Om avanceret Face ID-teknologi

Læs mere om, hvordan Face ID hjælper med at beskytte dine oplysninger på din iPhone og iPad Pro.

En stor del af vores digitale liv lagres på iPhone og iPad, og det er vigtigt at beskytte disse oplysninger. På samme måde som Touch ID revolutionerede godkendelse via et fingeraftryk, revolutionerer Face ID godkendelse ved at bruge ansigtsgenkendelse. Face ID medfører intuitiv og sikker godkendelse, der bygger på det kraftfulde TrueDepth-kamerasystem med avancerede teknologier, som registrerer geometrien i dit ansigt.

Med et hurtigt blik låser Face ID din iPhone eller iPad Pro sikkert op. Du kan bruge det til at godkende køb i iTunes Store, App Store og Boghandel, betalinger med Apple Pay og meget mere. Udviklere kan give tilladelse til, at du bruger Face ID til at logge ind på deres apps. Apps, der understøtter Touch ID, understøtter automatisk Face ID.

Læs mere om, hvilke iPhone- og iPad-modeller der understøtter Face ID.

Avanceret teknologi

Den teknologi, som Face ID bygger på, er noget af det mest avancerede hardware og software, vi nogensinde har skabt. TrueDepth-kameraet registrerer præcise ansigtsdata ved at projicere og analysere tusindvis af usynlige punkter for at kunne lave en nøjagtig digital model af dit ansigt og registrerer også et infrarødt billede af dit ansigt. En del af Neural Engine-funktionen i A11-, A12 Bionic-, A12X Bionic-, A13 Bionic-, A14 Bionic- og A15 Bionic-chippen – der er beskyttet i Secure Enclave – transformerer den nøjagtige digitale model og det infrarøde billede til en matematisk repræsentation og sammenligner denne repræsentation med de tilmeldte ansigtsdata.

Face ID tilpasser sig automatisk ændringer i dit udseende, f.eks. hvis du har makeup på eller får skæg. Hvis der sker større ændringer i dit udseende – hvis du f.eks. barberer et fuldskæg af – kontrollerer Face ID din identitet ved hjælp af din kode, før dine ansigtsdata opdateres. Face ID er designet til at fungere sammen med hatte, tørklæder, briller, kontaktlinser og mange slags solbriller. Derudover er det designet til at fungere indendørs, udendørs og selv i totalt mørke. Med iOS 15.4 og iPhone 12 eller nyere modeller fungerer Face ID endda, når du bærer mundbind.

For at komme i gang med at bruge Face ID skal du først registrere dit ansigt. Det kan du gøre, når du indstiller enheden første gang, eller du kan gøre det senere ved at gå til Indstillinger > Face ID & kode. Hvis du vil låse din enhed op ved hjælp af Face ID, skal du bare kigge på den. Face ID kræver, at TrueDepth-kameraet kan se dit ansigt eller dine øjne, uanset om din enhed ligger på en plan flade, eller om du holder den i en naturlig position. TrueDepth-kameraet har samme rækkevidde, som når du tager et billede eller foretager et FaceTime-opkald med frontkameraet. Face ID fungerer bedst, når enheden er en arms længde eller mindre fra dit ansigt (25-50 cm væk fra ansigtet). Hvis du vil bruge Face ID, mens du bærer mundbind, skal du indstille funktionen og sørge for, at kameraet kan se dine øjne.

TrueDepth-kameraet aktiveres på en intelligent måde, f.eks. når du trykker på skærmen for at afbryde vågeblus, når du får en notifikation, der afbryder vågeblus, eller når du løfter din iPhone for at afbryde vågeblus. Hver gang du låser din enhed op, genkender TrueDepth-kameraet dig ved at registrere de nøjagtige dybdeoplysninger og et infrarødt billede. Disse oplysninger sammenlignes med den gemte matematiske repræsentation til godkendelse.

Sikkerhedsregler

Sikkerhed er vigtig for os alle, så vi kan beskytte oplysningerne på vores enheder. Vi har gjort nogle vigtige tiltag for at beskytte dine oplysninger, lige som vi gjorde med Touch ID. Face ID bruger TrueDepth-kameraet og maskinlæring til at skabe en sikker godkendelsesløsning. Face ID-data – herunder matematiske repræsentationer af dit ansigt – krypteres og beskyttes med en nøgle, der kun er tilgængelig for Secure Enclave.

Sandsynligheden for, at en tilfældig person i befolkningen kunne kigge på din iPhone eller iPad Pro og låse den op via Face ID, er mindre end 1 til 1.000.000, hvis der er registreret et enkelt udseende, uanset om du bærer mundbind eller ej. Som en ekstra beskyttelse tillader Face ID kun fem mislykkede forsøg på at matche, før der kræves en kode. Den statistiske sandsynlighed er større – og øges endnu mere, hvis Face ID bruges med mundbind – i forbindelse med tvillinger og søskende, der ligner hinanden, og blandt børn under 13 år, da de særlige kendetegn i deres ansigter måske ikke er fuldt udviklet. Hvis det bekymrer dig, anbefaler vi, at du bruger en kode til godkendelse. Du kan også bruge Face ID uden at aktivere Face ID med mundbind.

Face ID sammenlignes med dybdeoplysninger, som ikke findes i udskrifter eller digitale 2D-fotos. Det er designet til at yde beskyttelse mod snyd med masker eller andre teknikker via brugen af avancerede neurale netværk, der registrerer snyd. Face ID kan også registrere opmærksomhed, og Face ID med mundbind vil altid bekræfte opmærksomhed. Face ID kan se, om dine øjne er åbne, og om din opmærksomhed er rettet mod enheden. Det gør det vanskeligt for en anden person at låse din enhed op uden din viden (f.eks. når du sover).

