Brug punktdisplays med VoiceOver på Mac
Hvis du bruger et understøttet punktdisplay med VoiceOver på din Mac, kan du læse VoiceOver-output på punktdisplayet, og hvis din skærm har et Perkins-tastatur, kan du taste på skærmen i punktskrift og få det oversat til tekst automatisk. Du kan også slutte flere punktdisplays til din Mac. Hvert display dublerer det samme indhold samtidig, hvilket kan være praktisk i et klasselokale.
Du kan tilpasse indstillingerne til dit punktdisplay ved at gå til VoiceOver-værktøj (tryk på VO-Fn-F8, når VoiceOver er slået til) og derefter klikke på kategorien Punktskrift.
Bemærk: VO repræsenterer VoiceOver-kombitasten, som du trykker på med ekstra taster for at indtaste VoiceOver-kommandoer. Som standard kan du trykke på ctrl + Alternativ samtidig eller bare på Skiftelås.
Uforkortet og forkortet punktskrift
VoiceOver bruger som standard uforkortet sekspunktskrift til at vise punktskriftoutput og fortolke punktskriftinput. Du kan vælge en anden tabel til input eller output, f.eks. forkortet sekspunktskrift eller ottepunktskrift. Se Skift VoiceOver-indstillinger til Punktskrift (fanen Oversættelse).
Når du taster punktskriftinput, oversætter VoiceOver automatisk hvert ord, du skriver på displayet, til tekstoutput, så snart funktionen vurderer, at du er færdig med at skrive et ord (eller når du har trykket på mellemrumstasten på punktdisplayet).
Panoreringsstreger
VoiceOver viser som standard flere emner på et punktdisplay og ikke kun der, hvor VoiceOver-markøren er placeret. Når VoiceOver-markøren f.eks. fokuserer på et emne i et vindue, viser punktskriftenheden emner som symboler, afkrydsningsfelter og lokalmenuer samt tekst til venstre og højre for VoiceOver-markøren. Du kan ændre indstillingen i VoiceOver-værktøj, så kun emnet i VoiceOver-markøren vises.
Hvis linjen er for bred til at kunne være på punktdisplayet, kan du “panorere” på linjen vha. venstre- og højreknappen på displayet. Ved hver panorering til venstre eller højre flytter du det antal celler (inklusive statusceller), som skærmen indeholder. Når du flytter VoiceOver-markøren, panorerer punktdisplayet automatisk efter behov for at følge markøren, selv ved ombrydning til den forrige eller næste linje.
Du kan tildele en kommando til taster på dit punktdisplay for at styre, om VoiceOver automatisk skal gå videre til næste linje ved panorering. Du kan indstille i VoiceOver-værktøj, hvor længe VoiceOver skal vente, før der automatisk fortsættes.
VoiceOver ombryder som standard lange ord, der ikke er plads til på den aktuelle punktskriftlinje, til den næste linje, der vises, efter du har panoreret.
Punkt 7 og 8
Når du vælger at vise flere emner på punktdisplayet, hæver VoiceOver punkt 7 og 8 for at vise VoiceOver-markørens position og – når du redigerer eller vælger tekst – den valgte tekst. VoiceOver viser placeringen af markøren til tekstindtastning ved at blinke med punkt 8 i punktskriftcellen direkte før markøren og med punkt 7 i punktskriftcellen direkte efter den.
Statusceller
VoiceOver bruger statusceller til at give flere oplysninger om, hvad der er på skærmen. Du kan slå statusceller til eller fra og ændre deres placering på punktdisplayet. Du kan f.eks. slå den statuscelle, der viser oplysninger om tekstformater, til og flytte den til højre side af skærmen. Se Skift VoiceOver-indstillinger til Punktskrift (fanen Status).
Hent denne vejledning i format forberedt til punktskrift: BRF (Engelsk)