Introduktion til tekstbehandlings- og sidelayoutdokumenter i Pages på Mac
Pages er en app, der kombinerer tekstbehandling og sidelayout. Inden du vælger en skabelon for at gå i gang, skal du beslutte, hvilken type dokument du vil oprette:
Tekstbehandling: Bruges til at oprette dokumenter, der primært indeholder tekst, f.eks. rapporter eller breve. Disse dokumenter har et område med brødtekst, hvor du skriver, teksten ombrydes fra en side til den næste, og der oprettes automatisk nye sider efter behov, når du kommer til slutningen af siden.
Når du åbner et tekstbehandlingsdokument (eller en tekstbehandlingsskabelon), kan du bare begynde at skrive. Hvis du vil tilføje tekst, der ikke er en del af selve brødteksten, kan du tilføje et tekstfelt. Du kan også tilføje billeder, diagrammer og andre objekter.
Sidelayout: Bruges til at oprette dokumenter med et mere specielt design, f.eks. nyhedsbreve, bøger eller plakater. Et sidelayoutdokument er som et lærred, hvor du tilføjer tekstfelter, billeder og andre objekter og placerer dem på siden, som du vil.
Når du åbner et sidelayoutdokument (eller en sidelayoutskabelon), er der ikke et område til brødtekst. Hvis du vil tilføje tekst, skal du tilføje et tekstfelt og skrive i det. Nye sider skal tilføjes manuelt.
Pages-skabeloner er designet til enten tekstbehandling eller sidelayout. Den type skabelon, du vælger, bestemmer, hvordan du tilføjer og sletter sider, arbejder med objekter m.m. Du kan konvertere dokumenter til en anden type skabelon undervejs. Hvis du f.eks. synes godt om tekstformaterne, farverne og layoutet i skabelonen Skolenyhedsbrev, men har brug for fleksibiliteten ved et sidelayoutdokument, kan du konvertere dokumentet til et sidelayoutdokument. Se Brug skabeloner.
Sådan ser du, hvilken type dokument du får vist
Du kan se, om en skabelon (eller et dokument) er indstillet til tekstbehandling eller sidelayout, ved at åbne det. Klik på på værktøjslinjen, og se, om afkrydsningsfeltet Brødtekst i dokument er valgt. Hvis ja, er det et tekstbehandlingsdokument. Hvis det ikke er valgt, er det et sidelayoutdokument.