Gennemgå roller og privilegier i Apple School Manager for dit team
Når du har foretaget tilmelding i Apple School Manager og integreret din identitetsudbyder eller dit elevinformationssystem (SIS), kan du tilføje administratorer og tildele roller for at fordele de administrative opgaver i dit team.
Rollen som administrator
Administratoren er kontoen på højeste niveau, og administratoren har fuld administrativ kontrol over Apple School Manager. Ud over din administratorkonto anbefales det, at der oprettes mindst en bestyrerkonto, som kan bruges i tilfælde af, at du (administratoren) eller din konto ikke er tilgængelig. Administratoren kan derefter tildele konti til de roller, der er beskrevet nedenfor.
Andre roller i Apple School Manager
Hver konto i Apple School Manager har en eller flere roller, som definerer, hvad brugeren af den pågældende konto kan udføre. Hver rolle består af en række privilegier. Hvis du tilføjer eller fjerner et privilegium, berører det alle de konti, der har den pågældende rolle. Rollen som studerende har meget begrænsede privilegier, rollerne som underviser, ansvarlig og leder har flere, og rollen som administrator har flest. Listen nedenfor viser de roller, der ligger under rollen som administrator.
Lokalitetsansvarlig: Lokalitetsansvarlige kan gøre alt det, som administratorer kan, dog ikke acceptere opdaterede vilkår og betingelser.
Personansvarlig: Personansvarlig kan administrere forbindelser til identitetsudbydere og elevinformationssystemer og tilføje konti manuelt.
Enhedsansvarlig: Enhedsansvarlige kan administrere tildeling af enheder til din løsning til administration af mobile enheder (MDM). Det er praktisk at have mere end en ansvarlig for enheder. Det er for eksempel praktisk, hvis to skoler i et distrikt bruger forskellige MDM-servere, og hver skole gerne vil kunne tildele enheder til sin egen MDM-server.
Indholdsansvarlig: Indholdsansvarlige kan købe apps og bøger. Alle indkøbskonti har separate købshistorier, og indkøb kan derfor foretages med separate finansieringskilder.
Leder: Ledere kan oprette, redigere og slette manuelt oprettede fag og ændre status for brugerkonti.
Personale: Konti med rollen Personale kan bruge enheder, der vises i Apple School Manager, og indhold købt af en ansvarlig for indhold, og de kan også deltage i AppleSeed for IT.
Undervisere: Undervisere kan købe indhold og gentildele indhold, nulstille elevernes adgangskoder, se elevernes status i Skolearbejde m.m.
Studerende: Konti med rollen Studerende kan bruge enheder, der vises i Apple School Manager, og indhold købt af en ansvarlig for indhold.
Gennemgå privilegierne for dine konti
Administrerede Apple-id’er kan bruges på tværs af Apple-tjenester, og denne type id’er kan tilpasses. Som administrator i Apple School Manager kan du tildele og tilbagekalde adgang til forskellige tjenester for de brugere, du opretter i Apple School Manager. Administratoren kan tildele eller tilbagekalde adgang til følgende tjenester:
Status for studerende (er som standard slået fra): Når denne funktion er slået til, kan konti med rollen som underviser se elevernes fremskridt i aktiviteter, de tildeler deres elever i Skolearbejde. Du kan når som helst slå denne funktion fra og slette eventuelle elevdata. Du kan også melde individuelle elever fra.
FaceTime og Beskeder (er som standard slået fra): Du kan slå denne tjeneste til for din organisation og styre, hvilken rolle der kan aktivere disse tjenester, og hvorvidt iMessage kan bruges til konti uden for organisationen.
Bemærk: Samtaler i iMessage og FaceTime krypteres under overførslen og kan ikke inspiceres.
Adgang til Data og anonymitetspolitik (er som standard slået fra): Når denne funktion er slået til, kan dine brugere anmode om en kopi af deres data via deres side om Data og anonymitetspolitik (http://privacy.apple.com/).
Søgning efter brugerkonto (er som standard slået til): Med denne funktion kan brugere søge efter andre brugeres kontaktoplysninger i deres operativsystem – f.eks. når de skriver en iMessage eller en e-mail eller starter dokumentdeling.
Deling (er som standard kun slået til inden for organisationen): Med disse indstillinger kan du vælge, om dine brugere skal kunne samarbejde om dokumenter med Apple-id’er uden for organisationen. F.eks. vil lærere måske gerne dele en mappe med deres personlige Apple-id, hvis de arbejder på undervisningsmaterialer på en personlig enhed.
Automatisk accept: Hvis denne funktion er slået til, kan alle roller undtagen rollen som studerende (medmindre denne indstilling vælges specifikt) begynde at dele eller samarbejde om et arkiv, som så godkendes automatisk og vises i iCloud Drive for andre brugere i organisationen. Det gør det f.eks. nemt for en lærer at dele en Keynote-præsentation med sine elever uden at skulle sende dem links.