Administrer macOS-opdateringer med Mobile Device Management (MDM)

Hvis du er systemadministrator for din organisation, kan du administrere opdateringer til din Mac-implementering.

I macOS Big Sur og nyere versioner introduceres nye måder at administrere macOS-opdateringer med MDM på, der erstatter indstillinger i tidligere macOS-versioner og tilbyder nye muligheder for at give mere kontrol til administratorer.

I macOS Catalina og tidligere kan du konfigurere en URL til en softwareopdateringsserver og dermed bestemme, hvilke opdateringer der tilbydes klienterne. Du kan også bruge kommandoen softwareupdate til at ignorere specifikke opdateringer. I macOS Big Sur og nyere versioner erstattes disse metoder af MDM-begrænsninger, der giver dig mulighed for at forsinke opdateringer i op til 90 dage.

Du kan stadig bruge softwareupdate --ignore på macOS Catalina 10.15.7- eller macOS Mojave 10.14.6-klienter til at forhindre installering af macOS Big Sur eller macOS Monterey, men --ignore er ikke længere tilgængelig i macOS Big Sur og nyere versioner.

Administrer tilgængeligheden af opdateringer

For at konfigurere forsinkede softwareopdateringer til macOS med MDM skal du bruge data for begrænsninger. I macOS Big Sur og nyere versioner kan du også forsinke opdateringer til programmer som Safari. Når disse indstillinger er slået til, forsinkes opdateringerne som standard i 30 dage, og du kan forsinke opdateringen i op til 90 dage. Dine macOS-klienter modtager opdateringerne automatisk, når forsinkelsen udløber. Du kan finde flere oplysninger om udløb af forsinkelser for Apple-opdateringer i dokumentationen om administration af softwareopdateringer under implementering af Apple-enheder.

Installer opdateringer efter behov

Hvis du har brug for at implementere opdateringer, mens en forsinkelse er aktiv, giver MDM-kommandoer dig mulighed for at downloade og installere specifikke opdateringer efter behov uden at ændre forsinkelsesindstillingerne. macOS Big Sur tilføjer nye muligheder for at give dig endnu mere kontrol over installationshandlinger.

Du kan bruge MDM-kommandoer til at få macOS-klienter til at downloade opdateringer i baggrunden, du kan få dem til at installere tidligere downloadede opdateringer eller sende en standardinstruktion, der gør det muligt for klienten at foretage passende handlinger på baggrund af dens aktuelle status.

For klienter på macOS Big Sur og nyere versioner kan MDM-kommandoer få klienterne til at downloade en opdatering og underrette brugeren i App Store, når en opdatering er klar til installering, eller kommandoerne kan gøre det muligt at downloade opdateringen og installere den på et senere tidspunkt. Hvis en opdatering kræver genstart, kan du bruge en kommando til at gennemtvinge en macOS-genstart uden brugerinteraktion. I macOS Monterey er der tilføjet en mulighed for at angive det antal gange, en enhed skal bede om at installere, før opdateringen håndhæves.

Hvis du gennemtvinger en genstart, kan data gå tabt.

Administrer klientindstillinger

Du kan administrere yderligere macOS-klientindstillinger ved at bruge dataene for Software Update (softwareopdatering) til at bestemme, om macOS-klienter skal søge efter og installere opdateringerne automatisk, eller om en klient kan installere testversioner af software og meget mere. Dataene gør det muligt at indstille klientindstillingerne og forhindre slutbrugerne i at ændre dine indstillinger.

Du kan finde flere oplysninger om brug af de beskrevne dataindstillinger eller -kommandoer i MDM-dokumentationen fra udbyderen.

Udgivelsesdato: