Hvis din iPhone eller iPod touch ikke oplader

Læs om, hvad du skal gøre, hvis batteriet ikke oplader eller oplader langsomt, eller hvis der vises en advarsel.

Hvis din enhed ikke oplades

Følg disse trin, og prøv igen efter hvert trin:

  1. Tilslut din enhed til en af disse strømkilder:

    • Computer

    • Strømtilbehør

    • Stikkontakt

  2. Genstart din iPhone, eller genstart din iPod touch.

  3. Kontroller opladerkablet og USB-mellemstikket for tegn på skader, som f.eks. brud eller bøjede stikben. Beskadiget tilbehør må ikke bruges.

    Et Lightning til USB-kabel og et USB-C-strømstik.
  4. Hvis du bruger en stikkontakt, skal du kontrollere, at der ikke er løse forbindelser mellem opladerkablet, USB-strømstikket og stikkontakten eller strømkablet. Du kan også prøve en anden stikkontakt.

  5. Fjern eventuelt snavs fra opladerporten i bunden af enheden, og tryk derefter opladerkablet helt ind i enheden.

    En iPhone-opladerport.
  6. Lad enheden oplade i en halv time.

  7. Hvis din enhed stadig ikke kan tændes, eller hvis skærmen viser et batterisymbol, skal du tvinge enheden til at genstarte:

    • På iPhone 8 eller nyere, herunder iPhone SE (2. generation og nyere): Tryk på knappen Lydstyrke op, og slip den hurtigt igen. Tryk på knappen Lydstyrke ned, og slip den hurtigt igen. Hold sideknappen inde, indtil Apple-logoet vises.

    • På iPhone 7, iPhone 7 Plus og iPod touch (7. generation): Tryk på både sideknappen (eller den øverste knap) og knappen Lydstyrke ned, og hold dem inde, indtil Apple-logoet vises.

    • iPhone 6s eller en tidligere model, iPhone SE (1. generation) og iPod touch (6. generation) eller en tidligere model: Tryk på både sideknappen (eller den øverste knap) og knappen Hjem, og hold dem inde, indtil Apple-logoet vises.

  8. Lad enheden oplade i endnu en halv time.

Hvis din enhed stadig ikke kan tændes eller oplades, skal den muligvis repareres. Få service

Hvis opladningen af din enhed standser ved 80 procent

iOS 13 og nyere bruger Optimeret batteriopladning til at formindske batteriets ældning ved at reducere den tid, din iPhone er fuldt opladet. Din iPhone bruger indbygget maskinlæring til at forstå din daglige opladningsrutine, så den kan vente med at oplade mere end 80 procent, til du skal bruge din iPhone.* Optimeret batteriopladning er kun aktivt, når din iPhone forudsiger, at den vil være tilsluttet en oplader over længere tid.

Din iPhone bliver måske en smule varmere, mens den oplades. Hvis batteriet bliver for varmt, kan softwaren begrænse opladningen til 80 % for at forlænge dets levetid. Din iPhone oplades igen, når temperaturen falder. Prøv at flytte din iPhone og opladeren til et køligere sted.

Få mere at vide om, hvad du skal gøre, hvis batteriet bliver for varmt

Med iPhone 15-modeller og nyere har du muligvis en opladningsgrænse, som forhindrer din iPhone i at oplade over en fastsat grænse. Hvis du vil have din iPhone til at oplade mere end 80 procent, skal du ændre din opladningsgrænse.

Få mere at vide om opladningsgrænse med iPhone 15-modeller og nyere

Hvis der vises en advarsel om, at opladningstilbehøret ikke understøttes eller ikke er godkendt

  1. Slut din enhed direkte til opladeren uden mellemstik eller andet udstyr mellem din enhed og opladningstilbehøret.

  2. Fjern eventuelt snavs fra opladerporten i bunden af enheden.

  3. Genstart din iPhone, eller genstart din iPod touch.

  4. Prøv et andet USB-kabel eller en anden oplader.

  5. Sørg for, at du har den nyeste version af iOS.

Der kan være forskellige årsager til, at disse advarsler vises:

  • Opladerporten på din iOS-enhed er muligvis snavset eller beskadiget

  • Opladningstilbehøret kan være defekt eller beskadiget

  • USB-opladeren er muligvis ikke designet til at oplade enheder

Læs mere

* Oplysninger vedrørende din opladningsrutine arkiveres kun på din iPhone. Disse oplysninger inkluderes ikke i sikkerhedskopier og deles ikke med Apple.

Udgivelsesdato: