Hvad følger med?
Brug af din iMac kræver, at du anvender det medfølgende tilbehør i æsken – tastatur, mus og strømforsyning.
Strømforsyning
24" iMac leveres med en strømforsyning på 143 W. Hvis din iMac har fire porte, er Ethernet indbygget i den medfølgende strømforsyning. 24" iMac med to porte kan konfigureres med en strømforsyning på 143 W med eller uden indbygget Ethernet på købstidspunktet.
Tilslut strømforsyningen. Før netledningen gennem hullet i foden, og sæt den i strømstikket på bagsiden af din iMac. Slut den løse netledning til strømforsyningen, og sæt den i en stikkontakt.
Opret forbindelse til Ethernet. Sæt et Ethernet-kabel fra din router eller dit modem i Gigabit Ethernet-stikket i strømforsyningen. Kablet til strømforsyningen fungerer også som Ethernet-kabel, så du behøver ikke et særskilt Ethernet-kabel fra strømforsyningen til din iMac.
Magic Keyboard og Magic Mouse
Afhængigt af din iMac-model og dine konfigurationsvalg, har du måske et Magic Keyboard, et Magic Keyboard med taltastatur, et Magic Keyboard med låsetast, et Magic Keyboard med Touch ID eller et Magic Keyboard med Touch ID og taltastatur. Instruktionerne herunder gælder for alle disse tastaturer.
Vigtigt: Når du vil bruge dit Magic Keyboard og din Magic Mouse, skal du sørge for, at afbryderen på begge enheder er slået til (viser grønt). Enhederne opretter automatisk forbindelse til iMac.
Magic Keyboard: Dit genopladelige Magic Keyboard er allerede parret med din iMac og klar til brug. Når du får brug for at oplade tastaturet, eller hvis du skal etablere pardannelse igen, skal du slutte det til din iMac med det medfølgende USB-C til Lightning-kabel eller USB-A til Lightning-kabel.
Du kan tilpasse tastaturets funktion ved at gå til Systemindstillinger, klikke på Tastatur i indholdsoversigten og derefter vælge indstillingerne til højre for tastatur, tekst, genveje og indtastningsenheder. Se Magic Keyboard for at se, hvad funktionstasterne på tastaturet gør.
Magic Mouse: Din genopladelige Magic Mouse allerede parret med din iMac, når du pakker den ud, og du kan bruge den overalt inden for computerens rækkevidde. Når du får brug for at oplade musen, eller hvis du skal etablere pardannelse igen, skal du slutte den til din iMac med det medfølgende USB-C til Lightning-kabel eller USB-A til Lightning-kabel.
Du kan tilpasse, hvordan musen skal fungere, ved at gå til Systemindstillinger og derefter klikke på Mus i indholdsoversigten for at se alle mulighederne til at rulle, klikke, skubbe og trykke. Se Magic Mouse, hvis du vil læse, hvordan du bruger bevægelser til at udføre opgaver.
Hvis du har konfigureret din iMac med en ekstra indtastningsenhed som f.eks. Magic Trackpad, er enheden allerede parret med din iMac og klar til brug. Hvis du har købt en særskilt indtastningsenhed, skal du slutte den til din iMac med det medfølgende kabel for at indstille den og derefter tage kablet ud for at bruge enheden alle de steder, det passer dig. Brug samme kabel til at genoplade enheden.