Sådan bruger du kontogendannelse, når du ikke kan nulstille adgangskoden til dit Apple-id

Hvis du bruger tofaktorgodkendelse og ikke kan logge ind eller nulstille din adgangskode, kan du få adgang til din konto igen efter en venteperiode for kontogendannelse.

Hvad er kontogendannelse?

Kontogendannelse er en proces, der giver dig adgang til din Apple-id-konto, når du ikke har tilstrækkelige oplysninger til at nulstille din adgangskode. Af sikkerhedsmæssige årsager kan det tage flere dage eller længere, før du kan bruge din konto igen. Vi ved, at denne forsinkelse er ubelejlig, men den er vigtig for, at vi kan beskytte din konto og dine oplysninger.

Før du starter venteperioden for gendannelsen af din konto, skal du prøve at nulstille din glemte adgangskode.

  • Hvis du ikke kender dit Apple-id, kan du prøve med din e-mailadresse eller dit telefonnummer. Ud over at bruge dit Apple-id til at logge ind og nulstille din adgangskode kan du gøre det med andre e-mailadresser eller telefonnumre, der er registreret på din Apple-id-konto.

  • Læs mere om, hvordan du nulstiller din Apple-id-adgangskode på en godkendt enhed eller via appen Apple-support på et familiemedlems iPhone, iPad eller iPod touch.

  • Hvis du indstiller en kontakt til kontogendannelse, kan vedkommende også hjælpe dig med at nulstille din adgangskode.

Brug kun kontogendannelse som en sidste mulighed, hvis du ikke kan logge ind på eller nulstille adgangskoden til dit Apple-id.

Når du har startet kontogendannelsen

Når du har anmodet om kontogendannelse, modtager du en e-mail med bekræftelse på din anmodning samt datoen og tidspunktet, hvor du kan forvente at få adgang igen. Denne e-mail kommer inden for 72 timer.

  • Hvis du har indsendt din anmodning om kontogendannelse via iforgot.apple.com Hvis du bruger enheden, kan det annullere kontogendannelsen.

  • Du kan undgå forsinkelser ved at slukke for andre enheder, hvor du er logget ind med dit Apple-id, indtil kontogendannelsen er fuldført.

Når venteperioden er ovre, får du en sms eller et automatisk telefonopkald fra Apple med vejledning til, hvordan du får adgang til din konto igen. Følg vejledningen for at få adgang til dit Apple-id igen.

I nogle tilfælde kan du muligvis fremskynde kontogendannelsen eller nulstille din adgangskode med det samme ved at bekræfte med en sekscifret kode, der sendes til din primære e-mailadresse. Du kan muligvis også forkorte ventetiden ved at angive kreditkortoplysninger for at bekræfte din identitet. Hvis du får denne mulighed, videresendes der en anmodning om godkendelse til kortudstederen.*

Tjek status for din anmodning

Du kan til enhver tid se, hvor lang tid det vil tage, før din konto er klar til gendannelse, eller hvornår du kan få flere oplysninger. Gå blot til iforgot.apple.com

Annuller din anmodning

  • Hvis du kan huske dine oplysninger og kan logge ind, bliver venteperioden automatisk annulleret, og du kan bruge dit Apple-id med det samme.

  • Hvis du vil annullere en anmodning om gendannelse, som du ikke har sendt, skal du følge vejledningen i e-mailen med bekræftelse af kontogendannelsen.

* Apple Pay fungerer ikke som et kreditkort. Hvis du indtaster dine kreditkortoplysninger korrekt og bliver bedt om at indtaste dine sikkerhedsoplysninger igen, skal du kontakte din kortudsteder. Det kan være udstederen, der har afvist dine forsøg på at få godkendelse. 

Udgivelsesdato: