Brug Trådløs diagnostik på din Mac
Hvis du kan oprette forbindelse til din Wi‑Fi-router, men du har problemer med at indlæse websider, med at sende eller modtage e-mail eller med at streame musik eller video, kan du bruge Trådløs diagnostik til at analysere netværkets forbindelse til internettet. Når analysen er færdig, får du en liste over problemer, der er fundet, og mulige løsninger samt oplysninger om bedste Wi‑Fi-praksis.
Bemærk: Trådløs diagnostik foretager ingen ændringer af dine netværksindstillinger.
Slut alle åbne programmer på Mac.
Prøv at oprette forbindelse til det Wi‑Fi-netværk, du har problemer med (hvis der ikke allerede er oprettet forbindelse).
Tryk på og hold Alternativtasten nede, klik på symbolet for Wi‑Fi-status på menulinjen og vælg derefter Åbn Trådløs diagnostik.
Hvis du ikke kan se symbolet for Wi‑Fi på menulinjen, skal du vælge Apple > Systemindstillinger, klikke på Netværk, vælge Wi‑Fi og derefter vælge “Vis Wi‑Fi-status på menulinjen”.
Følg instruktionerne for at analysere netværksforbindelsen.
Når analysen er færdig, kan du klikke på infoknapperne i vinduet Resume for at lære mere om emnerne på listen.
Trådløs diagnostik genererer også et komprimeret arkiv med detaljerede oplysninger, der kan være nyttige for din netværksadministrator, tjenesteudbyder eller IT-supportperson.
Arkivet gemmes i mappen /var/tmp. Navnet på arkivet starter med WirelessDiagnostics- og slutter med .tar.gz.
Du kan finde arkivet ved at klikke på Finder-symbolet i Dock, vælge Gå > Gå til mappe, skrive /var/tmp og derefter klikke på Gå for at åbne den mappe, der indeholder diagnostikarkivet.