Overførselsassistent kopierer alle dine arkiver til den nye Mac, så du slipper for at kopiere dine arkiver manuelt.
- Hvis dine arkiver ligger på en Windows-pc, skal du i stedet følge trinnene til overførsel fra pc.
- Hvis din nye Mac kører OS X Mountain Lion v10.8 eller tidligere, skal du følge trinnene for overførsel til en computer med Mountain Lion.
Kontroller software, indstillinger og strøm
- Installer alle tilgængelige opdateringer til Apple-software på begge Mac-computere. Installer alle opdateringer til programmer fra andre producenter.
- Sørg for, at din gamle Mac kører OS X Lion eller nyere.
- Sørg for, at din gamle Mac har et computernavn: Vælg Apple-menuen > Systemindstillinger, og klik derefter på Deling, og kontroller feltet Navn på computer.
- Slut begge computere til en stikkontakt.
Opret forbindelse mellem computerne
- Hvis begge computere bruger macOS Sierra eller nyere, skal du sørge for, at de er i nærheden af hinanden, og at Wi-Fi er slået til. Hvis en af dem bruger OS X El Capitan eller tidligere, skal du slutte dem til det samme netværk med Wi-Fi eller Ethernet.
- Eller tilslut dem med funktionen Computer som ekstern harddisk og et passende kabel eller mellemstik. Start derefter den gamle computer i Computer som ekstern harddisk.
- Eller du kan slutte den nye Mac til en Time Machine-sikkerhedskopi af den gamle Mac.
Sådan bruger du Overførselsassistent
På din nye Mac:
- Åbn Overførselsassistent, som ligger i mappen Hjælpeprogrammer i mappen Programmer.
- Klik på Fortsæt.
- Når du bliver spurgt om, hvordan dine data skal overføres, skal du vælge at overføre fra en Mac, Time Machine-sikkerhedskopi eller startdisk.
- Klik på Fortsæt.
På din gamle Mac:
Hvis du startede den gamle Mac i funktionen Computer som ekstern harddisk eller overfører data fra en Time Machine-sikkerhedskopi, kan du springe disse fire trin over.
- Åbn Overførselsassistent.
- Klik på Fortsæt.
- Når du bliver spurgt om, hvordan dine data skal overføres, skal du vælge at overføre til en anden Mac.
- Klik på Fortsæt.
På din nye Mac:
- Når du bliver bedt om at vælge en Mac, en Time Machine-sikkerhedskopi eller en anden startdisk, skal du klikke på det relevante symbol.
- Klik på Fortsæt. Der vises muligvis en sikkerhedskode.
På din gamle Mac:
Hvis du startede den gamle Mac i funktionen Computer som ekstern harddisk eller overfører data fra en Time Machine-sikkerhedskopi, kan du springe disse to trin over.
- Hvis der vises en sikkerhedskode, skal du kontrollere, at samme kode vises på den nye Mac.
- Klik på Fortsæt.
På din nye Mac:
- Normalt vises der en liste med sikkerhedskopier, der er organiseret efter dato og tid. Vælg den sikkerhedskopi, du vil bruge.
- Klik på Fortsæt.
Fortsæt på din nye Mac:
- Vælg de oplysninger, du vil overføre.
- Klik på Fortsæt for at starte overførslen. Hvis der er meget indhold, kan overførslen tage flere timer.
I ovenstående eksempel er John Appleseed en macOS-brugerkonto. Hvis du overfører en konto, der har det samme navn som en konto på den gamle Mac, bliver du bedt om at omdøbe den gamle konto eller erstatte kontoen på den nye Mac. Hvis du omdøber den gamle konto, vises den som en selvstændig brugerkonto på den nye Mac med egen hjemmemappe og eget login. Hvis du erstatter kontoen, overskriver den gamle konto kontoen på den nye Mac – dette gælder også alt indhold i hjemmemappen.
Når Overførselsassistent er færdig, skal du logge på den overførte konto på den nye Mac for at se kontoens arkiver. Hvis du ikke beholder den gamle Mac, kan du læse mere om, hvad du skal gøre, inden du sælger, bortgiver eller bytter din gamle Mac.