Brug Diskværktøj til at slette en Mac med Apple Silicon
Brug Diskværktøj til at slette (formatere) den indbyggede startdisk på din Mac. Du kan derefter geninstallere macOS, så din Mac kan starte op fra den pågældende disk igen.
Disse trin gælder kun for Mac-computere med Apple Silicon. Hvis du ikke bruger en Mac med Apple Silicon, skal du følge trinene til sletning af en Intel-baseret Mac.
Inden du sletter din Mac
Hvis det er muligt, skal du installere de seneste macOS-opdateringer og oprette en sikkerhedskopi af de arkiver, du vil beholde. Hvis du sletter din Mac, bliver alle arkiverne på den slettet permanent.
Når du geninstallerer macOS, efter at du har slettet din Mac, og du tidligere har installeret en macOS-opgradering, får du muligvis den version af macOS, der var installeret, før du opgraderede. Eller hvis du har installeret en betaversion (foreløbig version) af macOS, får du den tidligere version af macOS. Du kan geninstallere eventuelle macOS-opdateringer eller -opgraderinger bagefter.
Hvis du sletter din Mac, fordi du overdrager den til en anden person, kan du få mere at vide om, hvad du skal gøre, før du sælger, bortgiver, bytter eller sender din Mac til genbrug.
Disse trin medfører, at forbindelsen til Bluetooth-enheder afbrydes (parringen fjernes) på din Mac. Hvis du vil gennemføre disse trin med et tastatur, en mus eller et pegefelt, der er tilsluttet via Bluetooth, skal du slutte dem til din Mac med et USB-kabel, hvis det er muligt.
Start fra macOS-gendannelse
Hvis du vil slette din Mac-startdisk med Diskværktøj, skal du først starte fra macOS-gendannelse eller en anden disk. Sådan starter du fra macOS-gendannelse.
Brug funktionen Slet i Diskværktøj
Når du får vist listen over hjælpeapps i macOS-gendannelse, skal du vælge Diskværktøj og derefter klikke på Fortsæt.

I sektionen Intern i indholdsoversigten i Diskværktøj skal du kontrollere, at du kan se enheden Macintosh HD. Kan du ikke se Macintosh HD?
Hvis du tidligere har brugt Diskværktøj til at føje en intern enhed, der ikke er Macintosh HD, til din startdisk, skal du vælge den pågældende ekstra interne enhed i indholdsoversigten og derefter klikke på knappen Slet enhed (–) på værktøjslinjen for at slette den. (I dette trin skal du se bort fra enhver intern enhed med navnet Macintosh HD eller Macintosh HD – Data samt enheder i sektionerne Ekstern eller Diskbilleder i indholdsoversigten).
Vælg nu Macintosh HD i indholdsoversigten.
Klik på på værktøjslinjen, og angiv derefter et navn og et format:
Navn: Macintosh HD
Format: APFS
Klik på Slet. Men hvis du ser knappen Slet enhedsgruppe, skal du i stedet klikke på denne knap.

Indtast dine Apple-kontooplysninger, hvis du bliver bedt om det. Har du glemt din Apple-konto?
Når du bliver spurgt, om du er sikker på, at du vil slette denne Mac, skal du klikke på Slet Mac og Genstart.
Når din Mac genstarter, skal du følge vejledningen på skærmen for at vælge dit sprog.
Din Mac gør nu forsøg på aktivering, hvilket kræver en internetforbindelse. Brug på menulinjen for at vælge et Wi-Fi-netværk, eller tilslut et netværkskabel.
Når din Mac er aktiveret, skal du klikke på Slut, og start hjælpeprogrammer til gendannelse.
Hvis du vil starte igen fra den disk, du lige har slettet, skal du vælge Geninstaller macOS i vinduet Hjælpeapps og derefter klikke på Fortsæt og følge vejledningen på skærmen. Læs mere om geninstallering af macOS.
Hvis du har oprettet en Time Machine-sikkerhedskopi af din Mac, kan du gendanne dine data fra din sikkerhedskopi, efter at du har geninstalleret macOS.
Hvis du ikke kan se Macintosh HD i Diskværktøj
Din indbyggede startdisk skal være det første emne, der vises i indholdsoversigten i Diskværktøj. Den hedder Macintosh HD, medmindre du har ændret navnet. Hvis du ikke kan se den i indholdsoversigten, skal du vælge Luk ned i Apple-menuen og derefter fjerne tilsluttede ikke-vigtige enheder fra din Mac og prøve igen.
Hvis din disk stadig ikke vises i Diskværktøj, eller hvis Diskværktøj rapporterer, at sletningen mislykkedes, skal din Mac muligvis til service.