Vælg tekst i Pages til iCloud
Du kan vælge tekst for at ændre dens formatering, flytte den, kopiere den m.m. Du kan vælge en hvilken som helst mængde tekst – tegn, ord eller afsnit – og udsnittene kan være sammenhængende eller ikke-sammenhængende. Valg af ikke-sammenhængende tekst gør det nemt at udføre den samme handling på bestemte valgte tekstudsnit i hele dit dokument.
Før du kan vælge tekst i et tekstfelt, en figur, en tabelcelle, et titel- eller billedtekstfelt eller et sidehoved- eller sidefodsfelt, skal du anbringe indsætningsmærket i objektet eller tekstfeltet. Indsætningsmærket er den blinkende lodrette streg, der angiver, hvor den tekst, du skriver, vises.
Placer indsætningsmærket
Du placerer indsætningsmærket for at angive, hvor du vil begynde at skrive eller vælge tekst.
Bemærk: Hvis du arbejder i et tomt sidelayout-dokument, skal du føje et tekstfelt, en figur eller en tabelcelle til siden, før du kan placere indsætningsmærket.
Gør en af følgende:
I brødteksten i et tekstbehandlingsdokument: Klik, hvor du vil placere indsætningsmærket.
I et tekstfelt eller en figur: Klik på objektet. Indsætningsmærket vises, når du begynder at skrive. Hvis objektet allerede indeholder tekst, skal du klikke igen i den tekst, hvor du vil placere indsætningsmærket.
I en tabelcelle: Klik i cellen for at vælge den, og klik derefter, hvor du vil placere indsætningsmærket.
I et sidehoved eller en sidefod: Klik i feltet.
I en titel eller billedtekst: Klik på titlen eller billedteksten for at vælge tekstfeltet, og klik derefter igen for at placere indsætningsmærket.
Når du har placeret indsætningsmærket, kan du bruge piletasterne til at flytte det.
Bemærk: Du kan ikke placere et indsætningsmærke i eksempeltekst. Når du klikker på eksempeltekst, vælges hele tekstblokken. Indsætningsmærket vises først, når du begynder at skrive.
Vælg tekst
Du kan vælge tekst på følgende måder:
Vælg et eller flere tegn: Klik foran det første tegn, og træk hen over tegnene.
Vælg et ord: Dobbeltklik på ordet.
Vælg et afsnit: Klik tre gange i afsnittet.
Vælg hurtigt et tekstudsnit (uden at trække): Klik foran det første tegn, hold derefter Skiftetasten på tastaturet nede, og klik i slutningen af den tekst, du vil vælge. Du kan vælge blot nogle få tegn eller en stor mængde tekst på tværs af afsnit eller sider.
Vælg ikke-sammenhængende tekst: Hold Kommandotasten (på en Mac) eller ctrl-tasten (på en Windows-enhed) nede, mens du vælger to eller flere ikke-sammenhængende ord eller tekstudsnit.
Du kan kun vælge et sammenhængende tekstudsnit eller flere ikke-sammenhængende tekstudsnit inden for det samme område af dit dokument – f.eks. inden for dokumentets brødtekst eller inden for et enkelt tekstfelt, en figur eller en tabelcelle.
Du kan fravælge alle valgte tekstudsnit ved at klikke hvor som helst på siden uden for et valgt udsnit. Hvis du kun vil fravælge et eller en del af ikke-sammenhængende valgte udsnit, skal du holde Kommando- eller ctrl-tasten og derefter vælge den tekst, du vil udelukke.