Hvad er Sikker tilstand?
Sikker tilstand (også kaldet Sikker start) er en metode til start af Mac-computeren, hvor der udføres kontrol og software forhindres i at blive indlæst og starte automatisk. Når du starter Mac-computeren i Sikker tilstand, sker der følgende:
- Computeren kontrollerer startdisken og forsøger at løse eventuelle problemer med biblioteker
- Der indlæses kun nødvendige kerneudvidelser
- Startemner og log ind-emner forhindres i at blive åbnet automatisk
- Skrifter, der er installeret af brugeren, slås fra
- Skriftbufferen, kernebufferen og andre systembufferarkiver slettes.
Sammenlagt kan disse ændringer være med til at løse eller isolere problemer med startdisken.

Start i Sikker tilstand
Brug fremgangsmåden herunder for at starte i Sikker tilstand.
- Start eller genstart Mac-computeren.
- Hold Skiftetasten nede, så snart du hører starttonen.
- Slip Skiftetasten, når Apple-logoet vises på skærmen.
Efter Apple-logoet kan det tage lidt længere end normalt, før log ind-skærmen eller skrivebordet vises. Det skyldes, at Mac-computeren udfører en bibliotekskontrol af startdisken som en del af Sikker start.
Hvis du vil afslutte Sikker tilstand, skal du genstarte computeren uden at holde en tast nede.
Hvis du ikke hører startlyden, efter at du har trykket på afbryderknappen, kan du se, hvad du skal gøre, hvis Mac-computeren ikke kan tændes.
Brug af FileVault
Hvis startdisken er krypteret med FileVault, kan du holde Skiftetasten nede, lige efter at du har tændt computeren, for at starte i Sikker tilstand. Du kan blive bedt om at logge ind to gange som del af denne proces – først for at låse startdisken op og derefter for at logge på Finder. Du kan give slip på Skiftetasten, når den første log ind-skærm vises.

Et problem opstår ikke i Sikker tilstand
Hvis et problem ikke opstår, når Mac-computeren er startet i Sikker tilstand, skal du prøve at genstarte computeren igen uden at holde en tast nede. Hvis problemet ser ud til at være løst, når du starter computeren normalt, var det sandsynligvis et problem med en buffer eller et bibliotek på startdisken, som blev løst af Sikker tilstand.
Hvis du genstarter Mac-computeren normalt, og der opstår et problem, når du kommer til skrivebordet, skal du prøve at slå eventuelle log ind-emner fra, som åbnes automatisk ved log ind.
Mac-computeren genstarter eller lukker ned i Sikker tilstand
Hvis Mac-computeren automatisk starter i Sikker tilstand, kan OS X have fundet et problem, som systemet forsøger at løse.
Sikker tilstand udfører en bibliotekskontrol af startdisken i stil med, hvad der sker, når du vælger at kontrollere eller reparere en disk vha. Diskværktøj. Hvis OS X finder et problem, repareres biblioteket på startdisken, og Mac-computeren genstarter.
Hvis Mac-computeren slukker af sig selv, når du starter i Sikker tilstand, skal du kontrollere strømkablet til computeren for at sikre dig, at det sidder godt fast i både computeren og stikkontakten. Hvis du bruger en MagSafe-strømforsyning, skal du kontrollere, om indikatoren på strømforsyningen lyser gult eller grønt. Prøv derefter at starte i Sikker tilstand igen.
Hvis Mac-computeren bliver ved med at genstarte eller lukke ned i Sikker tilstand, skal du kontakte Apples support, en autoriseret Apple-serviceudbyder eller Apple Genius for at få mere hjælp.

Sådan kan du se, om computeren er startet i Sikker tilstand
Hvis du ikke er sikker på, om Mac-computeren er startet i Sikker tilstand, kan du finde ud af det vha. Oplysninger om system. Afsnittet Software i Oplysninger om system viser starttilstanden som "sikker" i stedet for "normal", når du er startet i Sikker tilstand.

Der vises også "Sikker start" i log ind-vinduet øverst til højre i skærmbilledet, når Mac-computeren er startet i Sikker tilstand.
Nogle funktioner er ikke tilgængelige i Sikker tilstand
Nogle af Mac-computerens funktioner kan ikke bruges, når computeren er startet i Sikker tilstand. Derfor skal du starte den normalt, når du er færdig med Sikker tilstand.
For eksempel virker følgende funktioner ikke i Sikker tilstand:
- Du kan ikke afspille film i Dvd-afspiller.
- Du kan ikke optage video i iMovie og nogle andre videoprogrammer.
- Nogle lydindgangs- og lydudgangsenheder virker muligvis ikke.
- Nogle USB-, FireWire- og Thunderbolt-enheder virker muligvis ikke.
- Der er muligvis ingen eller kun begrænset adgang til Wi-Fi-netværk afhængigt af computeren og versionen af OS X.
Sikker tilstand i OS X v10.5 eller en nyere version slår også hardwareaccelereret grafik fra. Det betyder, at OS X-menulinjen vises normalt, selv om "Gennemsigtig menulinje" er valgt i Systemindstillinger. Skærmen kan også blinke eller flimre under log ind, når Mac-computeren er startet i Sikker tilstand.
Ved Sikker tilstand i OS X v10.6 og nyere versioner slås Arkivdeling også fra.

Start i Sikker tilstand uden et tastatur
Hvis der ikke er tilsluttet et tastatur, når Mac-computeren startes i Sikker tilstand, kan du indstille computeren til at starte i Sikker tilstand vha. kommandolinjen, hvis du har ekstern adgang til computeren.
- Du får adgang til kommandolinjen ved at åbne Terminal eksternt eller logge på computeren via SSH.
- Brug følgende terminalkommando:
sudo nvram boot-args="-x"
Hvis du også vil starte i Verbose-tilstand, skal du bruge følgende i stedet:
sudo nvram boot-args="-x -v"
- Når du har brugt Sikker tilstand, skal du bruge denne Terminal-kommando for at vende tilbage til normal start:
sudo nvram boot-args=""