Om Opladningsgrænse og Optimeret batteriopladning på iPhone

Din iPhone lærer af dine opladningsvaner med henblik på at forbedre batteriets levetid.

Sådan ældes dit iPhone-batteri

Et batteris driftstid afhænger af dets kemiske alder, hvilket er mere end blot den tid, der er gået, siden batteriet blev fremstillet. Et batteris kemiske alder er et resultat af en kompleks kombination af faktorer, herunder temperaturhistorik og opladningsmønster. Alle genopladelige batterier er forbrugskomponenter, der bliver mindre effektive, efterhånden som deres kemiske alder bliver højere. Efterhånden som litiumionbatterier bliver ældre, bliver mængden af opladning, de kan holde, mindre. Dette resulterer i forkortet batterilevetid og reduceret maksimal ydeevne. Få mere at vide om batteri og ydeevne på iPhone, og hvordan man maksimerer batteriets ydeevne og levetid.

Forøg batterilevetiden med Optimeret batteriopladning

Optimeret batteriopladning er designet til at reducere slid på dit batteri og forbedre dets levetid ved at reducere den tid, din iPhone bruger fuldt opladet. Funktionen er tilgængelig, når Opladningsgrænsen er indstillet til 100 %. Når funktionen er slået til, forsinker din iPhone i visse situationer opladningen efter 80 %. Din iPhone bruger indbygget maskinlæring til at lære din daglige opladningsrutine at kende, så Optimeret batteriopladning kun aktiveres, når din iPhone forudsiger, at den vil være tilsluttet en oplader over længere tid. Algoritmen prøver at sikre, at din iPhone stadigvæk er fuldt opladet, når den frakobles.

Når Optimeret batteriopladning er aktiv, angiver en notifikation på låst skærm, hvornår din iPhone er fuldt opladet. Hvis du vil have, at din iPhone bliver fuldt opladet inden da, skal du trykke på notifikationen og holde den nede og derefter trykke på Oplad nu.

iPhone-låseskærm med notifikationer om Optimeret batteriopladning

Optimeret batteriopladning er som standard slået til, når du indstiller din iPhone.

Hvis du vil ændre dine opladningsindstillinger på iPhone 15-modeller og nyere, skal du gå til Indstillinger > Batteri > Opladning og vælge en indstilling. Du kan vælge en opladningsgrænse mellem 80 % og 100 % med intervaller på 5 %. Når opladningsgrænsen er 100 %, er Optimeret batteriopladning tilgængelig.

Opladningsskærmen med en skyder til at ændre indstillingerne for opladningsgrænse

Hvis du vil ændre dine opladningsindstillinger på iPhone 14-modeller og tidligere, skal du gå til Indstillinger > Batteri > Batteritilstand og opladning og slå Optimeret batteriopladning til eller fra.

Hvis du slår opladningsoptimeringer fra, kan det øge slid på batteriet og reducere dets levetid.

Øg batterilevetiden med Opladningsgrænse

På iPhone 15-modeller og nyere kan du også slå Optimeret batteriopladning til, hvis opladningsgrænsen er 100 %. Disse indstillinger er slået til som standard på din iPhone.

Din iPhone oplades, indtil den er inden for et par procentpoint af den valgte grænse, og derefter stopper den med at oplade. Hvis batteriets opladningsniveau falder mere end 5 %, mens det er tilsluttet strøm, genoptages opladningen, og batteriet oplades igen, indtil det er inden for et par point af den valgte grænse.

Hvis iOS vurderer, at en opladningsgrænse vil hjælpe med at forlænge batteriets levetid, får du vist en anbefaling. Du kan f.eks. få vist beskeden "Baseret på dine iPhone-vaner anbefales det at indstille opladningsgrænsen til 95 % med henblik på at forlænge batteriets levetid."

Hvis du har indstillet opladningsgrænsen til mindre end 100 %, oplades din iPhone nogle gange til 100 % for at bevare præcise estimater for batteritilstanden.

Hvis Optimeret batteriopladning ikke aktiveres

Optimeret batteriopladning er udviklet til kun at aktiveres på de steder, hvor du bruger mest tid, som f.eks. dit hjem eller din arbejdsplads. Funktionen aktiveres ikke, når dine brugsvaner er mere vekslende, f.eks. når du rejser. Af denne grund skal visse lokalitetsindstillinger slås til, før Optimeret batteriopladning aktiveres.* Ingen af de lokalitetsoplysninger, der bruges til denne funktion, bliver sendt til Apple.

Følg disse trin:

  • Gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester, og slå Lokalitetstjenester til.

  • Gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester > Systemtjenester, og slå Systemtilpasning til.

  • Gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester > Systemtjenester > Væsentlige lokaliteter, og slå derefter Væsentlige lokaliteter til.

Læs mere

* Optimeret batteriopladning skal bruge mindst 14 dage til at lære dine opladningsvaner at kende, så indstillingen aktiveres ikke før da. Din iPhone skal desuden have været gennem mindst 9 opladninger på 5 timer eller mere på en given lokalitet, før Optimeret batteriopladning kan aktiveres.

Udgivelsesdato: