Formater en præsentation til et andet sprog i Keynote på Mac
En præsentations sprog og område bestemmer formateringsreglerne for teksten – f.eks. om der bruges komma eller punktum som decimaltegn, hvilket valutasymbol der bruges, hvor ord deles ved linjeskift, og hvordan datoer skrives (dag/måned/år eller måned/dag/år).
Du kan oprette en præsentation, der bruger et andet sprogs formatering, hvis du har mere end et sprog på listen over foretrukne sprog på computeren. Før du kan bruge et andet sprog i din præsentation, skal du tilføje en indtastningsenhed til sproget (f.eks. et ekstra tastatur) i Systemindstillinger.
Tip: I macOS 12 eller en nyere version kan du oversætte tekst i din præsentation til et andet sprog og derefter vælge, om du vil kopiere oversættelsen, erstatte teksten med oversættelsen m.m. Vælg de celler, du vil oversætte, Ctrl-klik på det valgte, og vælg derefter Oversæt. Du kan læse mere om funktionen Oversæt i Brugerhåndbog til macOS.
Indstil et tastatur eller en anden indtastningsenhed til et andet sprog
Før du kan bruge et andet sprog i din præsentation, skal du indstille en indtastningsenhed til sproget (f.eks. et tastatur eller en tegnpalet til sproget). Når du føjer et sprogspecifikt tastatur til din enhed, føjes det pågældende sprog også til listen over foretrukne sprog på enheden.
Foretag en af følgende handlinger på din Mac:
macOS Ventura 13 eller en nyere version: Vælg Apple > Systemindstillinger > Tastatur, og klik på Rediger under Tekstindtastning.
macOS 12 eller en tidligere version: Vælg Apple > Systemindstillinger > Tastatur > Indtastningsenheder.
Klik på nederst i venstre kolonne, vælg det tastatur, du vil bruge, og klik derefter på Tilføj.
Vælg afkrydsningsfeltet ud for “Vis tastaturmenu på menulinje”.
Du kan få flere oplysninger om indtastningsenheder ved at klikke på Hjælp på menuen øverst på skærmen og derefter søge efter “indtastningsenheder”.
Hvis Keynote er åben, skal du slutte og åbne Keynote igen, så det genkender enheden.
Du skifter til det andet tastatur ved at klikke på Tastaturmenuen i højre side af menulinjen og vælge et tastatur.
Hvis du skifter til et sprog, der skrives i en anden retning end det aktuelle sprog, flyttes indsætningsmærket til den side i præsentationen, der bruges på det nye sprog. Hvis du f.eks. skifter indtastningsenhed fra engelsk til hebraisk, flyttes indsætningsmærket til højre side af lysbilledet.
Opret en præsentation med formatering fra et andet sprog
Når du opretter en ny præsentation, kan du automatisk formatere tal, datoer, klokkeslæt og valuta i tabeller og diagrammer efter formateringsreglerne for et bestemt sprog og område. Det kan du f.eks. gøre, hvis du har tænkt dig at dele præsentationen med nogen i et andet område.
F.eks. bruges der i nogle områder punktum i stedet for komma som decimaltegn, eller der bruges nogle andre valutasymboler, eller tal vises fra højre mod venstre i stedet for fra venstre mod højre.
Denne sprogindstilling påvirker kun den aktuelle præsentation.
Åbn Keynote, og hold derefter Alternativtasten nede, og vælg Arkiv > Ny (på Arkivmenuen øverst på skærmen).
Klik på lokalmenuen Sprog nederst til venstre i temavælgeren, og vælg et andet sprog.
Dobbeltklik på det tema, du vil bruge.
Når du vælger et nyt sprog, ændres temaernes titler og tekst og nogle af betjeningsmulighederne til formatering, så de afspejler sproget.
Når du arbejder i en præsentation, der bruger et andet sprog og en anden formatering end computeren, fremgår den anvendte formatering af en besked i bunden af præsentationen. Du kan se eksempler på formateringsforskellene ved at klikke på sproget i beskeden.
Rediger en præsentations sprog og formatering
Du kan ændre en åben præsentations sprog, efter du har oprettet præsentationen.
Bemærk: Du kan ikke ændre indstillingen til en delt præsentation.
Vælg Arkiv > Avanceret > Sprog & område (på Arkivmenuen øverst på skærmen).
Klik på lokalmenuerne i vinduet, og vælg et sprog og et område.
Hvis du vælger det første emne på lokalmenuen Sprog (System – [sprog]), nulstilles præsentationen til computerens sprog og område. Hvis du derefter ændrer computerens sprogindstilling, eller hvis du åbner præsentationen på en anden computer, ændres præsentationens sprog og område automatisk til computerens. Hvis du deler præsentationen, får alle brugerne vist præsentationen med din computers sprog og område.
Klik på OK.
Nye tabel- og diagramdata, du indtaster, efter du har ændret præsentationens sprog og område, afspejler det nye sprog. I eksisterende tabel- og diagramdata skifter sproget i datoer (f.eks. månedsnavne), men ikke skilletegnene i datoer eller rækkefølgen af dag, måned og år. Skilletegn i tal (f.eks. decimaltegnet og tusindseparatoren) skifter dog.