Sådan undgår du phishing-e-mails, falske virusadvarsler, falske supportopkald og andre svindelnumre

Her får du nogle tip til, hvordan du undgår at blive offer for svindelnumre. Du kan også læse, hvad du skal gøre, hvis du mener, at nogen har fået uautoriseret adgang til dit Apple-id.

Hvis du, mens du søger på nettet, får vist en besked om, at din iPhone, Mac eller anden Apple-enhed har fået en virus, eller hvis du modtager et opkald fra nogen, der påstår, at de er fra Apple, og beder om dit kontonavn og din adgangskode, er du sandsynligvis offer for et svindelnummer.

Svindlere bruger alle midler, de kan – falske e-mails, pop-op-meddelelser, sms-beskeder og opkald – til at lokke dig til at dele dine personlige oplysninger, f.eks. adgangskoden til dit Apple-id eller dine kreditkortoplysninger. Brug oplysningerne i denne artikel til at beskytte din konto og undgå svindelnumre.

Sådan beskytter du dit Apple-id

Del aldrig adgangskoden til dit Apple-id eller din midlertidige bekræftelseskode med nogen. Apple beder aldrig om sådanne oplysninger for at yde support.

Brug tofaktorgodkendelse til at beskytte dit Apple-id. Læs mere om Apple-id og sikkerhed.

Hvis du tror, at der er sikkerhedsproblemer med dit Apple-id, skal du ændre din adgangskode med det samme.

Sådan undgår du svindel, når du bruger Apple Pay til at sende og modtage penge

Når du sender eller modtager penge med Apple Pay (kun i USA), er det ligesom enhver anden privat transaktion mellem to personer. Følg disse enkle tip for at undgå svindel.

Sådan gør du, hvis du ser pop-op-meddelelser eller -reklamer

Når du søger på nettet, vil du muligvis få vist en pop-op-meddelelse eller en side, der advarer dig om et problem med din enhed. Det kan også se ud, som om advarslen kommer fra macOS eller iOS. Det gør den ikke. Disse advarsler vises i ekstra vinduer, som har til formål at lokke dig til ringe til et falskt supportnummer eller købe en app, som angiveligt kan løse problemet. Ring ikke til nummeret. Du skal blot forlade siden eller lukke vinduet eller fanen og fortsætte med det, du var i gang med.

Sådan skal du gøre, hvis du modtager et mistænkeligt opkald eller en telefonsvarerbesked

Svindlere manipulerer med telefonnumre og bruger smigrende eller truende udtryk for at lokke dig til at give dem oplysninger, penge eller iTunes-gavekort. Når du bliver ringet op, skal du altid bekræfte identiteten på personen i røret, inden du videregiver nogen personlige oplysninger. Hvis du modtager et uopfordret opkald fra en, der påstår at være fra Apple, skal du lægge røret på og kontakte os direkte.

Sådan skal du gøre, hvis du modtager en phishing-e-mail eller -sms

Svindlere prøver at kopiere e-mails og sms-beskeder fra legitime virksomheder for at lokke dig til at dele dine personlige oplysninger og adgangskoder. Undlad at åbne bilag og klikke på links i mistænkelige og uopfordrede beskeder. Hvis du skal ændre eller opdatere dine personlige oplysninger, skal du kontakte virksomheden direkte. 

Følgende er tegn på phishing-forsøg:

  • Afsenderens e-mailadresse eller telefonnummer stemmer ikke overens med navnet på den virksomhed, som afsenderen påstår at være fra.
  • Beskeden er sendt til en e-mailadresse eller et telefonnummer, som du ikke har givet til virksomheden.
  • Beskeden starter med en anonym hilsen, f.eks. "Kære kunde". De fleste legitime virksomheder bruger dit navn, når de kontakter dig.
  • Et link lader til at være legitimt, men det fører til et websted, som ikke stemmer overens med adressen på virksomhedens websted.*
  • Beskeden ser meget anderledes ud end dem, du ellers har fået fra virksomheden.
  • I beskeden bliver du bedt om at angive personlige oplysninger som f.eks. et kreditkortnummer eller adgangskoden til en konto.
  • Beskeden er sendt uopfordret til dig, og der er et bilag vedhæftet.

Sådan anmelder du forsøg på phishing og andre mistænkelige beskeder til Apple

Hvis du vil anmelde en mistænkelig e-mail, skal du videresende beskeden til Apple med de fulde headeroplysninger. Hvis du vil videresende en e-mail: I macOS Mail skal du vælge e-mailen og vælge Videresend som bilag fra menuen Besked øverst på skærmen.

Disse e-mailadresser overvåges af Apple, men du modtager muligvis ikke noget svar på din anmeldelse.

  • Hvis du modtager en falsk e-mail, som giver sig ud for at være fra Apple, skal du sende den til reportphishing@apple.com
  • Hvis du vil anmelde spam eller mistænkelige e-mails, som du modtager i indbakken på iCloud.com, me.com eller mac.com, skal du sende dem til abuse@icloud.com.
  • Du kan anmelde spam eller andre mistænkelige beskeder, du har modtaget via iMessage, ved at trykke på Rapporter reklame under beskeden.

 

* På Mac skal du holde musemarkøren over linket for at se URL-adressen i statuslinjen. Hvis du ikke kan se statuslinjen i Safari, skal du vælge Oversigt > Vis statuslinje. På en iOS-enhed skal du holde fingeren nede på linket.

Oplysninger om produkter, der ikke er fremstillet af Apple, eller selvstændige websteder, der ikke er styret eller testet af Apple, er ikke udtryk for anbefalinger eller godkendelser fra Apples side. Apple påtager sig intet ansvar med hensyn til udvalget af disse produkter, produkternes funktionsevne eller brugen af produkterne. Apple giver ingen garanti for, at indholdet på websteder, som Apple ikke står bag, er pålideligt og præcist. Det er forbundet med en naturlig risiko at bruge internettet. Kontakt producenten for at få yderligere oplysninger. Andre virksomheds- og produktnavne kan være varemærker tilhørende de respektive ejere.

Udgivelsesdato: