Brug private Wi-Fi-adresser i iOS 14, iPadOS 14 og watchOS 7

Hvis du vil beskytte din anonymitet yderligere, kan din iPhone, iPad, iPod touch eller dit Apple Watch bruge forskellige MAC-adresser til hver enkelt Wi-Fi-netværk.

Når en enhed skal kommunikere med et Wi-Fi-netværk, skal den identificere sig over for netværket ved hjælp af en unik netværksadresse – en MAC-adresse (Media Access Control). Hvis enheden altid bruger den samme Wi-Fi-MAC-adresse til alle netværk, kan netværksoperatører og andre netværksobservatører med tiden nemmere sætte den pågældende adresse i forbindelse med enhedens netværksaktivitet og placering. Dette giver mulighed for en slags brugersporing eller profilering, og det gælder for alle enheder på alle Wi-Fi-netværk.

Med henblik på at reducere denne anonymitetsrisiko bruger iOS 14, iPadOS 14 og watchOS 7 forskellige MAC-adresser, en til hvert Wi-Fi-netværk. Denne entydige, statiske MAC-adresse er din enheds private Wi-Fi-adresse kun til dette netværk.

Opret forbindelse til Wi-Fi-netværk med en privat adresse

Brug af en privat Wi-Fi-adresse påvirker ikke, hvordan du opretter forbindelse til eller bruger de fleste Wi-Fi-netværk. Opret blot forbindelse til Wi-Fi, som du normalt gør.

  • Hvis din Wi-Fi-router er konfigureret til at give dig besked, når en ny enhed opretter forbindelse til netværket, får du besked, første gang din enhed opretter forbindelse med en privat adresse.
  • Hvis et netværk ikke kan bruge en privat adresse til at give forældrekontrol eller identificere din enhed som autoriseret til at oprette forbindelse, kan du stoppe med at bruge en privat adresse på dette netværk.
  • I sjældne tilfælde kan et netværk give dig mulighed for at oprette forbindelse med en privat adresse, men tillader ikke internetadgang. Hvis dette sker, kan du stoppe med at bruge en privat adresse på dette netværk.

Slå private adresser til eller fra for et netværk

Du kan stoppe eller genoptage brug af private adresser på ethvert netværk. Der opnås en bedre anonymitet ved at slå indstillingen til for alle de netværk, der understøtter det.

iPhone, iPad eller iPod touch

  1. Åbn appen Indstillinger, og tryk derefter på Wi-Fi.
  2. Tryk på informationsknappen  ud for et netværk.
  3. Tryk på Privat adresse. Hvis din enhed har oprettet forbindelse til netværket uden en privat adresse, vil en anonymitetsadvarsel fortælle hvorfor.

Apple Watch

  1. Åbn appen Indstillinger, og tryk derefter på Wi-Fi.
  2. Tryk på navnet på det netværk, du har oprettet forbindelse til. Hvis du endnu ikke har oprettet forbindelse til netværket, skal du skubbe til venstre på navnet og trykke på Mere .
    Knappen Mere i Wi-Fi-indstillinger
  3. Tryk på Privat adresse.

Læs mere

Udgivelsesdato: