Om opladningshastigheder for iPhone
Læs om, hvordan du øger opladningshastigheden på din iPhone.
Få en estimeret opladningstid
Hvis du har iOS 26, skal du åbne Indstillinger og trykke på Batteri for at få et estimat over den tid, der er nødvendig for at oplade din iPhone. iOS estimerer, hvor lang tid det vil tage at oplade til 80 procent eller til 100 procent (eller til din opladningsgrænse), hvis batteriniveauet er over 80 procent. Du kan også se dette estimat øverst på den låste skærm.
Oplad hurtigere med en anden oplader
Du kan oplade hurtigere med kabel hvis du bruger en USB-C-oplader til strømforsyning og et USB-C-kabel til iPhone 15-modeller og nyere1 (eller et USB-C til Lightning-kabel til iPhone 14-modeller og tidligere).
Du kan opnå hurtigere trådløs opladning, hvis du bruger en MagSafe-oplader2 eller en trådløs Qi2-certificeret oplader.
Det kan tage længere tid end forventet at oplade din iPhone, hvis du bruger:
En oplader med kabel, der leverer 7,5 W eller mindre
En trådløs oplader, der leverer mindre end 10 W, f.eks. en Qi1-certificeret oplader
Hvis din oplader med kabel har mere end én port, f.eks. en strømforsyning på 35 W med to USB-C-porte, eller hvis du oplader med en computer eller USB-hub med andre tilsluttede enheder, reduceres den maksimale udgangseffekt muligvis. Dette afhænger af alle tilsluttede enheders samlede strømbehov og af systemforholdene.
Opladeporte i USB-hubs eller biler oplader muligvis langsommere end en dedikeret USB-C-oplader.
Find ud af, om du bør bruge en anden oplader
Hvis du har iOS 18 og nyere, viser iOS en meddelelse om langsom opladning på den låste skærm, hvis en oplader med flere watt kan forbedre din opladningsoplevelse. Denne meddelelse vises også, når du åbner Indstillinger og trykker på Batteri. Det betyder ikke, at der er noget galt med din iPhone eller oplader. Du kan trykke på for at få flere oplysninger.
Hvis du har iOS 26, viser iOS en meddelelse om inkompatibel oplader, når du åbner Indstillinger og trykker på Batteri, hvis iOS registrerer en oplader, der er tilsluttet, men som ikke oplader.
Oplad hurtigere
Her er et par andre måder, du kan gøre opladningen hurtigere på.
Fjern andet tilbehør
Hvis du tilslutter USB-C- eller Lightning-tilbehør (f.eks. hovedtelefoner), mens du oplader din iPhone trådløst, begrænser systemet opladningen til 7,5 W for at overholde lovmæssige standarder.
Hvis tilbehør med strømforbindelsesled (f.eks. et USB-C Digital AV Multiport-mellemstik) skal reservere strøm til portene, kan det reducere den mængde strøm, der leveres til din iPhone.
Hvis du vil opnå hurtigere trådløs opladning, skal du fjerne kabeltilsluttet tilbehør fra din iPhone.
Begræns din brug af apps
Du vil muligvis opleve reduceret opladningshastighed, hvis:
Du bruger grafik- eller processorkrævende apps, spil eller funktioner, herunder kamera-apps
Du streamer video i høj kvalitet, især hvis skærmen er indstillet til fuld lysstyrke
Hvis du har brug for, at din iPhone oplader hurtigt, skal du begrænse brugen af disse apps, mens du oplader.
Oplad på et køligere sted
Din iPhone bliver måske en smule varmere, mens den oplades. Din iPhone udsætter muligvis opladning midlertidigt, når den befinder sig i omgivelser med ekstreme temperaturer. Opladningen genoptages, når batteriets temperatur ligger inden for det normale driftsområde igen. Prøv at flytte din iPhone og opladeren til et køligere sted.
Du kan se, om opladningen på din iPhone blev udsat, ved at åbne Indstillinger og trykke på Batteri.
Få mere at vide
Med en USB-A-oplader oplader iPhone 15-modeller og nyere modeller med maksimalt 7,5 W.
MagSafe-batteripakken viser en meddelelse om langsom oplader.