Sikkerhedskopier og del teksterstatninger på Mac
Du kan oprette teksterstatninger, så de automatisk erstatter bestemt tekst med anden tekst eller symboler. Du kan f.eks. erstatte (c) med ©. Du kan eksportere dine teksterstatninger som et arkiv for at sikkerhedskopiere dem eller dele dem med andre Mac-brugere.
Bemærk: Hvis du blot ønsker at bruge dine teksterstatninger på en anden enhed (med samme Apple-id), kan du bruge iCloud. Du skal bare indstille iCloud Drive på din Mac og dine iOS- og iPadOS-enheder og logge ind overalt med det samme Apple-id. Når du tilføjer en teksterstatning på din Mac, vises den automatisk på dine andre enheder (og vice versa).
Eksporter teksterstatninger
Vælg Apple > Systemindstillinger, klik på Tastatur og klik derefter på Tekst.
Hvis du arbejder i et program, kan du også vælge Rediger > Erstatninger > Vis erstatninger, og derefter klikke på Tekstindstillinger.
Vælg de erstatninger, du vil eksportere. Hvis du vil vælge dem alle, skal du vælge Rediger > Vælg alle.
Træk de valgte erstatninger fra vinduet Tekst til skrivebordet. Derved oprettes en sikkerhedskopi med navnet Teksterstatninger.plist.
Bemærk: Du kan redigere dette arkiv vha. TextEdit.
Du kan sikkerhedskopiere dette arkiv ved at kopiere det til et eksternt drev eller en anden placering. Eller du kan sende det til en anden person for at dele det med denne person.
Importer teksterstatninger
På den Mac, hvor du vil importere teksterstatningerne, skal du vælge Apple > Systemindstillinger, klikke på Tastatur og derefter klikke på Tekst.
Hvis du arbejder i et program, kan du også vælge Rediger > Erstatninger > Vis erstatninger, og derefter klikke på Tekstindstillinger.
Træk Teksterstatninger.plist-arkivet fra dets placering til vinduet Tekst.