover skal de udstedte apps understøtte tofaktorgodkendelse for de konti, der beskytter adgangen til deres studiekort. Et kort kan indstilles samtidig på en brugers iPhone og et parret Apple Watch.
Flerfamilieboliger
Lejere og personale på understøttede partnerfaciliteter kan bruge deres nøgle til hjemmet i Apple Wallet til at få adgang til bygningen, deres boligenhed og fællesarealer. Nøglen til hjemmet kan tilknyttes i den app, som partneren stiller til rådighed. Ejendomsadministratorer, som bruger partnere, der understøtter problemfri tilknytning, kan sende et link til deres lejere via deres foretrukne beskedkanal (f.eks. e-mail eller sms), så lejerne kun behøver at klikke på linket for at indløse nøglen. En anden sikker og nem metode er app-klip, der gør det muligt at tilknytte en nøgle uden at installere en partners app. Du kan få flere oplysninger i Apple-supportartiklen Brug app-klip på iPhone.
En nøgle til et hjem med flere familier kan også bruges med Ekspresfunktion slået til og kan deles på en sikker måde med venner og familiemedlemmer. Du kan få flere oplysninger i Deling af nøgler.
Nøgle til hjemmet
En nøgle til hjemmet i Apple Wallet kan bruges sammen med NFC-kompatible dørlåse med et enkelt tryk på en iPhone eller et Apple Watch. Du kan læse mere om, hvordan en bruger kan indstille og bruge en nøgle til hjemmet, i Apple-supportartiklen Lås døren op med en nøgle til hjemmet på iPhone.
Når en bruger indstiller en nøgle til hjemmet, modtager alle husstandens medlemmer automatisk nøglen til hjemmet. Ejeren af et hjem kan dele en nøgle til hjemmet med flere eller fjerne et medlem fra et delt hjem ved at bruge appen Hjem til at administrere invitationer og medlemmer. Når en bruger vælger at acceptere en invitation til at blive medlem af et hjem med en nøgle til hjemmet, startes tilknytningen af nøglen til hjemmet i Apple Wallet på brugerens enheder. Hvis en bruger vælger at forlade et hjem, eller hvis ejeren af hjemmet trækker adgangstilladelsen tilbage, bliver brugeren og nøglen til hjemmet fjernet fra Apple Wallet.
Bilnøgle
Opbevaring af bilnøgler digitalt i Apple Wallet er tilgængelig direkte på iPhone-enheder, som har denne funktion, og på parrede Apple Watch-enheder. Bilnøgler vises som kort (oprettet af Apple på bilproducentens vegne) i Apple Wallet og understøtter hele kortforløbet for Apple Pay (funktionen Mistet i iCloud, ekstern sletning, sletning af lokale kort og Slet alt indhold og indstillinger). På samme måde som med standardkort i Apple Pay kan delte bilnøgler slettes fra ejerens iPhone, ejerens Apple Watch og i bilens HMI-brugerflade (Human Machine Interface).
Bilnøgler kan f.eks. bruges til at låse bilen og låse den op, åbne og lukke bagagerummet, slå alarmen til og fra, starte motoren eller sætte bilen i køreklar tilstand. “Standardtransaktionen” indebærer gensidig godkendelse og er nødvendig, før motoren kan startes. Transaktionerne lås og lås op kan bruge en “hurtig transaktion” ved behov af hensyn til ydeevnen.
Nøglerne oprettes ved tilslutning (eller parring) af en iPhone med en bil, der ejes af brugeren og understøtter funktionen. Alle nøgler oprettes i Secure Element baseret på elliptisk kurvegenerering (NIST P-256) af nøgle på enheden (ECC-OBKG), og de private nøgler forlader aldrig Secure Element. Kommunikation mellem enheder og bilen bruger enten NFC eller en kombination af Bluetooth® LE og ultrabredbånd (UWB). Nøgleadministration bruger et API mellem Apple og bilproducentens server med TLS med gensidig godkendelse. Når en nøgle er parret med en iPhone, kan ethvert Apple Watch, der er parret med den pågældende iPhone, også modtage en nøgle. En nøgle, der slettes i bilen eller på enheden, kan ikke gendannes. Nøgler på mistede eller stjålne enheder kan suspenderes og tages i brug igen, men brug af dem på en ny enhed kræver fornyet parring eller deling.
Bilnøgler kan også bruges med Ekspresfunktion slået til og kan deles på en sikker måde med venner og familiemedlemmer. Du kan få flere oplysninger i Deling af nøgler. Du kan få flere oplysninger om sikkerhed og anonymitet for digitale bilnøgler i Sikkerhed i forbindelse med bilnøgler i iOS.
Nøgle til scooter
I iOS 17 og nyere versioner og i visse lande eller områder med understøttede partnere kan brugere få tilknyttet en scooternøgle fra partnerens app direkte i Apple Wallet på en iPhone og et parret Apple Watch, så brugerne kan gøre følgende:
Trykke for at låse scooteren eller låse den op
Trykke for at låse scooterens bagagerum eller låse det op (hvis det er tilgængeligt)
En dedikeret miniapp i Secure Element håndterer på en sikker måde de kryptografiske godkendelsesoplysninger, der hører til scooternøglen, og giver tilladelse til sikre transaktioner med scooteren.
Bag på kortet kan brugerne få adgang til yderligere oplysninger om deres scootere, f.eks. de sidste fire cifre i køretøjets id-nummer (VIN) og køretøjets nummerplade. Disse oplysninger kan betragtes som private, og der er kun adgang til dem ved brug af biometrisk godkendelse eller koden til enheden.
En scooternøgle til et hjem kan også bruges med Ekspresfunktion slået til og kan deles på en sikker måde med venner og familiemedlemmer. Du kan få flere oplysninger i Deling af nøgler.