Sorter tabeldata alfabetisk eller på anden måde i Pages på Mac
Du kan sortere kolonnedata alfabetisk eller efter stigende eller faldende værdier. Når du sorterer efter kolonne, ændres rækkefølgen på alle rækker i tabellen tilsvarende.
Bemærk: Hvis sorteringsmulighederne ikke er tilgængelige, indeholder tabellen måske celler, som er flettet hen over rækker, der støder op til hinanden. Du skal ophæve fletningen af cellerne for at sortere. Klik på de flettede celler, og vælg derefter Tabel > Ophæv fletning af celler (på Tabelmenuen øverst på skærmen). Hvis du ikke ved, hvor de flettede celler er placeret, skal du vælge tabellen og derefter vælge Tabel > Ophæv fletning af alle celler.
Tekst i kolonneoverskrifter og bundrækker sorteres ikke.
Bemærk: Nedenstående opgaver kan bruges til en tabel, du har føjet til din side. De kan ikke bruges til en side, du har formateret med kolonner.
Sorter tabeldata alfabetisk eller på anden måde
Klik på tabellen for at vælge den.
Flyt markøren over bogstavet over den kolonne, du vil sortere efter.
Klik på den pil, der vises, og vælg en sorteringsmulighed:
Sorter i stigende rækkefølge: Sorter data i alfabetisk rækkefølge (A-Å) eller efter stigende numeriske værdier.
Sorter i faldende rækkefølge: Sorter data i omvendt alfabetisk rækkefølge (Å til A) eller efter faldende numeriske værdier.
I kolonner, der indeholder både tekst og tal, sorteres tal før tekst, f.eks. 1a, 1b, 2a, a1, b1 ved sortering i stigende rækkefølge. Ved sortering i stigende rækkefølge anbringes booleske (sand/falsk) celler efter celler, der er sorteret alfabetisk eller numerisk, og tomme celler anbringes nederst i kolonnen.
Tip: Tabelkolonner sorteres ikke uafhængigt af hinanden. Alle cellerne i en række bliver sammen, når du sorterer en kolonne. Hvis du vil sortere en kolonne for sig selv, skal du først sortere kolonnen og derefter kopiere alle cellerne i kolonnen. Fortryd derefter sorteringen (for at gå tilbage til tabellens tidligere sorteringsrækkefølge), og indsæt de kopierede celler i kolonnen igen.