Indstil film- og billedformater til Numbers-regneark på Mac
Numbers konverterer som standard HEVC-film til H.264, så de kan ses på ældre Mac-computere og ældre iOS-enheder. Billeder bevarer deres originale format, uanset om formatet kan vises på iPhone eller iPad. Du kan ændre disse indstillinger, hvis du vil bruge film, der er formateret med HEVC (High Efficiency Video Encoding), eller du vil sikre, at billeder og film kan vises på alle enheder.
Optimer video- og billedformater
H.264-formatet, der er standard for videokomprimering, kan afspilles på de fleste Mac-computere og iPhone- og iPad-enheder. Video i HEVC-format kan muligvis ikke afspilles på computere og enheder med ældre versioner af macOS og iOS.
Vælg Numbers > Indstillinger (på Numbers-menuen øverst på skærmen), og klik derefter på Generelt øverst i indstillingsvinduet.
I sektionen Tilføjelse af medier kan du vælge en kombination af indstillinger for at få de ønskede resultater:
Behold alle film og billeders originale format: Fravælg afkrydsningsfelterne “Optimer film og billeder til iPhone og iPad” og “Optimer film til ældre enheder”. Film og billeder vises måske ikke på alle enheder eller i alle versioner af macOS, iOS og iPadOS.
Konverter HEVC-film og film i et format, der ikke understøttes, til H.264 og billeder i et format, der ikke understøttes, til et kompatibelt format: Vælg afkrydsningsfelterne “Optimer film og billeder til iPhone og iPad” og “Optimer film til ældre enheder”. Alle HEVC-film og film i et format, der ikke understøttes, konverteres til H.264, og billeder i et format, der ikke understøttes, konverteres til et kompatibelt format (f.eks. JPEG) og kan vises på alle enheder og versioner af macOS, iOS og iPadOS.
Konverter HEVC-film til H.264, men behold andre film og billeders originale format: Fravælg afkrydsningsfeltet “Optimer film og billeder til iPhone og iPad”, og vælg afkrydsningsfeltet “Optimer film til ældre enheder”. Film i H.264-format kan afspilles på alle enheder og versioner af macOS, iOS og iPadOS, men film og billeder i et format, der ikke understøttes, kan måske ikke vises på alle enheder.
Behold HEVC- og H.264-films originale format, men konverter film og billeder i et format, der ikke understøttes: Vælg afkrydsningsfeltet “Optimer film og billeder til iPhone og iPad”, og fravælg afkrydsningsfeltet “Optimer film til ældre enheder”. Film i formater, der ikke understøttes, konverteres til H.264, medmindre din computers hardware understøtter HEVC-kodning. I så fald konverteres de til HEVC. Billeder i et format, der ikke understøttes, konverteres til et kompatibelt format (f.eks. JPEG).
Indstillingerne anvendes kun til film og billeder, du tilføjer fremover, ikke til film og billeder, der allerede findes i regneark.
Bemærk: macOS-versioner før macOS Catalina 10.15 understøtter ikke gennemsigtighed i HEVC-film, så hvis din HEVC-film har gennemsigtighed (f.eks. i baggrunden), vises det, der er kodet i filmen (f.eks. sort), i stedet.