Hvis du vil bruge Face ID, skal du indstille en kode på din enhed. For at opnå større sikkerhed skal du indtaste din kode i følgende situationer:

  • Enheden er lige tændt eller genstartet.

  • Enheden har ikke været låst op i over 48 timer.

  • Koden er ikke blevet brugt til at låse enheden op i løbet af de sidste seks og en halv dag, og Face ID har ikke låst enheden op i løbet af de sidste 4 timer.

  • Enheden har modtaget en ekstern låsekommando.

  • Efter fem mislykkede forsøg på at matche et ansigt.

  • Efter at du har initieret slukning/Nødopkald SOS ved samtidig at holde en af lydstyrkeknapperne og sideknappen nede i to sekunder.

Hvis du har mistet din enhed, eller den er blevet stjålet, kan du forhindre, at Face ID bliver brugt til at låse din enhed op, ved at markere din enhed som mistet i Find.

Anonymitet

Det er yderst vigtigt for Apple, at dine personlige oplysninger opbevares sikkert. Face ID-data – herunder matematiske repræsentationer af dit ansigt – krypteres og beskyttes af Secure Enclave. Disse data forbedres og opdateres, efterhånden som du bruger Face ID, så du får en bedre oplevelse – også når du skal godkende. Face ID opdaterer også disse data, når der registreres et ansigt, der ligner meget, men der efterfølgende angives en kode for at låse enheden op. Face ID-data findes kun på din enhed, og de sikkerhedskopieres aldrig på iCloud eller andre steder.

Hvis du vælger at tilmelde dig Face ID, kan du styre, hvordan det bruges, eller når som helst slå det fra. Hvis du f.eks. ikke vil bruge Face ID til at låse din enhed op, skal du åbne Indstillinger > Face ID & kode > Brug Face ID og slå Lås iPhone op eller Lås iPad op fra. Du kan også bruge Face ID uden at konfigurere muligheden for at bruge det med et mundbind. Hvis du vil slå Face ID helt fra, skal du gå til Indstillinger > Face ID & kode og trykke på Nulstil Face ID. Hvis du gør det, slettes Face ID-dataene, herunder de matematiske repræsentationer af dit ansigt, fra din enhed. Hvis du vælger at slette eller nulstille din enhed ved hjælp af Find min iPhone eller ved at slette alt indhold og alle indstillinger, slettes alle Face ID-data.

Selv om du ikke tilmelder dig Face ID, aktiveres TrueDepth-kameraet intelligent for at understøtte opmærksomhedsfunktioner, f.eks. nedtoning af skærmen, hvis du ikke kigger på din enhed, eller reducering af lydstyrken for alarmer, hvis du kigger på enheden. Når du f.eks. bruger Safari, undersøger din enhed, om du kigger på enheden, og slukker skærmen, hvis du ikke gør. Hvis du ikke vil bruge disse funktioner, kan du gå til Indstillinger > Face ID & kode og slå Opmærksomhedsfunktioner fra.

I understøttede apps kan du slå Face ID til med henblik på godkendelse. Apps får kun besked om, hvorvidt godkendelsen lykkedes. Apps har ikke adgang til Face ID-data, der er knyttet til det tilmeldte ansigt.

Sikkerhed

iPhone og iPad Pro og TrueDepth-kamerasystemet er gennemtestet og overholder internationale sikkerhedsstandarder. Det er sikkert at bruge TrueDepth-kamerasystemet under normale brugsforhold. Systemet vil ikke skade øjne eller hud på grund af den lave udledning. Det er vigtigt at bemærke, at lasersystemet kan slås fra af sikkerhedshensyn, hvis enheden beskadiges eller får fejl. Hvis du modtager en besked på din iPhone eller iPad Pro om, at Face ID er blevet deaktiveret, skal du kontakte en uddannet tekniker, der bruger ægte Apple-dele, til at reparere din enhed. Forkert reparation, ændring eller brug af uægte Apple-komponenter i lasersystemerne kan forhindre sikkerhedsmekanismerne i at fungere korrekt og kan forårsage farlig eksponering og skade på øjne eller hud. Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du får vist en advarsel om, at Face ID er slået fra.

Når det ses gennem visse kameratyper, kan du måske se lysudslip fra TrueDepth-kameraet. Det er forventet, da nogle kameraer kan registrere infrarødt lys. Du vil måske også lægge mærke til et svagt lysudslip fra TrueDepth-kameraet, når det ses i et meget mørkt lokale. Det er forventet i meget mørke omgivelser.

Tilgængelighed

Tilgængelighed er en integreret del af Apple-produkter. Brugere med fysiske begrænsninger kan vælge "Tilgængelighedsindstillinger" under tilmelding. Denne indstilling kræver ikke alle hovedbevægelserne for at kunne registrere forskellige vinkler og er stadig sikker at bruge. Dog kræver den en større ensartethed i den måde, hvorpå du ser på din iPhone eller iPad Pro.

Face ID har også en tilgængelighedsfunktion, der yder support til blinde personer eller personer med nedsat syn. Hvis Face ID ikke skal kræve, at du ser på din enhed med øjnene åbne, kan du åbne Indstillinger > Tilgængelighed > Face ID og Opmærksomhed, og slå Opmærksomhed ved Face ID fra. Indstillinger slås automatisk fra, hvis du slår VoiceOver til, første gang du indstiller enheden.

Læs mere

Udgivelsesdato: