Inviter andre til at samarbejde i Keynote på Mac
Du kan invitere andre til at samarbejde med dig om en præsentation i realtid ved at sende dem et link til præsentationen. Alle, der arbejder på præsentationen, kan se ændringerne, så snart de er foretaget.
Som standard kan kun de personer, du inviterer til at samarbejde om præsentationen, få adgang til den og foretage ændringer af den. Du kan også ændre tilladelser, så:
Alle, som har linket, kan åbne præsentationen
Andre personer kun kan se præsentationen og ikke foretage ændringer
Deltagere kan også præsentere et delt lysbilledshow sammen med dig. Du kan få flere oplysninger om lysbilledshow med flere forevisere i Afspil et lysbilledshow med flere forevisere.
Inviter personer til at samarbejde
Du skal først lagre præsentationen i iCloud for at invitere andre til at samarbejde om den. Sørg for, at du er logget ind med dit Apple-id, og at du har indstillet Keynote til at bruge iCloud Drive.
Klik på på værktøjslinjen.
Hvis præsentationen ikke opbevares i iCloud Drive, vises der en meddelse om at flytte den.
Klik på lokalmenuen “Hvem har adgang”, og vælg en mulighed:
Personer, du inviterer: Kun personer, du inviterer, som logger ind med et Apple-id, kan åbne præsentationen. Modtagere, som ikke har et Apple-id, skal oprette et, før de kan åbne din delte præsentation.
Hvis du inviterer nogen med en e-mailadresse eller et telefonnummer, der ikke er knyttet til deres Apple-id, kan de ikke acceptere invitationen, før de har føjet e-mailadressen eller telefonnummeret til deres Apple-id. Når de trykker eller klikker på linket i invitationen, vises instruktionerne.
Alle med linket: Alle, som har linket til den delte præsentation, kan trykke eller klikke på linket for at åbne præsentationen. Du beskytter den med en adgangskode ved at klikke på Tilføj adgangskode.
Hvis præsentationen allerede har en adgangskode, gælder den også til den delte præsentation, og du behøver ikke at skrive en ny. Klik på Skift adgangskode, hvis du vil ændre den.
Klik på lokalmenuen Tilladelse, og vælg en mulighed:
Kan foretage ændringer: Andre kan redigere og udskrive den delte præsentation.
Skrivebeskyttet: Andre kan se og udskrive den delte præsentation, men de kan ikke redigere den. De kan ikke svare på og slette kommentarer på aktivitetslisten, og når de opretter forbindelse til præsentationen, vises der ingen notifikationer.
Hvis du indstiller adgangen til “Personer, du inviterer”, kan du ændre præsentationens indstillinger, efter at du har delt præsentationen.
Hvis du har macOS 12 eller en nyere version, og du ikke vil have, at alle deltagere skal kunne invitere andre, skal du fravælge afkrydsningsfeltet ud for “Alle kan tilføje flere personer”.
Klik på en metode til afsendelse af invitationen:
AirDrop: Brug AirDrop, når din modtager er på samme netværk og i stand til at acceptere præsentationen. Vælg den person, du vil sende præsentationen til. Modtageren skal acceptere arkivet for at modtage det.
Mail eller Beskeder: Mail og Beskeder sender begge en kopi direkte til en eller flere e-mailadresser eller telefonnumre, og der kan inkluderes en tilpasset note. Skriv e-mailadressen eller telefonnummeret for hver deltager. Hvis du inviterer nogen med en e-mailadresse eller et telefonnummer, der ikke er knyttet til deres Apple-id, kan de ikke acceptere invitationen, før de har føjet e-mailadressen eller telefonnummeret til deres Apple-id. Når de trykker eller klikker på linket i invitationen, vises instruktionerne. Linket vises i beskeden sammen med præsentationens titel.
Vigtigt: Sørg for ikke at redigere eller slette linket i din besked.
Kopier link: Kopier linket til præsentationen, så du nemt kan sende, publicere eller få adgang til den. Du kan sende linket vha. en hvilken som helst internettjeneste, der allerede er indstillet på din Mac. Klik på Kopier link, åbn den app, du vil bruge til at dele linket, og vælg Rediger > Sæt ind (på Redigermenuen øverst på skærmen), eller tryk på Kommando-V på tastaturet.
Vigtigt: Linket til præsentationen, der oprettes, når du klikker på Samarbejde, inkluderer præsentationens titel. Hvis præsentationens titel eller indhold er fortroligt, er det vigtigt, at du anmoder modtagerne om ikke at videresende linket til andre personer.
Klik på Del, når du er klar til at sende invitationen.
Der vises et hak på knappen Samarbejde , der betyder, at du har delt præsentationen. Når modtagerne har accepteret invitationen, vises antallet af deltagere i præsentationen til højre for knappen .
Inviter flere personer
Afhængigt af, hvordan du indstiller adgangen til præsentation, kan du invitere flere personer til at samarbejde i arkivet ved at tilføje dem eller sende et link.
Tip: Hvis præsentationen er beskyttet af en adgangskode, bør du af sikkerhedshensyn ikke sende adgangskoden sammen med linket.
Gør et af følgende:
Vælg Arkiv > Administrer delt præsentation (på Arkivmenuen øverst på skærmen).
Klik på på værktøjslinjen, og klik derefter på Administrer delt præsentation.
Ctrl-klik på arkivet i iCloud Drive, og vælg Administrer delt præsentation.
Gør et af følgende:
Inviter flere personer til at samarbejde: Brug denne metode, hvis du er ejer af en delt præsentation med adgangstilladelsen “Personer, du inviterer”, eller hvis ejeren af præsentationen har givet dig tilladelse til at tilføje flere personer. Klik på Tilføj personer, og klik på en metode til invitation af nye deltagere. Klik derefter på Del. Se Inviter personer til at samarbejde.
Send linket til flere personer: Brug denne metode, hvis adgangen til præsentationen er indstillet til “Alle med linket.” Klik på Kopier link, og klik derefter, hvor linket skal indsættes. Vælg Rediger > Indsæt (på Redigermenuen øverst på skærmen), eller tryk på Kommando-V på tastaturet.
Bemærk: Linket kan blive vist i beskeden som stiliseret grafik med præsentationens titel i beskeden. Sørg for ikke at redigere eller slette det.
Alle deltagere kan kopiere et link til en præsentation og indsætte det et andet sted, f.eks. for at gemme linket et sted, hvor de nemt kan få adgang til det. Hvis ejeren har begrænset adgangen til inviterede personer, virker linket hos de inviterede deltagere.
Du kan ændre indstillingerne til deling for de nye personer, efter at du har sendt linket.
Du kan se flere oplysninger om indstilling af tilladelse og afsendelse af linket i Inviter personer til at samarbejde.