Opret dit første regneark i Numbers til iCloud
Hvis du vil oprette et regneark, skal du først vælge en skabelon, du vil bruge som udgangspunkt. Skabeloner er designet for nogle af de mere almindelige typer regneark (f.eks. personlige budgetter, fakturaer eller skoleskemaer), og de bruger koordinerede skrifttyper, farver og grafiske elementer for at opnå et ensartet udseende. De fleste skabeloner har også eksempelelementer, f.eks. titeltekst og tabeller, som du kan erstatte med dit eget indhold.
Hvis du f.eks. vil lave et budget, kan du vælge en af budgetskabelonerne og tilføje dine egne oplysninger i eksempeltabellerne.
Klik på knappen Opret regneark på værktøjslinjen i regnearksadministrationen.
Dobbeltklik på en skabelon.
Hvis du vil designe dit regneark fra bunden, skal du vælge den tomme skabelon.
Bemærk: Hvis tabel- og diagramdataene i dette regneark skal formateres i henhold til konventionerne for et andet sprog, skal du vælge et andet sprog i øverste højre hjørne af skabelonvælgeren. Se Opret et regneark med formateringen for et andet sprog.
Gør et af følgende:
Tilføj data i et tomt regneark: Klik på en celle, og skriv. Hvis du vil tilføje en formel, skal du klikke på en celle, skrive et lighedstegn (=) og derefter vælge en formel i funktionsbrowseren i indholdsoversigten til højre.
Erstat eksempeldiagramdata: Du skal redigere den tabel, der indeholder dataene til diagrammet. Klik på en tabelcelle, og skriv dine egne data. Diagrammet opdateres automatisk.
Rediger tekst: Hvis du vil erstatte eksempeltekst, skal du klikke på teksten og skrive. Hvis du vil redigere tekst, du har skrevet, skal du vælge teksten og skrive. Hvis du vil formatere den valgte tekst, skal du bruge værktøjerne i indholdsoversigten til højre.
Tilføj ny tekst, diagrammer eller andre objekter: Klik på en knap for et objekt på værktøjslinjen.
Bemærk: For at tilføje et diagram skal du først have en tabel i dit regneark, der indeholder oplysninger, som diagrammet kan vise. Se Tilføj eller slet et diagram i Numbers til iCloud.
Tilføj eller slet et ark: Klik på knappen Tilføj øverst til venstre for at tilføje et nyt ark i dette regneark. Du kan føje flere ark (eller faner) til et regneark, så du bedre kan organisere dine oplysninger.
Du kan slette et ark ved at ctrl-klikke på fanen for arket øverst i regnearket og derefter vælge Slet.
Fortryd eller gentag en ændring: Klik på knappen Fortryd eller knappen Gentag på værktøjslinjen.
Forstør (zoom ind) eller reducer (zoom ud) den overordnede visning af et regneark: Klik på lokalmenuen Zoom på værktøjslinjen, og vælg derefter en mulighed.
Klik på regnearkets aktuelle navn øverst i regnearket, skriv et nyt navn, og tryk derefter på Retur (på en Mac) eller Enter (på en Windows-computer).
Numbers til iCloud arkiverer automatisk dine ændringer, mens du arbejder, så du ikke behøver at bekymre dig om at arkivere dit regneark manuelt.
Hvis du vil lukke regnearket og vende tilbage til regnearksadministration, skal du flytte markøren hen over regnearkets titel øverst og derefter klikke på det kryds (X), der vises til venstre på fanen.