Brug iCloud med Numbers på iPad
Når iCloud Drive er slået til på din enhed, opbevarer iCloud Drive dine regneark og holder dem ajour på de computere, iOS-enheder og iPadOS-enheder, hvor du er logget ind med det samme Apple-id. Du ser altid den nyeste version af dine regneark, uanset hvor du foretog de seneste ændringer.
Du kan nemt synkronisere regneark, hvis du bruger iCloud Drive og enheder, der opfylder disse minimumssystemkrav: OS X 10.10, iOS 8 eller iPadOS 13. På iPhone eller iPad vises emner, der opbevares i iCloud Drive, i regnearksadministrationen.
Du kan også bruge Numbers til iCloud til at oprette og redigere Numbers-regneark vha. en understøttet webbrowser på en Mac eller Windows-computer.
Indstil iCloud Drive på din iPhone eller iPad
Tryk på Indstillinger på hjemmeskærmen, og gør derefter et af følgende:
Hvis du allerede er logget ind: Tryk på dit navn øverst i Indstillinger.
Hvis du ikke er logget ind med et Apple-id: Tryk på “Log ind på din iPad”, og skriv dit Apple-id, eller anmod om et Apple-id, og log derefter ind. Følg instruktionerne om godkendelse:
Vigtigt: Hvis du har glemt dit Apple-id eller adgangskoden til det, kan du gendanne id'et eller adgangskoden på webstedet om Apple-id. Du kan have flere forskellige Apple-id’er, men det anbefales ikke. Køb foretaget vha. et bestemt Apple-id kan ikke kombineres med køb, der er foretaget vha. et andet Apple-id.
Tryk på iCloud, rul ned, og slå iCloud Drive til.
Rul ned, og slå derefter Numbers til.
Denne indstilling tillader, at Numbers gemmer regneark i iCloud Drive.
Når iCloud er slået fra til Numbers på denne enhed, bliver redigeringer, du foretager, eller nye regneark, du opretter, ikke gemt i iCloud. Regneark, der er oprettet for nylig, eller som er ændret på andre enheder eller på din computer, er ikke tilgængelige i Numbers på denne enhed.
Tips til administration af regneark på flere enheder
Du skal være opmærksom på nogle få ting i forbindelse med, hvordan du bruger iCloud til at administrere dine regneark på enheder:
Hvis du redigerer og derefter lukker et regneark, når enheden ikke har forbindelse til internettet, vises et skysymbol på regnearkets miniature. Næste gang du opretter forbindelse til internettet, gemmes det redigerede regneark i iCloud Drive.
Hvis du redigerer et regneark på flere computere eller enheder og ikke venter, til redigeringerne er synkroniseret, vil der opstå konflikter. Hvis der opstår en konflikt, kan du vælge at bevare en af eller alle versionerne. (Det gælder kun for regneark, der ikke er delt med andre).
Hvis du sletter et regneark, kan du vælge, om du vil slette det fra Numbers på alle dine enheder eller kun den, du bruger. Hvis du kun sletter det på den enhed, du bruger, vises det i regnearksadministrationen med et iCloud-mærke i hjørnet. Tryk på miniaturen, hvis du vil hente regnearket igen. Hvis du sletter et regneark, som en anden har delt med dig, fjernes det fra iCloud Drive og fra Numbers på alle dine enheder. Du kan trykke på det delte link igen for at tilføje regnearket i iCloud Drive igen og retablere adgangen til det på alle dine computere og enheder, hvor iCloud er slået til.
Hvis du bruger mapper til at organisere dine regneark på en enhed, anvendes samme mappestruktur på alle dine enheder.
Hvis du føjer en adgangskode til et regneark på en enhed, skal adgangskoden bruges til at åbne regnearket på alle dine enheder.